I anledning af 12-årsdagen for folkemordet i Şengal udsendte KNK’s Kvindekommission følgende erklæring:

“Den 3. august 2014 fandt to samtidige massakrer sted i Şengal. Ud over den fysiske udryddelse af yezidierne blev der også rettet et kulturelt folkemord mod dem gennem systematiske overgreb på yezidiske kvinder. Kvinderne var bærere af yezidisk kultur og identitet. Målet var ikke blot at udrydde yezidierne fysisk, men at udslette dem fuldstændigt fra jordens overflade.

Gennem tusinder af års modstand har yezidierne bevaret den kurdiske identitets kerne som bærere af kultur og identitet i regionen. Derfor blev yezidiske kvinder udsat for nogle af århundredets mest brutale angreb. De blev bortført, voldtaget, tortureret og solgt på slavemarkeder. Tusindvis af kvinder er stadig savnet.

Folkemordet den 3. august 2014 blev gennemført under IS’ (Daeshs) herredømme. I de seneste dage er der igen opstået en trussel omkring Şengal med henvisning til konflikten mellem shia- og sunnimuslimer. Men dette handler først og fremmest ikke om shia eller sunni-islam. Det handler om at overtage kontrollen over regionen som led i nye strategiske mål.

Şengal, som i århundreder har været et helligt sted for yezidierne, ligger i et geografisk vigtigt grænseområde. Det forbinder Nord-, Syd- og Vestkurdistan. Şengal hører desuden til Mosul-provinsen, som historisk ofte har været præget af konflikter mellem tyrkiske, arabiske og persiske magthavere. Mosul er samtidig et område under de globale magters bevågenhed.

I dag befinder Êzîdxan sig midt i en geostrategisk magtkamp mellem globale og regionale aktører.

Selv om flere regeringer og parlamenter har anerkendt folkemordet, har ingen – ud over at yde humanitær bistand – taget politiske skridt for at sikre yezidierne en tryg fremtid.

Kravet fra kvindeorganisationer og civilsamfundet i den yezidiske region er derfor, at Şengal tildeles autonom status inden for Iraks juridiske rammer.

For at skabe retfærdighed i Şengal er det nødvendigt at finde de savnede yezidiske kvinder og stille dem, der anstiftede og gennemførte massakren, til ansvar.

Det er positivt, at mange lande har anerkendt folkemordet mod yezidierne. Men desværre er truslerne mod yezidierne ikke ophørt i praksis. De regeringer og parlamenter, der har anerkendt folkemordet, bør gennem den irakiske regering også bidrage diplomatisk og politisk til, at yezidierne opnår autonomi i Şengal og bliver i stand til at beskytte sig selv.

For at yezidierne både kan forsvare sig selv og frit leve deres tro og kultur, bør Şengal nu blive en autonom region.

For at yezidiske kvinder kan leve uden frygt og i frihed, bør Şengal nu blive en autonom region.”