Af Jesper Brandt

Lige så skarp den Erdoğan-beundrende journalist Lasse Ellegaarder i sine analyser af Israels fremfærd mod palæstinenserne, lige så borglam er han i sine avis-skildringer af udviklingen i Tyrkiet, hvor han systematisk undgår enhver kritisk omtale af Tyrkiets massive overtrædelse af alle menneskerettighedsbestemmelser i deres forfølgelse af kurderne. Disse forbrydelser er senest dokumenteret udførligt i den store folkedomstolssag om Tyrkiet vs. Rojava, som en række internationale menneskerettighedsjurister afholdt i Bruxelles d. 6-7.  marts i år(Se den endelige dom, der netop er offentliggjort i Nudem).

Nu har Ellegaard i en lang artikel i Information d. 14. maj med overskriften ’PKK nedlægger våbnene af nød’, fundet på at forklare PKKs nedlæggelse af våbnene som et bevis på, at PKK har tabt slaget mod den tyrkiske stat, og derfor har været nødt til at opgive kampen. Hans argumentation halter unægtelig på mange punkter. Og det er ikke fordi han ikke har kendskab til kurdernes tragiske historie, som han i anden sammenhæng har skrevet om.

I et modsvar til avisen har jeg fremlagt en kritik af hans noget mærkelige argumentation for synspunktet. Men avisen har desværre ikke fundet plads til at bringe kritikken af deres mangeårige medarbejder og tidligere chefredaktør Lasse Ellegaard, så her får Nudems læsere nu muligheden for selv at vurdere kritikken:

PKK HAR GENNEM 30 ÅR ØNSKET AT NEDLÆGGE VÅBNENE!

PKKs nedlæggelse af våbnene kan få enorm betydning for udviklingen af fred i Mellemøsten. Lasse Ellegaards forsøger med sin artikel i Inf. d. 14/5 at forklare PKKs nedlæggelse af våbnene som et tegn på at de har tabt i konflikten med Tyrkiet om ’det kurdiske spørgsmål’. Det er ikke rigtigt. Det sker i erkendelsen af, at hverken PKK eller den tyrkiske Stat i dag er i stand til at vinde den militære konflikt. Og det viser, hvordan PKK og bevægelsens leder Abdullah Öcalan har styrket den kurdiske bevægelse i en grad, så den nu står som den måske vigtigste bevægelse for udviklingen af fred i Mellemøsten. Derfor bør Ellegaards åbenlyse forsøg på at skabe forståelse for Tyrkiets klassisk-nationalistiske opfattelse af situationen ikke stå alene. 

Lasse Ellegaard lægger i sin artikel ud med at stemple PKK som ’det såkaldt kurdiske arbejderparti, men reelt en separatistorganisation’. Han burde vide bedre: Gennem de sidste 30-35 år har PKKs leder Abdullah Öcalan igen og igen betonet, at PKK ikke ønsker en kurdisk nationalstat (som blot vil blive et redskab for en lille overklasse), men derimod stræber efter demokrati i de lande som kurderne bor i, i samarbejde med de øvrige folkeslag, de bor sammen med. Allerede tidligt i 90erne argumenterede Öcalan for, at kurderne kunne leve fredeligt som ligeværdige borgere i et politisk omdannet Tyrkiet. Og på samme måde ser kurderne i Syrien sig ikke som en del af et fremtidigt Kurdistan, men som en del af et demokratisk Syrien. 

Til trods for at den tyrkiske stat gennem adskillige generationer har udryddet/deporteret millioner af kurdere eller har søgt at tvangsintegrere dem som tyrkere, har der da også samtidigt være kræfter i Tyrkiet, der har ønsket fred og samarbejde. Derfor har der gang på gang været initiativer for at gennemføre fredsforhandlinger. Og hver gang lejligheden har budt sig, har PKK ensidigt erklæret våbenhvile – faktisk 9 gange siden 1993. 3 gange har det været fulgt op af forsøg på fredsforhandlinger. Første gang i 1993, hvor Öcalan førte indirekte samtaler med den daværende tyrkiske præsident Torgut Özal. De sluttede dog brat, da Özal ganske pludseligt døde under mystiske omstændigheder – hans lig blev gravet op for nogle år siden, og en retsmedicinsk undersøgelse viste, at han var blevet forgiftet. Anden gang var mellem 2009 og 2011 under den hemmeligt-stemplede ’Osloproces’, baseret på en køreplan, udarbejdet af Öcalan, hvor man blev enige om 3 løsningsmodeller. Men dem ville den tyrkiske stat ikke gennemføre. 3je gang var i 2013-15, den eneste våbenhvile som Tyrkiet overholdt, endda gennem 2½ år. Men som Ellegaard nævner, kun indtil Erdogan fandt ud af, at kurderlederen Demirtas ’ikke agtede at støtte hans planlagte forfatningsændring, der gav ham uindskrænket magt’ og derfor fængslede ham.  Det kalder Ellegaard så en ’åbning’ overfor kurderne! Han kalder det også en ’åbning’, at ’kurdisk blev tilladt i undervisningen’. Det er rigtigt, at man gjorde det muligt at tilmelde sig ’frivillig undervisning på kurdisk’. Der er bare det ved det, at mig bekendt er langt de fleste, der har tilmeldt sig til den frivillige undervisning, blevet fængslet.

Ofte har PKKs våbenhviler været knyttet til, at de trak sig tilbage udenfor Tyrkiets grænser. Ellegård tolker dette som et tegn på svaghed overfor Tyrkiets militær. Og sandt er det, at Tyrkiet ikke respekterede deres tilbagetrækning som en fredshandling, men derimod fortsat bekæmpede kurderne (ikke bare PKK!) dér. For reelt skyldes kampene i Irak og Syrien Erdogans ønsker om at erobre store dele af det tidligere Osmanniske rige i det nordlige Syrien og Irak (den såkaldte Misak-i-Milli-plan, som Erdogan længe har agiteret åbent for i Tyrkiet). Her står kurderne imidlertid i vejen. Trods en stor militær indsats, inkl. bevæbnede droner, har kurderne hidtil holdt stand, både i Irak og Syrien (hvor det dog er De Syriske Demokratiske Styrker, SDF, og ikke PKK, der hindrer Tyrkiets fortsatte erobringer).

Disse stormagtsdrømme koster Tyrkiet umådelig dyrt, hvilket har skabt stor økonomisk utilfredshed i befolkningen. Derfor kan det tydeligvis kun gennemføres med stadigt større tilsidesættelse af retssikkerheden og menneskerettighederne,  både i og udenfor Tyrkiet. Det er senest dokumenteret udførligt i den store Folkedomstolssag om Tyrkiet vs. Rojava, som en række internationale menneskerettighedsjurister afholdt i Bruxelles d. 6-7.  marts i år.

I Tyrkiet stiger ikke bare den økonomiske utilfredshed, men også utilfredsheden i de store oppositionsgrupper, der nu oplever samme indskrænkninger i menneskerettigheder og retssystemet som hidtil især er gået ud over kurdere. Det har tvunget selv regeringen til at ændre signaler omkring ’det kurdiske spørgsmål’.

Men alle disse forhold forbigår Ellegaard i total tavshed. Han nøjes med til slut at antyde, at Erdogan måske ’trækker stikket ved at genkriminalisere PKK’. Det er ikke en særligt troværdig indrømmelse i forhold til, hvad han ellers postulerer.

PKKs ensidige nedlæggelse af våbnene har høstet stor international opmærksomhed, og er blevet modtaget positivt næsten overalt i verden. Öcalans fredsbevægelse har aldrig stået stærkere, hverken i eller udenfor Tyrkiet. 

Tydeligst er det nok i Syrien, hvor den autonome administration og det fælles Syriske Demokratiske Forsvar i NØ-Syrien står stærkt, trods problemerne med den nye HTS-dominerede regering i Damaskus.

PKKs nedlæggelse af våbnene kan åbne op for løsning af mange konflikter i Mellemøsten. Kun meget få af Tyrkiets naboer ser positivt på Erdogans stormagtsdrømme, og vestens tidligere kolonimagter har ikke længere samme behov for en splittelse af Mellemøstens befolkningsgrupper gennem skabelsen af ultranationalistiske konflikter – i takt med at olieressourcernes betydning svinder ind. 

Mellemøsten har tidligere haft en lang tradition for fredelig sameksistens mellem de meget forskellige folkeslag, der har levet og færdedes i området op gennem historien. Også derfor har der vist sig god grobund for Öcalans ideer om at de bør opbygge demokratier nedefra, baseret på lighed mellem elle etniciteter, religioner og sprog, frigørelse af kvinder, kooperative økonomier og beskyttelse af miljøet. Det kan de gøre, uanset hvor de bor, hvilket gør grænser mere eller mindre irrelevante. 

I Europa og mange andre steder lytter man i dag stadigt mere til Abdullah Öcalan og hans ideer. Danmark er faktisk et af de få lande, hvor det endnu ikke er sket, nok mest på grund af de danske mediers totale tavshed overfor alt, der kan opfattes som den mindste kritik af Erdoğan (herunder udryddelsen af kurderne) – af angst for at han skulle sende flygtninge herop. 

Men i stedet burde man støtte de demokratiske kræfter i Tyrkiet. For en fortsat realisering af Erdogans stormagtsdrømme (med støtte fra Islamisk Stat og Tyrkiets mange andre lejesoldatgrupperinger) ville sandsynligvis være den sikre vej til fortsatte flygtningestrømme fra Mellemøsten, der let kan overstige alt, hvad vi hidtil har set.  

PKK nedlægger ikke våbnene af nød. Det er tværtimod udtryk for en imponerende styrke og tro på fremtiden, ikke bare for kurderne, men for alle Mellemøstens folkeslag.

INFO: Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger.