---

Kære alle
Glædelig 1. maj!

Det er dejligt at være sammen med jer og fejre arbejdernes internationale kampdag.

Tak for muligheden for at sige et par ord om, hvorfor vi fortsat skal kæmpe for vores rettigheder og vores unikke samfundsmodel – hvor både arbejdstagere og mennesker uden for arbejdsmarkedet tilbydes ordentlige og rimelige vilkår.

Om det er arbejdernes vredesudbrud eller SVM-regeringens forbandelse, så falder 1. maj som bekendt i år sammen med Store Bededag. Hvis ikke SVM-regeringen havde valgt at stjæle arbejdernes fridag som en tyv i natten, så havde vi måske haft endnu flere samlet her i dag.

Jeg vil derfor starte med at sende mine solidariske hilsner til alle dem, der i dag ikke kan fejre 1. maj sammen med os, fordi de er på arbejde.

I Enhedslisten har vi sagt det før, og vi siger det igen:
Når der er dannet en ny regering, vil vi som noget af det første kræve, at vores fridag bliver genindført.

Kære venner
Som nyvalgt folketingsmedlem bliver jeg i disse dage ofte spurgt:
Hvad var det, der fik dig til at interessere dig for politik?

Det er ikke et spørgsmål, man stiller sig selv så tit, så det er en god anledning til at reflektere over det.

Efter det første interview stod det klart for mig, at min interesse for politik går helt tilbage til min barndom. Det lyder måske overdrevet, men jeg er sikker på, at I vil give mig ret, når jeg har delt denne historie med jer.

For jer, der kender mig, har I sikkert hørt, at jeg er født og opvokset på den anatolske højslette. Det er en fortid, jeg er rigtig stolt af – og som jeg måske også taler lidt for meget om.

I min barndom fortalte min farfar ofte en historie fra sit arbejdsliv, som har gjort stort indtryk på mig, og jeg vil sige, at mit politiske engagement starter netop dér.

Min farfar var en erfaren og eftertragtet fårehyrde. På et tidspunkt blev han hyret til at vogte en stor flok får hos en rig godsejer ved navn Osman, også kendt som “Spyd Osman”.

Navnet var ikke tilfældigt. Han var kendt for at være kynisk og uden empati.

En dag opstod der en konflikt, da min farfar nægtede at udføre en ekstra opgave, som lå uden for hans ansvarsområde. Han blev fyret på stedet.

Samtidig fik han besked på at aflevere de bukser, min farfar havde fået udleveret ved jobstart.

Problemet var bare, at min farfar ikke havde andre bukser. Det store spørgsmål var derfor, hvordan han i alverden skulle vende hjem uden bukser.

Han måtte vente til mørkets frembrud og gå hele vejen hjem – 36 kilometer i nattens løb.

Hver gang jeg hørte historien som barn, blev jeg rasende. Rasende på Spyd Osman og den uret, han udsatte min farfar for.

Men da jeg blev ældre, gik det op for mig:
Spyd Osman var ikke kun årsagen – han var et symptom.

Et symptom på et uretfærdigt system, hvor de rige og velhavende kunne tillade sig næsten alt over for dem, der havde mindst.

Nu vil jeg ikke sammenligne Danmark med den anatolske højslette, men vi må desværre erkende, at uretfærdighed også findes i dette land.

Vi lever i et af verdens rigeste lande. Et samfund, hvor tidligere generationer har opbygget en stærk velfærdsmodel – en samfundskontrakt, der sikrer, at ingen overlades til sig selv, når sygdom, arbejdsløshed eller kriser rammer.

Men i anno 2026 må vi desværre konstatere, at denne kontrakt er under pres.
Retten til en værdig tilbagetrækning udfordres. Arbejdsmiljøet halter. Og alt for mange mister stadig livet på arbejdet.

Alene sidste år døde 33 mennesker i Danmark i arbejdsulykker, ofte i fysisk krævende job og uden stor offentlig opmærksomhed. I modsætning til Sverige, hvor de omkomne mindes i parlamentet, bliver de sjældent omtalt i Danmark.

Enhedslisten foreslår derfor en årlig mindedag i Folketinget, større politisk fokus på dødsulykker i arbejdsmiljøaftaler samt skærpede straffe for at udsætte ansatte for livsfare. Målet er at give området langt højere prioritet og forebygge fremtidige dødsfald.

Kære venner,
Kampen mod social dumping, kampen for et rummeligt arbejdsmarked og tryghed ved sygdom og arbejdsløshed er blevet vigtigere end nogensinde.

Især i de sidste 25 år, hvor borgerlig politik igen og igen har forringet vilkårene for både arbejdstagere og mennesker uden for arbejdsmarkedet.

I løbet af de 17 år, hvor jeg har arbejdet inden for beskæftigelsesområdet, har jeg desværre været vidne til mange ødelagte liv.

Jeg har set, hvordan manglende overskud i hverdagen kan føre til udbrændthed, kronisk stress, PTSD og andre alvorlige psykiske lidelser.

Blandt dem var folkeskolelærere, pædagoger, sygeplejersker, socialrådgivere og fængselsbetjente. Hver eneste af dem var et bevis på, hvordan livet kan vende på hovedet, når overskuddet slipper op.

Takket være den borgerlige politik med deres uendelige melodi om arbejdsudbud har vi nu gjort vilkårene for ledige og sygemeldte så ringe, at der i dag er 48.600 børn, der vokser op i fattigdom.

Vi taler om forældre, der springer et måltid over for at have råd til madpakke til deres børn.
Der er borgere, der nedprioriterer deres receptpligtige medicin for at have råd til at få mad på bordet.
Samtidig står der tusindvis af mennesker afskåret fra muligheden for at have et arbejde og dermed tvunget til at leve på fattigdomsydelser.

Der er 63.000 mennesker med handicap, der er klar til at tage et job her og nu, og 16.000 mennesker, der har fået tilkendt fleksjob, som står og mangler et job, fordi der ikke er et rummeligt arbejdsmarked, der kan gøre brug af deres kompetencer og arbejdskraft.

Kære venner,
Politik handler om at vælge side.

Den politiske elite, der har haft magten de sidste 4 år, har valgt skattelettelser til de velhavende og forringelser for almindelige mennesker.

Vi vælger en anden vej.
I Enhedslisten stiller vi os på lønmodtagernes, de arbejdsløses og de udsattes side.

For os er det ikke bare politik. Det er en forpligtelse.

Denne pligt bliver endnu vigtigere, når vi står over for en politisk elite, der har høje ambitioner på vegne af os alle:

En politisk magtelite, der ønsker, at vi skal blive ved med at arbejde ved at skrue op for pensionsalderen – uanset hvor nedslidte vi er.

En politisk magtelite, der spiller hasard med Danmarks fremtid ved at skære ned på de videregående uddannelser i håb om, at unge bliver hurtigere færdige.

En politisk elite, der har prioriteret landbrugets interesser ved at lukke øjnene for landbrugets forurening og dermed tilladt sprøjtning med gift i vores drikkevand.

En politisk magtelite, der vil sænke skatterne for de velhavende danskere på bekostning af højere pensionsalder, forringet efterløn og halveret dagpengeperiode samt lavere ydelser til tusindvis af ledige og sygemeldte.

Og en politisk elite, der forsøger at splitte os i “os og dem” ved at dæmonisere minoriteter – særligt dem, der kommer fra muslimske lande. Sammen har vi en pligt til at sige fra og slå ring om minoriteterne, når højrefløjen, inklusive Socialdemokratiet, gør vores medborgere med minoritetsbaggrund til syndebukke for samtlige udfordringer i samfundet.

Dagen i dag er nemlig arbejdernes internationale solidaritets- og kampdag, og derfor vil jeg afslutningsvis sende mine solidariske hilsner til mennesker rundt om i verden, der hver eneste dag udsættes for undertrykkelse og uretfærdighed.

Det gælder både det ukrainske folk, der fortsat kæmper med livet som indsats mod Putins angrebskrig.
Det gælder ikke mindst det palæstinensiske folk, der i de sidste 3 år har været udsat for Israels krigsforbrydelser i Gaza.

Ligeledes vil jeg sende mine solidariske hilsner til de demokratiske kræfter i Syrien. Syriens minoriteter – både kurdere, alawitter, drusere, kristne og armeniere – angribes dagligt af jihadister, der nu sidder på magten.

Til sidst vil jeg sende mine solidariske hilsner til befolkningen i Iran, der har været udsat for USA’s og Israels angrebskrig. Angrebet har indtil videre kostet mange civile livet, mens den orange mand på den anden side af Atlanten truer med at udslette en hel civilisation.

Lad os sammen skabe en bedre, fredeligere og mere anstændig verden. Det kan vi, hvis vi står sammen!

Rigtig god 1. maj! ✊

INFO: Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger.

---