Hemmelige aftaler bag om ezidierne

Af Rohat Ciya

IS udførte et angreb mod ezidierne den 3. august 2014. Det resulterede i, at over 500.000 ezidier blev fordrevet og op mod 7000 mænd, kvinder og børn blev dræbt eller kidnappet.  På det tidspunkt var det KDP-styrker, der havde ansvaret for at beskytte ezidierne. De flygtede uden at give modstand, da IS angreb Shingal.

Mens verden så til ezidiernes brutale angreb, ankom HGP-styrker (PKK’s forsvarsstyrke) til Shingal for at bekæmpe IS. De forhindrede ezidierne for endnu et folkedrab og fik reddede tusinder af mennesker samt fik nedkæmpet IS i Shingal efter en vis periode.

Siden IS mistede fodfæstet i Shingal, har ezidierne fået etableret sig i Shingal. På trods af de vanskelige forhold har de fået deres egen forsvarsstyrke ved navn YBS- og YJS. Herudover har de deres egen råd for demokratisk autonom administration, hvor de selv tager stilling til tingene.

Et nyt angreb fra IS mod Shingal sker forhåbentlig ikke igen. Sandsynligheden er meget lille, eftersom ezidierne har fået organiseret sig. Det gælder både militært og politisk.

Når det er sagt, så ser vi, at nogle styrker og lande forsøger at tegne ezidiernes fremtid, hvilket giver anledning til bekymring. Det vil jeg forsøge at uddybe her.

For nyligt kom det frem, at efter en opfordring fra USA er der opnået enighed mellem det sydlige Kurdistans regerende parti KDP og den centrale regering i Baghdad om Shingals fremtid.

Efter flere år forsøger de at vise omverden, at de vil række hånden ud til ezidierne og passe godt på dem. Hvordan vil de ezidierne det bedste, når de tegner ezidiernes fremtid bag lukkede døre. Hvorfor bliver ezidierne ikke inddraget i forhandlingerne? Hvad er årsagen til dette?

Vi må ikke glemme, at det var USA, KDP og regeringen i Bagdad, der forlod ezidierne til deres egen skæbne. De gjorde intet. Både militært og politisk. 

Det er vigtigt, at alle samtaler og aftaler, hvor det autonome råd i Shingal og folket ikke er involveret, betyder, at det kurdiske ezidifolk, der bor i Shingal, ikke anerkendes. Aftalen, der blev opnået bag lukkede døre gennem hemmelige diplomatiske samtaler, betyder, at folkedrab og massakrer mod ezidi-folket vil fortsætte i den kommende periode.

Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger.