Aldar Xelîl: Det syriske regime er positivt indstillet overfor en dialog

Den kurdiske politiske leder fra TEV-DEM (Ledelsen af den demokratiske bevægelse for et demokratisk samfund i Nord- og Øst Syrien), Aldar Xelîl, fortæller, at den syriske regering har signaleret vilje til at engagere sig i en dialog med Rusland som mægler. Der har endnu ikke vist sig konkrete resultater, men han siger, at villigheden til at indgå i samtaler er et positivt skridt.

Af Ersin Çaksu, ANF, Qamishlo, 13 februar

Aldar Xelîl, der er medlem af TEV-DEMs bestyrelse, har i et interview med nyhedsbureauet ANF fortalt om det syriske regimes og Ruslands militæroperation i Idlibområdet, om den tyrkiske stats forsøg på sabotage af dette, den autonome administrations diplomatiske initiativer, samtalerne med den syriske regering, processen, der knytter sig til formuleringen af en ny forfatning for Syrien, åbningen af ENKS’s kontorer i Rojava og retssagerne mod fængslede medlemmer af Islamisk Stat.

Lad os starte med det, der foregår lige nu i Idlib. På den ene side fortsætter operationerne fra Ruslands og den syriske regerings side, på den anden side gør den tyrkiske stat modstand. Hvad er det, der sker i Idlib?

Det, der sker i Idlib i dag, er resultatet af tidligere forhandlinger mellem Tyrkiet, Rusland og regimet. Den syriske krig, der blev startet for at styrke det muslimske broderskab i Syrien, kom senere ind i en anden fase. Visse aftaler havde ført til den gradvise erobring af de områder, der havde været behersket af den såkaldte opposition. Disse bevæbnede grupper fra Øst-Ghouta, Hama, Homs, Daraa, Aleppo og mange andre steder blev transporteret til Idlib. Ophobningen af oppositionsgrupper i Idlib var planlagt. Allerede på det tidspunkt vidste man, at Idlib ville blive det næste sted.

Den tyrkiske invasion af Syrien skete med russisk tilladelse. Jaroblus, al-Bab og Azaz var blevet overladt til den tyrkiske stat, til gengæld for overførslen af bevæbnede grupper fra visse regioner til andre områder. Det blev fulgt op af besættelsen af Afrin og senere Girê spî (Tal Abyad) og Serêkaniyê (Ras al-Ain). Gensidige indrømmelser blev iværksat, som i sidste ende førte til den koncentrerede tilstedeværelse af jihadist-grupper i Idlib. Faktisk planlagde regimet og Rusland at indtage Idlib allerede sidste år, men det afviste den tyrkiske stat. Den ønskede ikke, at jihadisternee blev likvideret med det samme. Nu mangler de syriske tropper kun 7 km i at nå provinshovedstaden Idlib. Situationen kan sagtens fortsætte i yderligere seks måneder. For regimet og Rusland, er målet lige nu at sikre sig fuld kontrol over M4 og M5 motorvejene. Måske tager de videre til Idlib bagefter, som resultat af visse forhandlinger.

Den tyrkiske hær sender flere og flere tropper til Idlib.  Gennem de seneste dage har der været gentagne sammenstød med den syriske hær og Rusland. Der har fundet to samtaler sted mellem tyrkiske og russiske repræsentanter, som ikke har ført til noget synligt resultat. Hvordan skal Tyrkiets krigstrommer tolkes?

Det var klart fra starten, at den tyrkiske stat aldrig har tænkt på det syriske folk, og aldrig har fremført et program for at fremme den demokratiske opposition. Dens eneste ønske er at intervenere i Syrien gennem andre. I dag gennemføres denne politik af Erdoğan og Bahҫeli i forening. Bahҫeli siger f.eks. helt åbent, at det er nødvendigt, at tage Nordsyrien fuldstændigt for at kunne tage Mosul og Kirkuk [i Irak, jb] derfra. Erdoğan siger også det samme ligeud. De giver udseende af at ville støtte den syriske opposition og taler om Syriens territoriale integritet, men deres intentioner og praksis peger på deres Neo-ottomanske drømme og en erobring af hele regionen. Det er det, Erdoğan vil. Men lige nu ser det ud som om han står svagt. Aktionerne i Syrien har ikke udviklet sig, som han havde håbet. Selv ikke i Tyrkiet og i hans eget parti går alting efter hans vilje. Han er svækket. Og russerne signalerer nu, at de kun vil rydde vejen for ham op til et vist punkt. Rusland siger til Erdoğan:”Vi har givet visse indrømmelser i vores fælles interesse, men vi vil ikke tillade en fuldstændig erobring af regionen”. I mellemtiden er selv en tilbagetrækning af Tyrkiet fra Syrien kommet på Dagsordenen.

Befrielsen af Afrin

Afrin ligger i nærheden af Idlib. Befrielsen af Afrin er også på dagsordenen i sådan en situation. Er der nogen initiativer fra jeres side på den sag?

Først og fremmest skal det slås fast, at Afrin, Girê Spî, Serêkaniyê og selv Jarablus, Azaz og al-Bab er besatte territorier, der nødvendigvis skal befries. Befrielsen af Afrin er en prioriteret opgave for os på det diplomatiske, politiske og militære plan. Det er ikke en sag, der kan udskydes, ignoreres eller glemmes. Men visse udviklingstræk og magtbalancer har hidtil forsinket befrielsen.

Imidlertid har Idlib operationen, de vanskeligheder, som Erdoğans regime er løbet ind i, samt andre faktorer, skabt nye betingelser, der lover godt for fremtiden. Offensiven for Idlib er endnu ikke slut. Efter befrielsen af Idlib, er både regimet og Rusland nødt til at kræve en afslutning på den tyrkiske besættelse af de andre områder. Vi slås for det under alle omstændigheder. Erdoğan prøver i værste fald at bevare blot noget af Idlib og forsøger at undgå en svækkelse af sin position i Afrin og i de andre besatte områder. Han er ikke på nogen måder optaget af beskyttelsen af de grupper, han kalder oppositionen. Efter min mening vil Erdoğan ikke få let ved at holde stand så længe. Og vi er nødt til at tolke denne udvikling på den rigtige måde, og hurtigt få sat gang i en stærk bevægelse imod besættelsen.

Samtaler med den Syriske regering

Efter besættelsen af Girê Spî og Serêkaniyê er der opstået en ny situation i hele regionen. I har gennemført mange diplomatiske samtaler efter besættelsen. En delegation fra Nord og Øst Syrien fører samtaler i Damaskus. På hvilket niveau føres de samtaler med den syriske regering, der gennemføres med Rusland som mægler, og hvilke resultater er der hidtil kommet ud af det?

Det er første gang i historien, at Tyrkiet er kommet i så voldsomme problemer. F.eks. har den ført krig mod befrielsesbevægelsen i Nordkurdistan siden 1984, med politisk, militær og finansiel støtte fra hele NATO. Men invasionen i Nord og Øst Syrien er blevet fordømt af næsten alle. Den er især blevet fordømt i Europa og fra de arabiske landes side.

Siden starten af krigen i Syrien har vi efterlyst en løsning, der inddrager alle parter. Hvis regimet i dag siger, at det indvilger i at føre samtaler om en politisk løsning med Rusland som mægler, så åbner der sig en ny mulighed.

Har det syriske regime sagt, at de er parat til at gå ind i en dialog?

Regimet har vist positive tegn. Det fremgår af den information, som de russiske ledere har givet os. Det er et tegn, men det skal ikke overvurderes. Det er ikke sådan, at alting er blevet sat i bevægelse, at der har udviklet sig alliancer og at en løsning er ved at opstå. Men der er positive skridt, hvad angår accept af dialog og forhandling.

Hvis jeg forstår det rigtigt, har der altså endnu ikke været taget noget praktisk skridt?

Vi kan ikke påstå, at der er blevet taget et praktisk skridt. Men vi kan sige, at der bliver ydet en indsats for at finde en politisk løsning. Hvorfor? Fordi vi har et projekt. Vi arbejder for en løsning på det kurdiske spørgsmål i Syrien. Uden en sådan løsning kan Syrien ikke blive demokratisk. De to ting afhænger af hinanden. Vi har altid sagt, at vi er en del af Syrien. Det er også derfor, at vi ikke kan sige, at vi kun vil tale med en part, men ikke med den anden. 

Ikke bare vi, men også regimet, har behov for det. Det er nødvendigt på grund af den politiske, militære og økonomiske situation i landet, og kriserne i nabolande som Irak, Libanon, Palæstina og Tyrkiet. Krigen, der har stået på siden 2011, tvinger regimet til at finde udveje og finde mulige allierede. Foreløbigt kan vi ikke sige, at der er blevet skabt en alliance på bestemte punkter, men bestræbelserne på at skabe en dialog fortsætter. Der er håb om, at en dialog vil udvikle sig.

Du nævnte visse positive udviklingstræk, hvad drejer det sig om?

Vi ser det som positivt, når en dialog er etableret. Det har vi sagt siden starten på krigen i Syrien. Der er ingen steder i verden, hvor en militær løsning nogen sinde har været den endelige løsning. Vi har brug for en politisk løsning. Vi ønskede f.eks. at blive involveret i udformningen af en ny forfatning, og også at tage del i de FN-ledede forhandlinger i Geneve. Det, vi kan se nu er, at disse samtaler er slut, eller at de i hvert fald ikke længere er relevante, som de tidligere var. Da disse rundbordssamtaler blev åbnet, var 60% af landet i hænderne på den såkaldte opposition. Men nu er de alle sammen strandet i Idlib. De øvrige besatte territorier er i hænderne på den tyrkiske stat. Så der er ingen samtalepartnere tilbage.

Hvis nu jeres samtaler med det syriske regime skulle føre til en politisk og forfatningsmæssig aftale, kunne man så tænke sig, at I ved Geneveforhandlingerne ville sidde til bords med regimets delegation?

Det drejer sig for os ikke så meget om at være til stede i Geneve, som at finde en løsning i Syrien. Hvis vi får en aftale med Damaskus og Damaskus anerkender den autonome administration, så vil sager som Geneve ikke længere være vigtige. For øjeblikket er der alligevel ikke nogen, der tale om Geneve mere. Om det vil komme så vidt eller ikke, er fortsat usikkert. En ny forfatning er for tiden på dagsordenen. Det er afgørende, at vi bliver involveret i den proces. Det skal være muligt for os at komme frem med vores mening. Det er uacceptabelt, at ledelsen af en stor del af landet ikke har noget at skulle have sagt, hvad angår forfatningen i landet. Det er også uacceptabelt, at forfatningen bliver skrevet, og at vi så kan tilslutte os den senere. Enhver tekst, der er skrevet uden den autonome administrations medvirken, er dømt til at mislykkes.

Så du lægger vægt på forfatningsmæssige garantier?

Det er nødvendigt at etablere et retsligt system, så en ny krig ikke bryder ud i morgen eller dagen efter. Det er derfor vi siger, at en alliance er bedre end udsigten til, at en ny krig mellem os og regimet snart bryder ud. Desuden kan den autonome administrations succes danne model for de andre regioner i Syrien, og derved konsolidere landets enhed og integritet.

ENKS* er nødt til at gøre sin stilling klar

Som resultat af en intern dialog har ENKS [Det kurdiske nationale råd i Syrien/Encûmena Niştimanî ya Kurdî li Sûriyeyê] åbnet kontorer i Nordsyrien. Hvordan vurderer du det?

Det er vigtigt for den nationale enhed, at styrkerne i Kurdistan mødes. Men jeg synes ikke, at det er rigtigt kun at fokusere på nogle politiske partier i den sammenhæng. Der er ikke bare ENKS i Rojava. Der er mange kurdiske partier, og de har alle sammen ansvaret for at få skabt enhed i denne tid. En kurdisk enhed omfatter kurdernes krav om frihed. Det kræver en stillingtagen mod besættelse, indlemmelse og demografiske ændringer. ENKS er stadig repræsenteret i de strukturer, der knytter sig til den såkaldte oppositions væbnede styrker. Det har ikke gjort sin stilling klar, hvad angår Afrin, Girê  Spî og Serekaniyê. De nægter konsekvent at melde deres holdning ud, hvad det angår. Til trods for alt dette, har den autonome administration udvist en meget fleksibel tilgang til ENKS. ENKS burde ikke bare åbne kontorer, men også vise, at de er imod besættelse og indlemmelse. Så der er også noget for ENKS at gøre, men det håndterer de ikke særlig godt. De opfører sig som om åbningen af kontorer er en service overfor befolkningen. Men befolkningen har helt andre problemer. Som borger spørger jeg f.eks. om, hvilken holdning denne organisation, som ser sig selv som opposition og ønsker at arbejde politisk, har til Afrin, Girê Spî og Serekanyiê.

Der er planlagt retssager mod medlemmer af Islamisk Stat

I Syrien og Irak er det klart, at Islamisk Stat arbejder på en genkomst. Der finder bevægelser sted, og der er et stort antal fængslede Islamisk Stat-medlemmer i fængslerne og lejrene i det nordøstlige Syrien. Hvad skal der gøres med dem? Skal de stilles for en domstol, eller skal de udvises?

De Syriske Demokratiske Styrker (SDF) og den Autonome Administration har ydet verden en stor tjeneste ved at bekæmpe Islamisk Stat. Gennem befolkningens indsats og titusinder af dræbte og kvæstede krigere, er Islamisk Stat blevet tildelt et voldsomt slag. Men ikke desto mindre eksisterer der en tydelig ligegyldighed. Vi kan se, at Islamisk Stat har sat en reorganiseringsproces i gang. Vi har appelleret til alle lande om at tage deres statsborgere hjem. Hvis det ikke er muligt, har vi opfordret til etablering af en international domstol. Det ser ud til, at ingen ønsker at påtage sig dette ansvar.

Den Autonome Administration fastholder, at de, der har støttet Islamisk Stat skal stilles for retten. Hvis der ikke er nogen international domstol til det, så vil den Autonome Administrations domstole være nødt til at tage sig af det. Starten på dette arbejde planlægges igangsat indenfor de næste dage.

*Kommentar af Jesper Brandt, der har oversat fra engelsk: ENKS (”Det kurdiske nationale råd for Syrien”) er en politisk organisation, der under den syriske krig har været støttet politisk og økonomisk af præsidenten for Irakisk kurdistan, Masoud Barzani og Den tyrkiske stat. ENKS har ikke sin rod i Syrien, men i Masoud Barzanis politiske parti i Nordirak. Mens ENKS i starten af krigen nød mere international opbakning end det ledende syrisk-kurdiske parti PYD, og også nød en vis støtte blandt syrisk kurdiske flygtninge, så har dette siden 2012 ændret sig markant, på grund af ENKS autoritære og nationalistiske politik. Mange grupper med tilknytning til ENKS har forladt det, så ENKS i dag står meget svagt i forhold til PYD og de mange andre partier i Nord og Øst Syrien.

Kilde: Çaksu, Ersin, 2020: Aldar Xelîl: Syrian regime’s willingness for dialogue is positive. ANF, 13. Febr. 2020.