Demokratisk samfund og fredsopfordring”, som Abdullah Öcalan fremsatte den 27. februar, diskuteres stadig. På trods af denne opfordring, der blev udsendt efter udtalelserne fra lederen af Nationalistbevægelsens (MHP) Devlet Bahçeli i oktober, og på trods af Kurdistans Arbejderparti (PKK)’s beslutning om at erklære våbenhvile, har den tyrkiske stat endnu ikke taget nogen konkrete skridt i retning af at løse det kurdiske spørgsmål.
De møder, som Imralı-delegationen har afholdt med lederen af Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP) og præsident Recep Tayyip Erdoğan, samt delegationens møde med justitsminister Yılmaz Tunç fra Partiet for Retfærdighed og Udvikling (AKP) er blevet betragtet som positive skridt i retning af at løse problemet.
ANF har interviewet professor Gençay Gürsoy om sagen:
FØR VI DISKUTERER FREDS- OG RESOLUTIONSDEBATTERNE I TYRKIET, ER DET UMULIGT IKKE AT NÆVNE SIRRI SÜREYYA ÖNDER. HVAD VIL DU SIGE OM HANS SITUATION, DA HAN FORTSAT MODTAGER BEHANDLING FOR EN HJERTESYGDOM OG FORTSAT BEFINDER SIG I EN KRITISK TILSTAND? [Sırrı Süreyya Önder afgik ved døden d. 3. maj på Florence Nightingate Hospitalet i Istanbul. En gennemgang af Önders liv ’HVEM VAR SIRRI SÜREYYA ÖNDER’ kan læses på https://www.nudem.dk/49428-2/, o.a.]
Når vi taler om fred i Tyrkiet, er det uundgåeligt, at vi også taler om vores kære Sırrı Süreyya Önder. Det siges ofte, at i historien betyder massernes holdning mere end individers, men det er ikke altid tilfældet. Nogle gange bliver individer afgørende elementer, der former fremtiden. Sırrı Süreyya har været en af de ledende figurer, der er involveret i kampen for fred i Tyrkiet, især for kurdisk fred, siden begyndelsen af 2000’erne.
Jeg har haft et langvarigt venskab med ham. Som læge har jeg også fulgt hans helbred nøje, og jeg er dybt bekymret. Jeg ved, at han står over for en meget alvorlig tilstand. Men i tillid til Sırrıs styrke og ukuelighed håber jeg, at han igen vil indtage sin plads i fredskampen. Vi husker også Sırrı fra begyndelsen af Gezi-bevægelsen. Han er en politiker, der viste modet og beslutsomheden ved at stå foran bulldozere, der rykkede træerne op med rode. Jeg håber inderligt, at han snart vender tilbage til os, og jeg ønsker ham godt helbred.
VI HÅBER OGSÅ, AT HAN SNART KOMMER SIG OG FORTSÆTTER, HVOR HAN SLAP. SIRRI SÜREYYA ÖNDERS HELBREDSPROBLEM HAR DOG SKABT EN ANDEN ATMOSFÆRE. FOLK FRA HELE TYRKIET OG FRA MANGE FORSKELLIGE DELE AF SAMFUNDET HAR SAMLET SIG OM HAM. HVAD FORTÆLLER DENNE UDBREDTE STØTTE TIL ÖNDER OS?
Sırrı Süreyya Önder er en intellektuel politiker, der besidder en form for sympati, der går ud over populære standarder. Desuden er han lokalpolitiker. Selvom begrebet “lokal” er blevet devalueret af regeringens retorik om “lokalt og nationalt”, er det stadig vigtigt at være lokal. Sırrı Süreyas måde at tale på, hans talent for satire, selv hans kropssprog, bærer alt sammen humoren og ånden fra disse lokalområder; Hans personer er ikke fremmede for essensen af denne geografi. Selv om denne særlige væremåde ikke er direkte relateret til fredsspørgsmålet, kan offentlighedens holdning til det potentielt påvirke deres tilgang til fred.
Jeg håber inderligt, at den følsomhed og følelsesmæssige atmosfære, som Sırrıs situation skaber, vil bidrage til fred. Fordi fred måske ikke er det vigtigste punkt på dagsordenen i Tyrkiet midt i den igangværende økonomiske krise. Det er dog stadig et vigtigt spørgsmål, især i det østlige Tyrkiet, i Kurdistan, hvor en konflikt har varet i årtier. Siden grundlæggelsen af Republikken Tyrkiet er dette problem forblevet uløst, og i mere end et århundrede har det kostet tusindvis af unge mennesker livet.
SELV OM DET IKKE SYNES AT VÆRE DIREKTE FORBUNDET, HAR DETTE SPØRGSMÅL SÅ IKKE PÅVIRKET HELE TYRKIETS ØKONOMISKE, SOCIALE, POLITISKE OG ADMINISTRATIVE DYNAMIK? ER DE PROBLEMER, VI DRØFTER I TYRKIET I DAG, IKKE ET PRODUKT AF DENNE ANTIDEMOKRATISKE TANKEGANG?
Helt korrekt. Det er dog ikke den eneste grund. Visse karakteristika ved den herskende magt må også regnes blandt årsagerne til det mørke billede, vi oplever. Hvis der havde været en anden regering, en der var mere egalitær, mere libertariansk og som virkelig havde arbejdet på at genindføre demokratiet, ville situationen have været anderledes. Fredsspørgsmålet ville også have været anderledes.
Det såkaldte “terrorproblem” i Tyrkiet, som de kalder PKK-spørgsmålet, er måske ikke den eneste årsag til alt, men det er bestemt en af de mest betydningsfulde og fremtrædende årsager. Som sagt er dette ikke et problem, der først er blusset op i den seneste tid. Siden grundlæggelsen af Republikken Tyrkiet har administrationerne ikke formået at nå frem til en rationel, fredelig løsning, der omfatter alle samfundsmæssige værdier vedrørende det kurdiske spørgsmål, der begyndte så tidligt som i sidste halvdel af 1925’erne og i 1930’erne.
Jeg husker, og det rører mig dybt, at der under Atatürk-æraen i 1930erne i det sovjetiske Armenien boede et lille mindretal af kurdere dér, mindre end en million. Fordi kurderne i Armenien fik kulturelle rettigheder, protesterede Republikken Tyrkiet formelt mod Armenien gennem Sovjetunionen. Hvorfor? Fordi, sagde de, “Hvis du giver disse rettigheder til kurdere der, vil det sætte et eksempel for kurderne her.” Dette var en ufattelig og mærkelig reaktion.
Således var en negativ holdning til kurderne næsten indgroet i selve republikkens gener. Denne holdning gik i arv fra generation til generation og varede ved indtil 1960’erne, hvor disse ideer blev mere udbredte takket være udviklingen af et flerpartisystem og den bredere udbredelse af demokrati-, friheds- og lighedsbegreber. I 1960’erne bragte Tyrkiets Arbejderparti (TİP), som jeg også var medlem af i mine studieår, det kurdiske spørgsmål til parlamentets talerstol for første gang, under ledelse af Mehmet Ali Aybar. Dette førte til sidst til partiets lukning. Fra da af blev mange partier, der prioriterede det kurdiske spørgsmål, dannet og efterfølgende forbudt. I dag fortsætter denne kæde uden afbrydelse med DEM-partiet.
Dette er et tegn på en beslutsom kamp. Det er kampen for, at det kurdiske folk i Tyrkiet uden forskelsbehandling skal nyde godt af de samme kulturelle rettigheder, herunder uddannelse på deres eget sprog, som folk af tyrkisk afstamning nyder godt af.
Ligesom den tyrkiske stat stædigt har modsat sig at løse dette problem, har det kurdiske folk, hvad enten det er gennem intellektuelle, kunstnere eller samfundsledere, siden republikkens grundlæggelse vedholdende holdt dette problem i live. I dag er det kurdiske spørgsmål fortsat en af de primære årsager til de problemer, som Tyrkiet oplever. Uden at løse dette problem vil det ikke være muligt for Tyrkiet at opnå demokrati fuldt ud eller løse de dybe økonomiske kriser, som landet står over for i dag.
I OKTOBER SIDSTE ÅR KOM SPØRGSMÅLET TILBAGE PÅ DAGSORDENEN EFTER EN OPFORDRING FRA MHP-LEDEREN DEVLET BAHÇELI. BAHÇELIS OPFORDRING GJORDE DENNE PROCES TIL GENSTAND FOR DEBAT OG OVERRASKEDE MANGE MENNESKER. BLEV DU OGSÅ OVERRASKET OVER DENNE SITUATION? OG HVAD SKAL MAN SIGE OM KARAKTEREN AF DENNE PROCES?
For at være ærlig blev jeg overrasket, og jeg bliver fortsat overrasket selv i dag. På trods af sine helbredsproblemer bringer Devlet Bahçeli stadig lejlighedsvis dette emne på dagsordenen og fortsætter med at komme med udtalelser, der overrasker mig.
Men for at sige det ærligt, så har jeg efter min personlige mening og trods alle hans udtalelser ikke udviklet nogen følelse af tillid til Devlet Bahçeli eller nogen tro på, at han er oprigtig med hensyn til at løse det kurdiske spørgsmål. Fordi folk ikke let ændrer sig efter halvfjerds eller firs års alderen. Når man ser på denne persons og denne politiske bevægelses fortid og historie, dukker en række rædselsvækkende begivenheder op, den ene efter den anden.
DET ER VIGTIGT, OG DER ER OGSÅ BEKYMRING FOR DET I SAMFUNDET. DESUDEN BLIVER DER FREMSAT OPFORDRINGER OG GIVET LØFTER, MEN DER ER IKKE TAGET KONKRETE SKRIDT. HVAD VIL DU SIGE TIL DETTE?
Der er ikke taget skridt, kun trusler er blevet fremsat, og der er blevet løftet fingre. Selv i dag, mens Devlet Bahçeli udtrykker vilje til at fortsætte processen, insisterer præsident Recep Tayyip Erdoğan og hans rådgivere på, at “PKK må overgive sig, aflevere sine våben og opløse sig selv.” Andet bliver ikke sagt. Der er intet, der tyder på, at nogen krav vil blive opfyldt, og der er heller ingen tegn på, at Tyrkiet og det kurdiske spørgsmål vil blive løst inden for rammerne af demokrati og frihed.
DER PEGES OFTE PÅ DEN REGIONALE UDVIKLING I DENNE SAMMENHÆNG. HVAD ER DINE TANKER OM DETTE?
Vi ved alle, at dette skridt blev taget på grund af presset fra den eksterne dynamik og regionalpolitikken. Det var ikke en beslutning, der blev truffet ved at tænke: “Lad os endelig løse dette problem, det skulle være gjort for længe siden.” Det er en situation, de er blevet tvunget ind i. Men jeg er også bekymret over dette.
, Hvis vi tænker på en nation, der har været udsat for uretfærdighed blandt folkene i Mellemøsten, er det utvivlsomt kurderne. Nogle religiøse minoritetsgrupper har også været udsat for uretfærdighed, men stormagterne har konsekvent benyttet enhver lejlighed til at gå imod kurdernes forhåbninger om en uafhængig struktur i Mellemøsten. Hvad angår den tyrkiske stat, er jeg ikke sikker på, om den har sat dette spørgsmål på dagsordenen for at tjene Israel-USA-aksen, eller om den er blevet tvunget til at tilpasse sig denne akse, eller om der blev indledt en proces på trods af denne akse. Jeg mener, at det er nødvendigt at følge udviklingen nøje, især i Mellemøsten, før der drages endelige konklusioner.
Under alle omstændigheder mener jeg, at alle sektorer skal gøre alt, hvad der står i deres magt for at sikre, at dette spørgsmål løses til fordel for demokrati og frihed.
EFTER OPFORDRINGEN DEN 27. FEBRUAR, DER BLEV BETRAGTET SOM EN FORELØBIG AFTALE, BLEV DET OPLYST, AT DER INDEN FOR EN UGE VILLE BLIVE TAGET SKRIDT, ISOLATIONEN VILLE BLIVE OPHÆVET, OG DET KURDISKE FOLKS LEDER ABDULLAH ÖCALAN VILLE GÅ DIREKTE I DIALOG MED SAMFUNDET OM SAGEN. DA INTET AF DETTE ER BLEVET REALISERET, HVOR PRÆCIST ER DET SÅ AT DISKUTERE SITUATIONEN UDELUKKENDE PÅ GRUNDLAG AF DENNE FORELØBIGE AFTALE?
Ja selvfølgelig. Da teksten blev annonceret, blev der faktisk afgivet en yderligere mundtlig erklæring gennem Sırrı Süreyya Önder. Det må vi heller ikke glemme. Alt dette rejser uundgåeligt spørgsmål i folks sind: Var de manglende henvisninger til demokrati i teksten et resultat af en form for pres? Ikke desto mindre er denne opfordring et vigtigt skridt, og det ser ud til, at den ikke er blevet afvist, men snarere accepteret af PKK-kadrerne.
Jeg ved ikke, hvor meget vi kan bevise dette, men ud fra det, vi følger i medierne, ser det ud til, at PKK støtter denne proces. I den forstand er det et meningsfuldt skridt. Selv om der ikke sker andet, selv om de kulturelle eller sociologiske aspekter af det kurdiske spørgsmål forbliver uløste, er ophøret af krig og konflikt i sig selv en betydelig gevinst. Derfor, selvom der ikke kommer andet ud af det, er det nødvendigt at støtte det.
Selv om det kurdiske spørgsmål ligner andre eksempler verden over, må vi også huske på dette: I Colombia blev tusindvis af guerillaer fra Colombias Revolutionære Væbnede Styrker (FARC) dræbt, efter at våbnene blev tavse. Tidligere erfaringer viser således, at en fredsproces, der påtvinges gennem ensidigt pres uden at blive omfavnet af masserne, kan skabe alvorlige problemer.
HVAD VIL DU GERNE SIGE OM SOCIALISERINGEN AF DETTE EMNE?
Selv et ophør af væbnet konflikt alene ville være en stor gevinst for Tyrkiet. I de sidste ti år har tabet af menneskeliv, hvad enten det er soldater eller guerillaer, været enormt, og det ville i sig selv være en betydelig bedrift at forhindre sådanne tab. Denne kamp må imidlertid fortsætte ved at blive kombineret med den bredere kamp for demokrati.
I dag er kampen for demokrati i Tyrkiet allerede blevet omfavnet af masserne. Selv gymnasieelever går på gaden og udtrykker deres bekymringer for deres fremtid. Universitetsstuderende rejser sig også. Meningsmålinger viser, at den herskende magts opbakning blandt befolkningen er faldende. På dette tidspunkt må oppositionskræfterne ikke afvige fra krav om tidlige valg og massemobilisering for at skabe en mere demokratisk, mere libertær regering i stedet for den nuværende.
HVORDAN SER DU PÅ OPPOSITIONENS HOLDNING I DEN HENSEENDE?
Lederen af Det Republikanske Folkeparti (CHP) går meget positivt til denne proces. Det er vigtigt. Det er vigtigt at undgå skridt, der kan fremmedgøre disse to store sociale baser fra hinanden. Den kurdiske politiske bevægelse må, uanset hvad der sker, tage hensyn til følelserne hos disse oppositionskræfter og masserne, der forfølger en dybere kamp for demokrati. Ligesom den kurdiske side skal være følsom, skal oppositionen i Tyrkiet naturligvis også udvise samme omhu. Indtil videre ser vi, at politikere på begge sider har handlet med stor forsigtighed, og det er vi meget glade for.
Med hensyn til at bringe idéen om fred ud til den brede offentlighed gør vi sammen med mange civilsamfundsinitiativer, alt, hvad vi kan for at støtte løsningen af dette problem, selv om det ikke er gennem officielle sammenslutninger.
Ja, økonomien forværres, og inflationen fortsætter. Vi må imidlertid ikke glemme, at det kurdiske spørgsmål fortsat er af afgørende betydning blandt alle de problemer, der kræver øjeblikkelig opmærksomhed. Vi skal forklare dette for offentligheden i et omhyggeligt og passende sprog. Som jeg sagde før, må dette sprog ikke være provokerende. Det må ikke fremmedgøre masserne eller opflamme følsomheder. Dette gælder lige meget for begge parter.
På trods af alle de negative forhold, på trods af de igangværende imperialistiske interventioner i regionen og fortsættelsen af Israels folkedrab håber jeg, at kurdiske og tyrkiske politikere vil handle med visdom og tage skridt til at løse dette problem. Det er vores største håb. Jeg vil gerne slutte af med endnu en gang at ønske Sırrı Süreyya Önder god bedring. [Se ’HVEM VAR SIRRI SÜREYYA ÖNDER’ på https://www.nudem.dk/49428-2/].
Kilde:
Bariş Boyraz (2025): Gençay Gürsoy: The state has yet to take any steps toward a solution. ANF-News, 29. April, 2025
Oversættelse: Jesper Brandt
