onsdag , 21 august 2019

Interview med Baris Atay

Serdal Gezen fra Nûdems redaktion har interviewet den kendte skuespiller Baris Atay.

Baris Atay har spillet i en del tyrkiske film og tv-serier og er også kendt som en skuespiller med skarpe og kritiske holdninger til den nuværende AKP-regering i Tyrkiet. ”Eksik” er Baris Atays første film, hvor han sidder i instruktørstolen og samtidigt spiller hovedrollen i filmen. Filmen tager udgangspunkt i en families splittelse efter militærkuppet i 1980 i Tyrkiet. Familien splittes, ensomheden, traumer, og overlevelsen tager hånd om personerne. Den traumatiserede søn Turker, som har hovedrollen i filmen, spilles af Baris Atay. ”Turker er kun et eksempel af, hvilken type mennesker militærkuppet i Tyrkiet har efterladt samfundet,” siger Baris Atay.

Baris Atays familie har selv været ofre for militærkuppet i 1980 i Tyrkiet. Atays far blev fængslet og tortureret, og moren flygtede til Tyskland, hvor Atay blev født. Baris Atay vender derefter tilbage til Tyrkiet og får afsluttet universitetets film og tv-linje. Når man kender lidt til Baris Atays families historie, kan man finde mange lighedspunkter mellem hans film Eksik og hans livshistorie.

Vores første spørgsmål handlede om Eksik, de udfordringer, der har været under optagelserne, de økonomiske udfordringer, den tyrkiske regerings fjendtlige holdning til kunsten i Tyrkiet:

En person som mig har desværre ikke mulighed for at lave en serie og forvente, at de tyrkiske tv-kanaler vil sende den. Men jeg har muligheden for at lave en film eller en dokumentar og få den ud til folk. Antallet af biografer, som vil sende politiske eller film i samme kategori som min er desværre begrænset i et land som Tyrkiet. “Eksik” bliver desværre kun vist i 35 biografer i Tyrkiet. Det er virkelig skuffende, når vi taler om et land med cirka 80 millioner indbyggere og flere hundrede biografer på landsplan. Det bliver desværre heller ikke anderledes, når det er Baris Atay, der laver en film. Tværtimod bliver det kun værre på grund af mine kritiske holdninger til AKP-regeringen. Men heldigvis har vores største udfordringer kun været økonomiske. Min film har ingen sponsorer af stor økonomisk betydning, her taler vi om den lokale restaurant, som lavede mad til scenefolkene og naboen, der gav os lov til at overnatte i deres hjem under optagelsesperioden uden, at vi skulle betale for noget.

Jeg kan også lave en film som Mucize og Recep Ivedik, som vil blive set måske af flere millioner mennesker, men hvad vil seerne få ud af det? Ingenting. Derfor vil jeg fortsat lave film, der måske kun vil blive set af få tusinde mennesker, men med realistiske problemer og historier, som vi desværre har mange af i Tyrkiet.

Vores næste spørgsmål handlede om Gezi-urolighederne, som Baris Atay deltog aktivt i:

Der er desværre mange, der tror, at jeg først begyndte at blive politisk efter Gezi-urolighederne, men jeg er 34 år, og Gezi fandt sted for to år siden. Gezi gjorde, at jeg blev mere synlig i medierne og ja, jeg er begyndt at bruge kommunikationsmidler som Twitter, Facebook lidt mere end før. Jeg har fået en del flere følgere på internetverden, det sætter jeg ikke skjul på, men jeg har altid haft mine politiske holdninger. I 2012 var jeg med i et tv-program på CNN Turk, som er en kendt tyrkisk tv-kanal. Det var i den periode, hvor urolighederne i Syrien var begyndt at koge, og jeg kom med mine politiske holdninger i Mesut Yars program. Tyrkiet er dybt indblandet i konflikten Syrien, og alt er ikke sort og hvidt, som de viser det på de tyrkiske pro AKP-kanaler. Kort efter urolighederne i Syrien begyndte Gezi-urolighederne. Jeg er en ligetil mand, min tunge har ingen knogler og siger, hvad jeg tænker. Efter disse udtalelser har min hver dag ikke været, som den engang har været. Jeg ser mig ikke anderledes end alle de andre, som kæmper for retfærdigheden. Jeg ser mig hverken bedre eller større end dem på nogen områder. Fordi jeg er kunstner, er det ikke ensbetydende med, at jeg ikke skal udtale mig omkring mine politiske holdninger, det har jeg kæmpet meget for og gør det stadig. ”Er det ikke ok, at vi ikke siger vores holdning højt?” spørger nogle af mine kolleger. Hvorfor siger de studerende så deres holdninger? Journalisterne, lægerne og lærerne, hvorfor siger de så deres holdninger? Skal de kæmpe og ofre sig for vores skyld, mens vi fortsætter med at leve vores normale liv? Jeg mener, at man som kunstner skal indblande sig i politik på lige fod med en almindelig borger, som kæmper for en bedre fremtid. Da jeg gik på gaderne under Gezi-uroligheder, gik jeg ikke med mit kunstneriske identitet, men som Baris Atay som en almindelig borger, der ønsker retfærdighed i landet. Ja, der er konsekvenser, og det er måske også derfor, at det ikke er alle kunstnere i Tyrkiet, der udtaler sig og siger, hvad de tænker. Disse konsekvenser har der også været for mig lige siden mine politiske udtalelser under Gezi-urolighederne. Det er gået så vidt, at nogle fascister og tyrkiske nationalister har delt min private adresse på Twitter og truer min familie. Ja, det er sådan min hver dag er, og det har jeg lært at leve med.

Hvad har Gezi betydet for Tyrkiet og folket?

Gezi-atmosfæren og ånden er ikke færdig. Det er ikke første gang, at folket i dette land har kæmpet side om side mod uretfærdigheden. Men forskellen i Gezi var, at på trods af, at flere af de millioner af mennesker, som deltog, ikke kom fra samme samfundslag eller havde samme etnicitet eller politiske holdninger, stod de side om side i de dage. Vi ser desværre i dag, at disse folk, som stod side om side i Gezi, ikke står ved siden af hinanden den dag i dag. Det er hverken politisk eller på gaden længere. Men det vigtigste er, at Gezi-ånden ikke er forbi. Den kan komme når som helst og meget stærkere end før. Folket gav klart udtryk for, at vi stadig er her, og når der bliver handlet uret, kan vi alle gå sammen og kæmpe til den bitre ende.

Der har været rygter om, at de måske ville stille op for det pro-kurdiske parti HDP?

Der har ikke være et officielt tilbud fra HDP, da rygterne kom frem. Men jeg har fået det anbefalet fra nære venner, som mente, at det kunne være en mulighed, og at det ville være oplagt at stille op i min hjemby Antakya. Men jeg takkede nej til tilbuddet, fordi jeg for det første ikke føler mig klar til parlamentet. Jeg vil få det svært ved at fokusere og få tid til min profession. Derudover skal jeg snart være far, og mens min film stadig er i biograferne, skal jeg på den anden side deltage i valgkampen. Det vil være umuligt at kunne opfylde alle disse kriterier på så kort tid. Jeg er på den anden side påskønnende for de personer, som har tilskrevet mig denne stilling. Men jeg mener, at jeg har bidraget til politik og har været involveret i politik i de sidste 15-16 år. Jeg mener også, at man kan være politisk aktiv på mange andre måder end at sidde i et Folketing. Jeg er måske lige så meget politisk nu med min film, end jeg måske ville havde været. Hvis jeg var i et politisk parti, havde jeg til gengæld mulighed for at nå en meget større og bredere målgruppe.

Hvad tænker de omkring CHP’s stilhed over for massakren mod kurderne og alevierne i Syrien?

CHP er det Republikanske Folkeparti i Tyrkiet og deres formand, Kemal Kilicdaroglu, har selv en alevi baggrund, så jeg forstår slet ikke, hvordan han sammen med sit parti kan være tavs over for sådan en massakre. Det er endda ligegyldigt, at han selv har en alevi baggrund. Hvis man som Tyrkiets andet største parti og det største oppositionsparti siden 2002 holder munden lukket, når der på den anden side af den tyrkiske grænse dør tusindvis af mennesker, er der et eller andet galt. Problemet i Syrien er ikke længere Assad-regimet, men disse jihadiske grupper, som ikke kun er en trussel for kurderne og alevier, som lever i området, men også en trussel for Tyrkiet. Disse jihadister vil komme gennem fra grænsen til Kobanê til Urfa og derefter til Mardin, Antakya osv. Flere tusinde af disse jihadister lever inden for Tyrkiets grænser og den eneste måde at løse dette problem på er, at kurderne, araberne, alevier og alle de andre demokratiske og venstreorienterede kræfter slår sig sammen. Disse demokratiske grupper kan have mange forskellige holdninger og problemer indbyrdes, men de skal kunne se, at det største problem bliver disse jihadister, hvis de ikke slår sig sammen.

Hvor er Tyrkiet på vej hen, siden AKP har siddet på magten i Tyrkiet?

Fascismen ændrer sig ikke. Det er kun aktørerne, der skiftes ud. Dem, der i 80’erne stemte på Evren, stemmer på Erdogan i dag. I dag er der en deformation i Tyrkiet, som ikke kan rense de næste 30–40 år. I dag kan man ikke gå rundt i metroen i Tyrkiet og holde sin kone i hånden uden, at man bliver ”stemplet” som vantro. Vi ser radikale grupper, der er begyndt at bede i metroer og stationer i storbyerne som Ankara og Istanbul. Vi ser folk, der beder i offentlige steder som aldrig før. Tyrkiet er godt på vej ned ad bakke. Tyrkiet kan godt sammenlignes med Malaysia i dag, og om ikke længe vil det ikke være langt fra Iran. AKP-regeringen har siden, de har været på magten prøvet at overtage de områder i Tyrkiet, som anses for at være mere sekulære og mere moderate miljøer med deres byomdannelses projekter. I 70’ernes og 80’ernes venstreorienterede byer er der kommet et overtal af tyrkiske nationalister især efter assimilerings projekterne fra statens side. I de kurdiske og arabiske områder, er det ikke i gennem nationale, men neoreligiøse og neokonservative metoder. Antallet af Imam Hatip skoler som regeringen har åbnet siden, de har været på magten, er flere end, hvad der er blevet åbnet siden Kenan Evren regeringen i 1980. Alle almene gymnasier ændrer de til Imam-hatip-skoler. Imam-hatip-skoler er islamisk fundamentalistiske skoler.

Hvad mener du om valget i Tyrkiet og spærregrænsen på 10%?

Der er ikke grund til at være en dreamer, vi bliver nødt til at være realistiske og anerkende, at AKP vinder valget igen. Det vigtigste er, at HDP kommer over spærregrænsen, og at AKP kun får de 300 mandater. For hvis HDP ikke kommer over spærregrænsen, og AKP får de 360 mandater, så ser det ikke godt ud for Tyrkiets fremtid. Efter hvad jeg kan se og har observeret, vil HDP komme over spærregrænsen. Mennesker, som jeg aldrig kunne forestille mig, snakker åbent om, at de vil stemme på HDP i dag. Men vil dette ændre på et flertal af AKP i det tyrkiske parlament? Nej. Vil dette blokere AKP’s misbrug af loven og deres forbrydelser? Nej. Det vil sige, at politiet i Tyrkiet stadig kan slå de kurdiske børn ihjel, uden at de kommer for retten. Derfor mener jeg, at de sociale bevægelser skal på banen. Vi skal komme over det med ”dig” og ”mig”. Vi skal stå ”sammen” imod AKP. Det er ikke ensbetydende med, at HDP, MHP og CHP skal have samme politiske holdninger, og at de skal slå sig sammen. Men de bliver nødt til at være fælles front mod AKP’s forbrydelser, ligesom man gjorde til Gezi-demonstrationerne.

Hvorfor HDP?

Jeg ser virkelig håbet i HDP og deres partiprogram. Hvis jeg ser på de enkelte kandidater i HDP, er der personer, som jeg på ingen måder deler samme holdninger med. Men jeg vælger at kigge på partiets program, vedtægter og partiets løsningsforslag til problemerne i landet. HDP giver mig håb og deres partiprincip og vedtægter er virkelig gennemtænkte og kan resultere i et meget mere moderat og demokratisk Tyrkiet. Som en person med arabisk baggrund kan jeg se en fremtid i HDP, jeg kan se, at hvis jeg er uenig, er muligheden for kritik åben. En vigtig ting jeg også vil understrege er, at AKP vil gøre alt for at sabotere valgprocessen. De er allerede gået i gang som for eksempel i Agri, hvor tre mennesker mistede livet, og flere HDP-bygninger blev brændt ned. Men to uger før valget, er jeg ret sikker på, at det vil se endnu værre ud, og det kan desværre også koste mange mennesker livet.

Hvad tænker de om fredsforhandlinger mellem regeringen og PKK?

En præsident, der efter seks års forhandlinger siger, at ”der ikke er et kurdisk problem i Tyrkiet” kan man ikke forhandle med. Men man skal desværre sidde ved samme bord med ham og AKP-folkene for at løse dette problem, da AKP har et flertal i Folketinget. Men forhandlingerne kan kritiseres, for AKP har i seks år gang på gang lovet uden at træde til handling. Selahattin Demirtas, HDP’s medformand, har ret, når han siger: ”Tayyip er tæt på at sige, at der heller ikke findes kurdere i Tyrkiet, men det tør han ikke endnu.”

Men jeg tror, at AKP’s tid er forbi, og at der ikke vil eksistere et parti, der hedder AKP om fem år. Politikerne fra AKP vil selvfølgelig stadig være der, men de vil deles og danne sig i forskellige partier. Men der er ingen andre løsninger end at vinde. Og hvis vi ikke vinder denne kamp ved at komme over spærregrænsen på 10% – kan jeg desværre blive nødt til at lave en film, der er endnu værre og hårdere end “Eksik”, og så bliver jeg nok nødt til at lave den uden for Tyrkiets grænser.