Politiske og sociale kredse i Syrien fortsætter med at udtrykke kritik af den nyligt udsendte forfatningserklæring fra Damaskus. Mange observatører hævder, at denne erklæring ikke anerkender Syriens mangfoldige og pluralistiske natur, marginaliserer forskellige syriske grupperinger og samfund og lægger grunden til en ny fase af kriser i landet.

ET SNÆVERT SYN PÅ REGERINGSFØRELSE

Dr. Malik Al-Hafiz har kommenteret situationen og siger: “Det er klart og utvetydigt, at den forfatningsmæssige erklæring, der blev udstedt af overgangsmyndigheden i Damaskus, ikke lever op til ægte nationale forhåbninger om en lys, pluralistisk og borgercentreret overgangsfase.”

Dr. Al-Hafiz forklarer yderligere, at erklæringen søger at påtvinge en ny politisk virkelighed snarere end at opbygge en ægte national konsensus om Syriens fremtid. Han fremhæver, at kernespørgsmålet ikke kun er dens ensidige vedtagelse uden bred national enighed, men også dens styrkelse af en snæver regeringsmodel, der koncentrerer autoriteten hos en enkelt person– i bund og grund etablering af en “øverste leder”-model. Denne tilgang konsoliderer visse beføjelser uden at give reelle garantier for borgernes rettigheder og friheder. Han understreger, at ægte medborgerskab og demokrati enten er eksplicit fraværende eller implicit afvist inden for denne ramme.

Han tilføjede: “På dette kritiske tidspunkt burde forfatningserklæringen have været et konsensusdokument, der repræsenterer alle segmenter af det syriske samfund snarere end blot en tekst, der befæster den nuværende overgangsmyndigheds magt og effektivt tjener som en miniatureforfatning, der er skræddersyet til den ‘øverste leder’ – den symbolske præsident. Erklæringens bestemmelser vil uundgåeligt uddybe splittelsen snarere end tjene som et skridt mod politisk stabilitet.”

EN SKRØBELIG RAMME

Dr. Al-Hafiz påpeger, at “forfatningserklæringen ikke på nogen måde er en omfattende forfatning. Det er meningen, at det skal være en midlertidig retlig ramme til regulering af overgangsfasen. Men i sin nuværende form, som den er udsendt fra Damaskus, ser det ud til at være et forsøg på at påtvinge en de facto midlertidig forfatning uden at følge de nødvendige demokratiske mekanismer, der er nødvendige for at udarbejde en permanent forfatning.”

Han understregede, at “forfatninger typisk er resultatet af enomfattende national dialog og en inkluderende politisk proces, der involverer offentlige folkeafstemninger og brede diskussioner blandt politiske og juridiske eksperter. Derimod blev denne erklæring udstedt ensidigt af overgangsmyndigheden. Ikke alene fungerer den som en forfatningserklæring, men den giver også vidtrækkende beføjelser til en enkelt hersker – som har udpegetredaktionskomiteen, det nationale sikkerhedsråd, og vil udpege regeringen og præsidere over den, samt kontrollere en blokerende tredjedel af den lovgivende forsamling med ubegrænsede udvidelser af autoriteten. Uden ansvarlighed eller politisk konsensus danner denne erklæring et svagt fundament, der ikke kan opretholde en ægte overgang til en stabil, forenet og avanceret stat.”

DAMASKUS’ FORFATNINGSERKLÆRING OG BAATH-FORFATNINGER: KOSMETISKE FORSKELLE, GRUNDLÆGGENDE LIGHEDER

Med hensyn til de vigtigste forskelle mellem denne forfatningserklæring og tidligere Baath-forfatninger, bemærkede Dr. Al-Hafiz:

“På overfladen ser forfatningserklæringen ud til at være forskellig fra tidligere Baath-forfatninger. Men i bund og grund reproducerer den den samme autoritære styringsmodel, omend med forskellige værktøjer og ideologiske begrundelser.”

Han anerkender nogle formelle forskelle, såsom fjernelsen af en stiv nationalistisk retorik, selvom ’arabisk’ fortsat er nedfældet i statens betegnelse – et spørgsmål, der typisk bestemmes af en permanent forfatning sammen med statens politiske system. Mens den eksplicitte vægt på arabisk nationalisme, som er et kendetegn ved Baath-forfatningerne, er blevet mindre, er dette blevet erstattet af en religiøs-politisk diskurs, der forbinder den forfatningsmæssige legitimitet med religiøse principper. Og han advarer om, at dette skift vil kunne bane vejen for mere radikale ændringer i ledelsesstrukturen.

EN TRUSSEL MOD CIVILSTATEN

Dr. Al-Hafiz hævder, at “erklæringen eksplicit giver religionen en grundlæggende rolle i lovgivningen og regeringsførelsen, hvilket er i modstrid med principperne for en civil stat, som er baseret på at adskille religion fra den politiske autoritet for at sikre lige rettigheder for alle borgere uanset religiøst eller sekterisk tilhørsforhold. Erklæringen fastslår udtrykkeligt, at islamisk retsvidenskab er den primære kilde til lovgivning, hvilket åbner døren til en religiøs juridisk ramme, der kan undergrave individuelle rettigheder, især for minoriteter og kvinder.”

Han påpeger endvidere, at erklæringen udelader enhver klar henvisning til demokrati, hvilket afspejler en tilsyneladende modvilje mod at forpligte sig til forfatningsmæssige forpligtelser, der ville kræve faktisk demokratisk praksis. Derom siger han:

“Demokrati indebærer politisk pluralisme, pressefrihed, retsvæsenets uafhængighed, frie og retfærdige valg og fredelig overdragelse af magt. Alligevel synes overgangsmyndigheden ikke at være villig til at opretholde disse principper. I stedet anvender erklæringen tvetydige begreber som ‘konsultation’ eller regeringsførelse baseret på uspecificerede principper, hvilket tillader brede fortolkninger, der i sidste ende tjener en bestemt magtstruktur på bekostning af ægte folkelig deltagelse.”

Et juridisk miljø, der fastholder et autoritært regime

Dr. Al-Hafiz advarede om, at denne forfatningserklæring kunne lægge grundlaget for et nyt autoritært regime i Syrien. Han uddyber: “På samme måde som forfatninger i autoritære stater giver denne erklæring overgangsmyndigheden næsten total kontrol over den politiske beslutningstagning uden nogen forfatningsmæssige garantier for meningsfuldt offentligt eller juridisk tilsyn.”

Desuden understreger han, at “erklæringen undlader at specificere en klar mekanisme eller tidsramme for afslutningen af overgangsfasen, hvilket effektivt muliggør et styre på ubestemt tid under en såkaldt midlertidig ramme – en tilgang, der har ført til et langvarigt autoritært styre i andre nationer med mislykkede overgangsregler.”

Han kritiserer også udelukkelsen af omfattende politiske kræfter fra udarbejdelsesprocessen og argumenterer for, at denne udelukkelse signalerer en hensigt om at konsolidere magten snarere end at opbygge en pluralistisk og nationalt inkluderende stat. En mere repræsentativ tilgang, foreslog han, ville have involveret et bredt funderet råd af politiske og juridiske eksperter, der fungerede som et overgangsstyrende organ med både rådgivende og udøvende beføjelser.

Afslutningsvis skitserer Dr. Al-Hafiz de vigtigste farer ved forfatningserklæringen:

At gennemføre en nstitutionalisering af et de facto regime i stedet for etablering af en moderne stat.

At give en falsk legitimitet til en ikke-valgt overgangsmyndighed.

At skabe et juridisk miljø, der muliggør reproduktion af et autoritære regime under forskellige betegnelser.

At underminere princippet om lige medborgerskab til fordel for en sekterisk eller religiøs identitet.

Kilde:

Yahiya Al Habib (2025): Syrian Political Analyst: New Constitution threatens civil state. Hawar News Agency, ANHA, 24. March 2025.

Oversættelse: Jesper Brandt