For bedre at forstå, hvad der skete, bringer Nudem.dk også Pervin Buldans kommentarer til de første beretninger om forløbet af PKKs 12. konference.
Fredag d. 9. maj meddelte PKK (Kurdistans Arbejderparti), at partiets 12. kongres blev afholdt med succes i Medya Forsvarszonerne i det sydlige Kurdistan (det nordlige Irak) mellem den 5. og 7. maj. Kongressen blev afholdt parallelt i to forskellige områder med delegerede, der repræsenterede alle grene af partiet.
I en tale til Mesopotamien Agency (MA) beskrev Pervin Buldan, medlem af İmralı-delegationen fra Folkets Ligestillings- og Demokratiparti (DEM-partiet), PKK-kongressen som “historisk”. Buldan bemærkede, at AKP-præsident Recep Tayyip Erdoğan ville komme med en erklæring om sagen.
Pervin Buldan udtalte: “Vi ved, at alle ivrigt har ventet på datoen for PKK-kongressen. Denne kongres var nødvendig for at freden kunne komme til Tyrkiet, og for at demokratiet kunne slå rod i Tyrkiet. På hvert eneste møde, vi havde med hr. Öcalan, sagde han, at han anså dette for at være af historisk betydning for at støtte den fredsproces, det ville medføre for Tyrkiet. Han sagde, at det var nødvendigt. Må PKK’s meddelelse om kongressen være lovende for Tyrkiet. Fra nu af vil fredens hjørnesten blive lagt. Der vil blive taget historiske skridt. Der er stor sandsynlighed for, at forventningerne bliver indfriet. Derfor skal dette tillægges historisk betydning. Må det være lykkebringende for os alle.”
Adspurgt, om Öcalan deltog i kongressen, sagde Pervin Buldan: “Sandsynligvis er der etableret teknisk kommunikation. Jeg vil ikke gå for meget i detaljer, for vi har lang vej at gå. Jeg mener, at vi skal være forsigtige med vores udtalelser. Jeg mener ikke, at vi skal skade processen. Derfor skal vi være forsigtige med vores ord, indtil denne proces er helt vellykket. I betragtning af den erklæring, der er blevet fremsat, er det sandsynligt, at der vil blive fremsat en mere detaljeret erklæring i de kommende dage. Kongressen er blevet afholdt, men vi forventer en detaljeret redegørelse i de kommende dage. Dette er dog i sig selv en vigtig udtalelse. Jeg vil hermed især nævne Sırrı Süreyya Önder. Jeg ville ønske, at han kunne have oplevet denne dag. Han ydede et stort bidrag. Jeg er i øjeblikket i Adıyaman på et kondolencebesøg til minde om ham. Vi beder endnu en gang for hans sjæl. Vi dedikerer dette til vores Sırrı.”
Pervin Buldan udtalte, at præsident Erdoğan ville komme med en erklæring om sagen og tilføjede: “De vil også komme med en erklæring om kort tid. Jeg ønsker ikke at kommentere dette. Jeg tror dog, at præsidenten vil komme med en erklæring om kort tid.”
Kilder:
News Desk, 2025: Pervin Buldan: Technical communication established with Öcalan at the PKK Congress. ANF-News, 9. May 2025.
News Desk, 2025: Leader Öcalan participates in PKK Conference via Virtual communication technologies. ANHA Hawar News Agency, 9. May 2025.
Oversættelse: Jesper Brandt