Kan årtiers israelsk-palæstinensiske konflikt bringes til ophør gennem en tostatsløsning? Eller er en form for sameksistens mulig i det krigshærgede Mellemøsten, der rækker ud over nationalstatsmodellen? Abdullah Öcalan, den fængslede leder af Kurdistans Arbejderparti (PKK), redegjorde for sit syn på den langvarige israelsk-palæstinensiske konflikt i sine håndskrevne indlæg til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR), der senere blev offentliggjort i fem bind med titlen “Manifest for en demokratisk civilisation”.

Den 7. oktober indledte den militante palæstinensiske gruppe Hamas et større angreb fra Gazastriben ind i nærliggende israelske kibbutzer og militærbaser. Mere end 1.400 mennesker blev dræbt og næsten 200 taget som gidsler, herunder et betydeligt antal civile. Israel reagerede ved at erklære total krig, med alvorlige konsekvenser for Gaza.

Siden da har israelske luftangreb dræbt mindst 8.796 palæstinensere i Gaza, og dødstallet fortsætter med at stige hurtigt. Det frygtes også, at dette kan eskalere til en bredere krig, der involverer Libanon, Jordan, Egypten, Syrien og Iran.

De igangværende israelske bombardementer af Gaza har bragt palæstinensiske krav om rettigheder og en uafhængig nationalstat tilbage på den globale dagsorden, som længe har været genstand for manglende respekt for rettigheder og en uafhængig nationalstat, som har været støttet af FN siden 1947.

Ledere fra mange lande har opfordret til en øjeblikkelig våbenhvile (som USA sammen med Israel hidtil har afvist). De opfordrer også til presserende internationale forhandlinger om gennemførelse af FN’s tostatsplan.

Men spørgsmålet er stadig: Kan årtiers konflikt bringes til ophør gennem en tostatsløsning, der ofte foreslås som et middel til at løse den israelsk-palæstinensiske konflikt og bringe fred til regionen?

Eller er det i det krigshærgede Mellemøsten, der er plaget af islamisk ekstremisme og suveræn vold, muligt at opnå en form for sameksistens, der rækker ud over nationalstatsmodellen?

Tostatsløsningen: undersøgelse af dens levedygtighed i den israelsk-palæstinensiske konflikt

Abdullah Öcalan, den fængslede leder af Kurdistans Arbejderparti (PKK), udtrykte indgående sine synspunkter på den langvarige Israel-Palæstina-konflikt i sine håndskrevne indlæg til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR), som senere blev udgivet i fem bind under titlen “Manifest for en demokratisk civilisation”.

Mens den israelsk-palæstinensiske konflikt raser videre, ser vi på Öcalans analyse af et alternativ til tostatsløsningen.

Öcalan hævder, at nationalstatsmodellen fremmer identitetspolitik og underminerer den mangfoldighed, der er nødvendig for et fungerende demokrati. Han går ind for en ny form for inkluderende medborgerskab, der rækker ud over nationalstatens konventionelle model. Han understreger betydningen af at puste nyt liv i ideologiske principper og bevæge sig væk fra løsrivelsesidealer til fordel for en stærkt decentraliseret og radikal form for demokrati.

Öcalans model, kaldet “demokratisk konføderalisme”, har flere nøgleelementer, hvoraf det vigtigste er afvisningen af traditionelle nationalstatsstrukturer. Hans begreb om statsborgerskab fokuserer på borgerligt snarere end etnisk tilhørsforhold og adskiller statslige institutioner fra national identitet.

I modsætning til, hvad det ofte hævdes er systematikken i nationalstaten i Mellemøsten ikke en kilde til løsninger på de nationale eller samfundsmæssige problemer. Det er tværtimod med til at fremme, forværre og uddybe problemerne og gøre dem uløselige. Nationalstaten løser ikke problemer, den skaber dem. Desuden er det samme system et middel til at udmatte ikke kun staterne selv, men også samfundene i Mellemøsten og sætte dem op mod hinanden, indtil de løber tør for styrke”, skriver Öcalan i sit manifest for den demokratiske civilisation, bog 5: Det kurdiske spørgsmål og den demokratiske nationsløsning, bind II, s. 289.

Öcalan argumenterer for, at en af hovedårsagerne til krisen i Mellemøsten er omstruktureringsprocesserne i de arabiske nationalstater og Israel, og diskuterer yderligere nationalstatens udvikling med særlig fokus på dens ideologiske og historiske rødder og understreger den kapitalistiske modernitets paradigme for det globale politiske system.

“Nationalstaten betyder, at ikke kun statens kadrer, men alle borgere har en fælles ideologisk ramme, som i en religion, idetstatsborgerskab også gør hvert medlem af samfundet til medlem af staten.” (Frihedens sociologi: Den demokratiske civilisations manifest, bog 3, s. 229) 

Öcalan foreslår derfor, at enhver form for nationalisme (herunder arabisk, palæstinensisk, tyrkisk, kurdisk og iransk shia-nationalisme) , hvor alle deler et fælles mål “uanset opdelingen mellem herskerne og de regerede”, kan ses som nationalistiske monopolers gennemførelsen af den samme ideologi. Nationalstaten er et centralt instrument for en universel regering, der gennem historien ofte har ført samfund i konflikt og konfrontation med andre samfund, understreger han.

“Det arabiske problem er ikke kun et problem med Israel, og det kan heller ikke reduceres til et palæstinensisk-israelsk problem. Det dybeste og mest grundlæggende problem i arabiske samfund skyldes primært opdelingen af araberne i toogtyve nationalstater. Disse toogtyve stater kan ikke spille nogen rolle ud over kollektivt at være et organ for den kapitalistiske modernitets handlefrihed. Selve deres eksistens er de arabiske folks mest fundamentale problem. Under disse omstændigheder er det arabiske spørgsmål et problem relateret til opbygningen og etableringen af kapitalistisk modernitet i regionen. Kun i denne sammenhæng, dvs. som den kapitalistiske modernitets hegemoniske magt i regionen, kan de få et problem med Israel.

Men lad os ikke glemme, at de kræfter, der opbyggede Israel og de toogtyve arabiske nationalstater, er de samme. Derfor er deres forhold og modsætninger til Israel et skalkeskjul. Da de deler det samme hegemoniske system, kan disse modsætninger, uanset hvor stærke de er, i det væssentligste, kun være meningsfulde, hvis de vover at træde uden for den kapitalistiske modernitet. (Den demokratiske civilisations manifest, bog 5: Det kurdiske spørgsmål og den demokratiske nationsløsning, bind II, s. 288)

Öcalan påpeger, at Storbritannien i løbet af det 19. århundrede spillede en væsentlig rolle i at støtte udviklingen af arabiske nationalstater og Israel ved hjælp af forskellige midler, herunder støtte til arabiske sheiker, ortodokse præster på Balkan og sektledere i Kurdistan. Disse bestræbelser kombineret med opløsningen af det osmanniske imperium førte til oprettelsen af nationalstater i regionen.

PKK-lederen antyder endvidere, at Israels dannelse var et naturligt resultat af de nationalstatskrige, der havde udfoldet sig i Europa i århundreder. Den officielle proklamation af Israel i 1948 markerede en afgørende begivenhed, der etablerede Israel som den kapitalistiske modernitets centrale hegemoniske magt i Mellemøsten, gentager han.

“Opbygningen af Israel som en hegemonisk kernemagt er et meget vigtigt spørgsmål. Det betyder, at andre nationalstater i regionen vil blive accepteret som legitime, så længe de anerkender eksistensen af Israel, den hegemoniske magt, og hvis de ikke gør det, vil de blive tvunget til at anerkende det ved nedslidning, indtil de bringes på linje gennem krige. Da Republikken Tyrkiet, Egypten, Jordan og nogle Golflande var blandt de første til at anerkende Israel, blev de accepteret som legitime nationalstater og inkluderet i systemet. For resten fortsætter krigen med Israel og dets allierede og andre lande. Krigene og konflikterne med araberne om det palæstinensiske spørgsmål og med andre islamiske lande om Golf-spørgsmålet er tæt forbundet med Israels hegemoniske tilstedeværelse i regionen. Disse konflikter, sammensværgelser, mord og krige vil fortsætte, indtil Israels hegemoni anerkendes.” (Den demokratiske civilisations manifest, bog 5: Det kurdiske spørgsmål og den demokratiske nationsløsning, bind II, s. 287)

Öcalan hævder, at for at forstå det arabiske spørgsmål og udfordringerne i regionen er det afgørende at forstå både Israels indflydelse på den arabiske verden og den kapitalistiske modernitet og hegemoni i Mellemøsten.

“Arabernes problemer er, ligesom Tyrkiets og tyrkernes problemer, ikke uløselige. Der er to hovedakser, hvor problemerne kan afklares og løses: Den første akse er baseret på at øge ens status og sociale andel inden for den kapitalistiske modernitet og opnå resultater ved at skabe styrede konflikter til dette formål. Det er, hvad de arabiske nationalstater, herunder Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, har forsøgt at opnå gennem konfliktmetoden i de sidste halvtreds år.

Den anden hovedakse for løsningen af den arabiske verdens problemer kan kun baseres på overvindelsen af den kapitalistiske modernitet. Det er her, der skal ske et brud med systemet. Der må være en erkendelse af, at islamisk radikalisme eller politisk islam ikke kan være et alternativ til moderniteten.

Islam som kultur kan kun spille en rolle i livet som en alternativ modernitet til den kapitalistiske modernitet. Den mest magtfulde og korrekte mulighed for de arabiske folk er modernitetens paradigme, der passer til de historiske og sociale realiteter for alle folkene i Mellemøsten. Den alternative modernitet for folkene er den demokratiske modernitet, som består af enheden af de demokratiske nationale, socialistiske, økologiske, feministiske og kulturelle bevægelser, der altid har kæmpet mod den kapitalistiskemodernitet.

“I forbindelse med den arabiske verden er de regionalt ledendespørgsmål relateret til Israels eksistens. Det arabiske, islamistiske og nationalistiske syn på Israel er selv styret af den israelsk-jødiske ideologis hegemoni; det forbliver inden for grænserne trukket af den israelsk-jødiske ideologi og stat. Så længe dette synforbliver inden for den samme modernitet, kan det ikke være andet end et legetøj for den israelske hegemoni med en lille befolkning. Israel selv kan ikke undgå at blive fanget af den kapitalistiske modernitet, det opfandt.

“Israel vil aldrig undlade at forsvare sig selv med sin teknologiske overlegenhed, herunder atomvåben, så længe det føler tilstedeværelsen af styrker midt i Det Arabiske Hav omkring sig, klar til at drukne det når som helst. Israel vil enten skabe en ligevægt mellem nationalstater under sit eget overherredømme, der har sluttet fred med det, hvilket har vist sig meget vanskeligt af tidligere nævnte grunde, eller, hvis det ønsker at slippe af med det fangenskab, det skabte, risikere, at den kapitalistiske modernitet bliver overvundet.”

“Demokratisk modernitet er den mulighed, der tilbyder en varig løsning ikke kun på det jødiske spørgsmål i Mellemøstens jungle, men også på spørgsmålet om staten Israel, omgivet af nationalistiske og religiøse uhyrligheder, som Israel selv har skabt.” (Den demokratiske civilisations manifest, bog 5: Det kurdiske spørgsmål og den demokratiske nationsløsning, bind II, s. 290)

Kilde:

Anonymous, 2023: Is two-state solution answer to Israeli-Palestinian conflict? – Öcalan’s vision for lasting peace. Medyanews, 1. November 2023.

Oversættelse: Jesper Brandt