Af Ibrahim Benli

Tak fordi, at jeg i dagens anledning også kan få lov til at sige et par ord om, hvorfor det i år 2025 stadig er vigtigt,

• at vi fortsat skal kæmpe for vores rettigheder og vores unikke samfundsmodel, hvor både arbejdstagere og dem, der er uden for arbejdsmarkedet, tilbydes ordentlige og rimelige vilkår.
• Og om hvorfor retten til en værdig tilbagetrækning, kampen for sikkerhed og et bedre arbejdsmiljø, kampen mod social dumping, kampen for et rummeligt arbejdsmarked og tryghed ved sygdom og arbejdsløshed er blevet vigtigere end nogensinde – når vi gang på gang bliver vidner til den siddende regerings visioner og prioriteringer.

Retten til tilbagetrækning
I mit 24 år lange liv i Danmark gik jeg rundt og stolt fortalte historien om, at jeg er opvokset som et rigtigt arbejderbarn på den anatolske højslette – hvilket i den grad er sandt. Det er sandt, at jeg både har vogtet lam og får og arbejdet på markerne i flere uger under 40 graders sol. Men den anden del af sandheden er, at jeg nu er akademiker og regner med at være på arbejdsmarkedet i mange år endnu – uden at bekymre mig om at blive fysisk nedslidt. Hvorvidt jeg ender med at blive mentalt og psykisk slidt, må tiden vise.
Uden at nedvurdere den psykiske nedslidning, som mange faggrupper desværre lider af, vil jeg sige, at jeg er oprigtigt bekymret for fremtiden for de fysisk nedslidte faglærte og ufaglærte – set i lyset af den stigende pensionsalder.
Jeg er oprigtigt bekymret – blandt andet for min storebror og min storesøster: om hvorvidt de kan nå at trække sig fra arbejdsmarkedet, inden de bliver helt nedslidte fysisk. Min storebror arbejder som renovationsmedarbejder, og min storesøster som sosu-medhjælper. Begge er stolte af deres job og arbejder med hjertet. Begge varetager jobfunktioner, som vores samfund ikke kan undvære – hvilket vi tydeligt så under coronapandemien.
Netop derfor fortjener de i den grad et værdigt seniorliv efter mange års slid i samfundets tjeneste. Imens magteliten og den politiske elite udtrykker stor begejstring for, at flere seniorer bliver længere på arbejdsmarkedet, gemmer der sig en anden sandhed bag tallene – som magteliten bevidst ignorerer.
Talrige analyser har de senere år vist, at den højere efterløns- og folkepensionsalder har medført, at flere seniorer i dag bliver længere tid på arbejdsmarkedet – på trods af, at de fleste af dem har behov for at trække sig tidligere.
Det er samtidig vigtigt at skelne mellem seniorerne. På trods af at flere seniorer bliver længere på arbejdsmarkedet, er det stadig mange ufaglærte og kortuddannede, der driver det stigende antal tidlige tilbagetrækninger – ikke akademikerne.
En ny publikation fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd slår nemlig fast, at stigningen i efterløns- og folkepensionsalderen er årsagen til, at de fleste af os – heriblandt de nedslidte – føler sig tvunget til at blive længere på arbejdsmarkedet. Publikationen fremhæver, at det fysisk hårde arbejdsmiljø gør, at ufaglærte og faglærte oftere har brug for tidligere tilbagetrækning – men vælges at blive på arbejdsmarkedet.
I den forbindelse påpeger publikationen også en kolossal ulighed i forhold til mulighederne for tidlig tilbagetrækning. Imens mange akademikere har økonomi til selvpensionering, er mange ufaglærte og faglærte i høj grad økonomisk afhængige af offentlige ydelser for at kunne trække sig tilbage. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er andelen af akademikere, der har råd til at trække sig tilbage fem år før folkepensionsalderen, dobbelt så stor som blandt faglærte. Og blandt ufaglærte er andelen, der har råd til at trække sig tilbage for egne midler, endnu lavere end blandt faglærte.
Derfor må det være et af vores vigtigste budskaber i dag – i anledning af 1. maj – at retten til tilbagetrækning ikke må være afhængig af alder, men bør tage højde for forskelle i arbejdsliv og nedslidning. Alt andet vil være både grotesk og i den grad respektløst over for tusindvis af hårdtarbejdende danskere, der hver eneste dag vælger at dulme smerterne i kroppen med smertestillende midler for at kunne møde op på arbejde.
Sammen må vi fortælle den blå regering – der har travlt med at finde flere milliarder til at sænke arveskatten for danske familiedynastier – at de hårdtarbejdende danskere fortjener respekt og et værdigt arbejdsliv.

Arbejdsudbud
I dag må vi også huske hinanden på, at vi skal være på vagt og være ekstra vågne, når de borgerlige partier og den socialdemokratisk ledede SVM-regering italesætter flere reformer, der skal øge arbejdsudbuddet.
Arbejdsudbuddet – som også kaldes for strukturel beskæftigelse – er efter min opfattelse blot et andet ord for at sige, at de borgerlige partier gerne vil sænke skatterne for de velhavende danskere. Det gør man ved at øge pensionsalderen, forringe efterlønnen og halvere dagpengeperioden – som Vanopslagh i disse dage foreslår – eller ved at sætte ydelserne ned for tusindvis af ledige og sygemeldte for at gøre livet surt for dem i håb om, at de stiller sig til rådighed for arbejdsmarkedet.
Men vi ved – og de borgerlige partier er selvfølgelig også godt klar over – at det at sætte ydelserne ned ikke får ledige og sygemeldte i job. Det eneste, der sker, er, at man efterlader dem og deres børn i et liv med fattigdom. På trods af denne kendsgerning bruger de borgerlige partier dette meningsløse argument til at legitimere deres asociale politik.
Takket være den verserende højkonjunktur er ledigheden faldet markant i hele landet – også blandt de såkaldte langtidsledige. Dette må være et bevis på, at de borgerlige partiers nedladende retorik om arbejdsløse – der ofte beskyldes for at være dovne og ikke gider tage et arbejde – er ren og skær manipulation, der kun tjener de borgerliges dagsorden.
Den samme retorik og symbolske politik ligger til grund for, at SVM-regeringen nu også har indført en såkaldt arbejdspligt for en gruppe medborgere, som skal løse samfundsopgaver 37 timer ugentligt – frem for at blive tilbudt et reelt job i en tid, hvor virksomhederne mangler arbejdskraft. Vi skal sammen bekæmpe denne uanstændige retorik og den uværdige behandling af folk, der står uden for arbejdsmarkedet. Vi skal hjælpe dem med at komme i beskæftigelse – og ikke tilbyde dem meningsløse opgaver i kommunale arbejdslejre for at legitimere SVM-regeringens symbolpolitik under dæknavnet ”integration på arbejdsmarkedet.”

Kære venner,
Politisk kommentator Noa Redington har på et tidspunkt omtalt SVM-regeringen som et “muldyr” – for at illustrere dens usædvanlige og sammensatte karakter. Et muldyr er som bekendt en krydsning mellem en hest og et æsel og er kendt for at være stærkt – men også stædigt og sterilt. Det vil sige, at vi heldigvis kan regne med, at SVM-regeringen på et tidspunkt dør og bliver fortid – og ikke kommer tilbage.
Men SVM-regeringen, der nu nærmer sig sin afslutning, har desværre forvoldt vores fællesskab og vores velfærd mange skader, som vil tage lang tid at reparere. Takket være muldyret scorer samfundets top i dag rekordstore gevinster, mens tusindvis af børn i Danmark vokser op i fattigdom. Der er stadig borgere, som ikke har råd til at tænde for varmen. Og stadig alt for mange, som må vælge mellem medicin og mad.
Muldyret har ligeledes igangsat et stort angreb mod vores beskæftigelsessystem med en kolossal besparelse på 3 milliarder. Den nye beskæftigelsesreform, som SVM-regeringen og en række borgerlige partier står bag, blev præsenteret under overskriften ”Frihed, forenkling og værdighed.” Men bag alle de fine ord gemmer sig en massiv besparelse, der svarer til, at mere end hver fjerde krone på den kommunale beskæftigelsesindsats forsvinder. Faglige organisationer har i lang tid råbt regeringen op for at gøre opmærksom på konsekvenserne – nemlig at besparelserne mest vil ramme de mest udsatte borgere, når kommunerne for eksempel skal spare på indsatser til udsatte unge, mentorstøtte og håndholdt indsats.
Men trods advarsler valgte Socialdemokratiet at bøje sig for Venstre ved at insistere på besparelserne. Det er hamrende ærgerligt, at landets mest udsatte nu vil blive overladt til sig selv og efterladt på perronen. Det er ikke værdigt. Det er ikke rimeligt. Og det er ikke noget, vi skal finde os i.

Ingen 1. maj-tale uden at tale om verden omkring os.
Dagen i dag er nemlig arbejdernes internationale solidaritets- og kampdag, hvorfor vores tanker også går til folk rundt om i verden, der hver eneste dag udsættes for undertrykkelse og uretfærdighed.
I den anledning vil jeg sende vores solidariske hilsner til det ukrainske folk, der fortsat kæmper med livet som indsats mod Putins angrebskrig. Ligeledes vil jeg sende mine solidariske hilsner til de demokratiske kræfter i Syrien. Syriens minoriteter – både kurdere, alawitter, drusere, kristne og armeniere – angribes dagligt af jihadister, der nu sidder på magten.
Til sidst og ikke mindst vil jeg sende mine solidariske hilsner til det palæstinensiske folk, der snart i to år har været udsat for Israels krigsforbrydelser i Gaza.
Fra Enhedslisten siger vi det klart:
• Danmark skal kræve våbenhvile og stoppe al våbeneksport til Israel.
• Palæstina skal anerkendes som en stat.
• Og EU må sætte handling bag ordene og indføre reelle sanktioner mod Israel.

Lad os kæmpe sammen – for et mere retfærdigt samfund og en mere solidarisk verden.

Rigtig god kampdag – og rigtig god 1. maj!