Foza Yûsif: ENKS stiller uacceptable krav

Samarbejde om kurdisk enhed i de forskellige dele af Kurdistan har høj prioritet i Rojava, Men det er ikke let at skabe.

Det kurdiske Nationalråd ENKS er et syrisk kurdisk parti, der blev stiftet i 2011 i Irakisk kurdistan af klanlederen Mahmut Bazanis Kurdistans Demokratiske Parti. Det er efterhånden stort set styret af Tyrkiet og den tyrkiske efterretningstjeneste. ENKS har gennem de seneste år mistet det meste af den internationale opbakning, det ellers har haft gennem en årrække.

Af Ersin Çaksu, Hesekê

Foza Yûsif fra Formandskabsrådet for det Forenede Demokratiske Parti (PYD), udtaler i et interview med ANF, at de igangværende enhedsforhandlinger mellem de kurdiske nationale unionsparter PYNK og ENKS i Rojava er låst fast. I interviewet kommer hun ind på dette emne, på den tyrkiske stats angreb på det nordøstlige Syrien, på de forfatningsmæssige samtaler i Genève, på den nye amerikanske regerings Syrienspolitik, på Ruslands rolle i den politiske løsning og på den seneste situation i Shengal.

Der har været forhandlinger om national enhed i næsten et år i Rojava. Der er rapporter om, at samtalerne er stoppet. Hvad er den seneste situation omkring samtalerne mellem PYNK og ENKS?

I Rojava betragter vi forhandlingerne mellem de kurdiske partier som strategiske for løsningen af ​​både kurdernes interne problemer og den syriske krise. I de forhandlinger, der har stået på i ca. et år, blev der først taget gode skridt, og der blev gjort vigtige fremskridt. Det er vigtigt for kurderne at mødes på et fælles grundlag for en løsning. Men for nylig har der været et dødvande i disse samtaler, og samtalerne er stoppet.

Hvad er årsagen eller årsagerne til dette dødvande?

Det er ændringen i USA og det team i koalitionen, der formidlede forhandlingerne. Også det nye hold, der stadig ikke er tiltrådt, har haft en effekt på dødvandet. Hovedårsagen er dog holdningerne hos ENKS, der ser Rojava som en virksomhed og ønsker, at dette selskab skal deles. Men den proces, som kurderne går gennem, og formålet med disse samtaler om enhed, er ikke at dele Rojava. Vores mål er demokratisk at knytte alle politiske partier og kræfter i regionen sammen i forhold til størrelsen af deres repræsentation og det sociale grundlag, der ligger bagved. Men ENKS tænker snarere på en model som i Sydkurdistan, og den følger en opdeling, der forhandles på topplan. Vi giver også udtryk for, at realismen, befolkningen og opdelingen i Rojava ikke er som i Sydkurdistan, og at deres model ikke kan anvendes her. For hvert område har sine egne unikke træk. Den model, der skal udvikles, skal baseres på Rojavas særlige kendetegn. Hvis man ikke tager det i betragtning, opstår der blokeringer.

Dette er den ene årsag til dødvandet. Den anden har været ENKS’s mange besøg i Tyrkiet, hvor den tyrkiske stat benægter kurdernes eksistens, hvilket gør, at besøgene bliver knyttet til det kurdiske problem i Tyrkiet. ENKS sidste besøg var et besøg, der yderligere øgede konflikterne mellem de kurdiske styrker. Dette besøg forårsagede en voldsom reaktion blandt kurdere. I en periode, hvor angreb mod vores folk fortsætter uafbrudt, hvor der fortsat er daglige brutale angreb i Afrin, Girê Spî og Serêkaniyê, og hvor regionens demografi ændres, påvirker disse besøg, hvis formål og baggrund er ukendt, samtalerne negativt.

Samtidigt står ENKS-repræsentanterne skulder ved skulder med morderen af ​​Hevrîn Xelef, og de viser stolte deres billeder med lejesoldater, der hver dag angriber det kurdiske folks værdier og de skridt, der tages for at skabe enhed. Disse uansvarlige handlinger, der ikke tager højde for vores folks følelser, gør det vanskeligt at komme fremad, og skaber tvivl. Der er nogle røde linjer, som vores folk ikke tillader at krydse, og alle bør være ansvarlige overfor disse røde linjer.

Det er grundene til dødvandet. Og dertil kommer, at ENKS fremfører nye uacceptable krav hver eneste dag. Ingen politisk magt kan imødekomme kravene. De uopfyldte krav, som offentligheden ikke accepterer, vanskeliggør fremskridt i denne proces.

På den anden side, som du har påpeget, er angrebene fra den invaderende tyrkiske stat og lejesoldaterne i regionen for nylig blevet øget …

Ja, der er en alvorlig optrapning i angrebene fra den tyrkiske stat og lejesoldaterne, især i regionerne Ayn Issa, Til Temir og Shehba. Ligeledes er der en alvorlig stigning i omfanget af krigsforbrydelser, der udføres i Afrin, Serêkaniyê og Girê Spî. Der er også udarbejdet en rapport af FN om dette emne. Men da kravene i rapporten, dvs. sanktionerne, ikke gennemføres, tilskynder det blot den tyrkiske stat og lejesoldaterne til at fortsætte i samme retning. Men de overgreb, der udøves i de besatte områder er ikke de samme som dem, der blev gennemført af Islamisk Stat. Disse lejesoldatgrupper, som udgør resterne af Islamisk Stat, skal trække sig tilbage fra de områder, de besætter. Det internationale samfund burde have taget skridt i den retning. At give den tyrkiske stat og lejesoldaterne tilgivelse for deres forbrydelser får blot disse til at fremstå endnu mere brutale.

Angrebene fra den tyrkiske stat mod regionen viser endnu en gang, hvem der er den største aggressor i regionen. Den tyrkiske stat har konstant løjet for det internationale samfund og sagt, at der har været angreb mod Tyrkiet fra grænsen. Hvor ubegrundede disse påstande er, fremgår tydeligt af de angreb, de har sat i værk mod Ayn Issa, Til Temir, Shehba og M4-vejen. I disse områder retter de konstant skytset mod civile. De angriber uskyldige kvinder, børn og civile i deres landsbyer. Det sker, fordi den tyrkiske stat ønsker at invadere disse regioner for at flytte disse mennesker væk fra områderne.

Desværre har hverken USA eller Rusland gennemført de krav til våbenhvileaftaler, de hidtil selv har opstillet og underskrevet med de involverede parter. Denne situation giver grundlag for og opmuntrer til angrebene fra både den tyrkiske stat og lejesoldaterne.

Du sagde, at de fleste lejesoldatgrupper, der samarbejder med den tyrkiske stat, skal behandles som “Islamisk Stat-krigere”. Men både USA og Rusland mødes og laver aftaler med disse grupper, og nu er der forfatningsmæssige samtaler med deres repræsentanter i Genève.

Ja, det er sandt. Desværre står vi over for det store hykleri fra det internationale samfunds side. Og det er endda det samme internationale samfund, der taler om en politisk løsning for Syrien, om stabilitet og om menneskerettigheder. Lad mig give dig et eksempel: repræsentanter for disse lejesoldatgrupper, der ikke har noget som helst andet formål end plyndring, ødelæggelse, massakrer og tyveri, sidder i øjeblikket i det forfatningsmæssige udvalg. Men der er hverken repræsentanter for de ​​5 millioner mennesker, der bor i det Nord-Østlige Syrien i forfatningsudvalget eller i Genève. Dette eksempel alene viser, at det internationale samfund eller De Forenede Nationer stadig ikke er seriøse, hvad angår en løsning af det syriske problem.

Desuden forsøger forhandlingerne at legitimere disse lejesoldatgrupper, der begår krigsforbrydelser i Syrien. Men så længe disse terrorgrupper sidder ved forhandlingsbordet, er det ikke muligt at udvikle en løsning på krisen i Syrien. De gør blot problemerne endnu værre. En forfatning, hvor disse lejesoldater er repræsenteret, og hvor interesserne i det Nord-Østlige Syrien ikke inddrages, vil ikke bringe en løsning på krisen i Syrien nærmere. For de grupper, vi har nævnt, er strukturer, der mistede deres legitimitet med invasionerne i Afrin, Girê Spî og Serêkaniyê. Disse strukturer er fjender af det syriske folk. Hvis der virkelig søges en løsning, skal disse strukturer afskaffes, og der skal oprettes en ny modstandsfront.

Er der grundlag for en ny modstandsfront?

Syriens situation gør en sådan ændring helt nødvendig. Hvis man virkelig vil finde en løsning, skal Genève-formatet ændres, og det forfatningsmæssige udvalg skal genopbygges. I denne sammenhæng bør den syriske opposition også revurderes. For det er en opposition, der skaber og uddyber problemer i stedet for at finde frem til løsninger. Man kan ikke forvente, at en opposition bygget på had mod kurderne, radikalisme og lejesoldatmentalitet kan yde bidrag til en løsning.

Netop her vil vi gerne spørge om forholdet til Damaskus-regimet. Finder der en dialog sted med Damaskus-regimet?

Damaskus insisterer på, at regimet allerede ved alt og de handler til stadighed ud  fra den samme mentalitet. Vi har allerede mange gange prøvet at overvinde dette problem. Men desværre har vi ikke opnået noget resultat. Regimet insisterer på at blokere for alle reelle forhandlinger. Dette får problemerne til at øges yderligere. Hvis det fortsætter på den måde, vil den økonomiske og politiske krise i Syrien blive dybere. Og her skal vi huske på, at det vigtigste, der førte til invasionen i Syrien, netop var regimets fastholdelse af dødvandet. Denne blokering fra regimet, det vil sige det, at regimet insisterer på et dødvande i forhandlingerne, bliver stadigt mere brændende og destruktivt for hele Syrien.

Vi har haft valg i USA, og Joe Biden vandt. Kommer der måske en ændring i den amerikanske politik over for Syrien med demokraterne ved magten? Hvis der viser sig en ændring, i hvilken retning vil du så tro, at det vil gå?

Demokraterne var ved magten, da den syriske krise startede. Under Obama-administrationen udvikledes vores partnerskab mod Islamisk Stat sig, og der blev opnået betydelige militære succeser. Desværre blev den samme succes ikke opnået politisk. Atter en gang blev der ikke taget nogen skridt for at nå en løsning. Hvad det angår, er den største forventning, at den nye administration tager en beslutsom holdning til en politisk løsning for hele Syrien. For koalitionen mod Islamisk Stat gennemførte vigtige præstationer og succeser. Hvis disse gevinster og succeser ikke krones med en politisk løsning, vil gevinsten og succesen være ufuldstændig. Derfor har den nye administration i USA en vigtig rolle i at bidrage markant til udviklingen af ​​den politiske løsning.

Forsinkede USAs ambivalente tilgang siden begyndelsen af ​​den syriske krig, der tillod skift af allierede fra tid til anden, den politiske løsning? For eksempel, da krigen brød ud, gennemførte USA en politik, der først blev bygget på radikale grupper. Og jeg tænker især til den rolle, som den tyrkiske stat indtog, hvor den tillod vækst i strukturer som Islamisk Stat og Al Nusra. Bagefter udviklede USA forbindelser med kurderne og det Nord-Østlige Syrien, mens de aftaler med det tyrkiske regime, der er indgået af Trump og James Jeffrey, i høj grad har skadet kurderne og det Nord-Østlige Syrien og har genoplivet Islamisk Stat.

Ja, det er rigtigt. Det er et vigtigt punkt. Den kommende amerikanske administration har udtalt sig om Syrien, kurderne og den politik, der blev fremlagt under valget. Det indeholdt vigtige ting. Det er svært at vurdere, hvad der vil ske nu, men der vil være nogle ændringer i USA’s politik. Der er ingen tvivl om, at USA har en strategi, der prioriterer dets egne interesser. Regionens stabilitet er også en del af denne strategi. Derfor tror jeg, de vil spille en aktiv rolle i syrisk politik. Vi mener, at den resolutte kamp, ​​vi førte mod Islamisk Stat, også må vise sig i en politisk løsning.

Hvad med Ruslands rolle, en af ​​hovedmagterne i regionen? Ruslands tilgang til regionen og befolkningerne i regionen har hidtil manifesteret sig ud fra taktiske overvejelser. Hvilken rolle spiller Rusland for en politisk løsning i fremtiden?

Rusland er en magt, der har indflydelse på Syrien og har stor indflydelse. Det har allerede vist, at det har magt til at kunne gøre mange ting, hvis det vil. For eksempel så vi det i forhandlingerne mellem den autonome administration og regeringen i Damaskus. Desværre så vi ikke den samme vilje fra Ruslands side til at stå ved disse samtaler indtil slutningen.

Rusland bør føre en politik, der respekterer alle folkeslag og trosretninger i Syrien. Det er en vigtig del af Ruslands interesser. Rusland kan sikre sine interesser i Syrien på den måde. I den forbindelse bør Rusland spille en konstruktiv rolle i løsningen af ​​det kurdiske problem. Men Rusland har hidtil ikke spillet denne vigtige rolle. Det var ikke fordi Rusland ikke var i stand til at gøre det. Det spillede bare ikke denne rolle, selvom det havde magt til at gøre det. Rusland så sine interesser bedre repræsenteret af den tyrkiske stat og spillede i stedet det kort. Men vi forventer, at Rusland spiller en konstruktiv rolle for en politisk løsning her, hvor vi går ind i 2021 efter 10 års syrisk krig. Vi vil erklære, at vi vil bidrage til de skridt, Rusland vil tage for en politisk løsning.

Lad os som afslutning tale om den seneste udvikling i Shengal. Som det er kendt, underskrev KDP og den irakiske centralregering den 9. oktober en aftale, der ignorerede Shengals befolknings vilje. Efter denne aftale begyndte KDP og den irakiske regering at indsætte militære styrker i Shengal samtidigt1. Dette spørgsmål forårsagede også alvorlig spænding blandt de kurdiske styrker. Hvad finder du bør være tilgangen til Shengal?

Når vi ser på billedet generelt, bliver det klart, at mange stater har udviklet deres egen kurdiske politik. Mere præcist forsøger de at skabe deres egne “kurdere”. Vi ved, at grundlaget for mange af disse tiltag er intentionen om at lade kurderne være uden status også i det 21. århundrede. Kurderne kæmpede en omfattende kamp mod Islamisk Stat i alle på alle områder. Det var på grund af det faktum, at kurderne var den eneste stemme mod Islamisk Stat, at denne stemme blev så markant. Dette viste endnu en gang, at når kurderne er forenede, kan de få en enorm indflydelse. Men de taber, når de står splittet. Derfor har alle kurdiske partier et stort ansvar. En lille fejl kan medføre store tab. Og det vil være et tab for os alle.

Hvad angår Shengal-spørgsmålet, kan vi konstatere følgende: Hvad der skete i Shengal i 2014 er en sort plet for alle kurdere, især for deres partier i Sydkurdistan. Shengal blev ikke beskyttet og blev ofre for en uhørt brutalitet. Nu ignoreres Shengals befolkning igen. I stedet for at fjerne den sorte plet, er der kommet en holdning til Shengal og Yazidierne, som er nøje beregnet. Denne aftale er hverken i Shengals eller i Sydkurdistans interesse. Hvis Shengals vilje ikke respekteres i dag, vil Kirkuk, Xaneqîn, Celawla og andre steder under artikel 140 heller ikke blive respekteret i morgen. Shengal-aftalen vil skabe en dårligt præcedens for disse steder. Hvis man ikke respekterer Shengals autonomi i dag, vil Sydkurdistans parlament ikke blive respekteret i morgen, og de erhvervede rettigheder vil være til diskussion. Alt det her er indbyrdes afhængige forhold. Derfor, når man laver diplomati og indgår aftaler, skal man ikke anlægge snævre synspunkter. For de kan føre til farlige tiltag.

Ingen bør se sig selv som den eneste, der kan tale på kurdernes vegne. Fordi det kurdiske problem er et regionalt og internationalt problem, der er forbundet på alle leder og kanter. At styrke en del eller en region medfører en styrkelse af andre dele og regioner. Modsat betyder svækkelse af et område også  svækkelse af andre dele og regioner. For eksempel medfører belejring af Shengal også belejring af Rojava. Hvis ikke Rojava allerede tidligt havde været så stærkt, kunne det så have ydet støtte til Shengal på tidspunktet for folkemordet? Derfor er vi alle forbundet med hinanden, og trin, der bliver taget ét sted er ikke begrænset til det sted alene. Vi betragter os i dag som ansvarlige over for Shengal. På samme måde er beskyttelse og støtte til Shengal og Yazidier alle kurderes pligt. Fra nu af vil vi fortsætte med at stå sammen med Shengal, både diplomatisk og politisk. Fordi det er en national pligt at tage sig af Shengal, og denne pligt er alle kurderes pligt.

1De irakiske styrker har dog siden accepteret at Shengals sikkerhedsstyrker fortsat opererer i hovedbyerne, se artiklen

Kilder:

Anonymous, 2019: How “ENKS2 was founded? What is the purpose of its founding?

ANHA, 31. August 2019.

Çaksu, Ersin, 2020: Foza Yüsif: ENSK imposes unacceptable demands. ANF, 2. Dec. 2020.

Oversættelse og kommentarer: Jesper Brandt

by NU

Nudem.dk er en gennemslagskraftig dansk-kurdisk nyhedssite. Nudem drives af frivillige kræfter med en fast redaktionsgruppe.