Kurdiske film og instruktører indtager Cinemateket

Af Necati Xweser Kobane

I dag går det løs på Cinemateket, når Copenhagen Kurdish Film Festival omdanner Asta Bar til lille Kurdistan. Programmet byder på værker af flere anerkendte instruktører fra den kurdiske filmscene, bl.a. Ruken Tekes, hvis kortfilm ’The Circle’ vandt publikumsprisen på Cannes-festivalens Short Film Corner i 2016. Filmen handler om den 7-årige kurdiske ezidi-pige Zelal. Hver uge introducerer deres lærer klassen for et nyt bogstav fra alfabetet. En helt almindelig skoledag forvandler sig til en skelsættende dag for Zelal og hendes generte beundrer Zeki, da de når til bogstavet O.

Åbningsfilmen ’The Dark Wind’ af den prisbelønnede instruktør Hussein Hassan Ali skildrer begivenhederne omkring angrebene på ezidi-kurdere i Sinjar-provinsen, de bortførte kvinder og de konsekvenser som de hjemvendte kvinder kan stå overfor. Kærligheden mellem et nyforlovet par står på prøve.

Instruktør Tahsin Özmen gæster festivalen, for at introducere sin seneste film ’Yoghurt’. I filmen er den unge dreng Ali på en farlig opgave, da han skal aflevere et kassettebånd med kurdisk musik og folkeviser – også kendt som dengbejî – til sin bedstefar i byen Cîzrê i en tid, hvor kurdisk musik er forbudt i Tyrkiet. Kurdisk musik og kulturelle fejringer var i flere år forbudt og er fortsat udfordret den dag i dag.

Filmen ’Black Horse Memories’ får også instruktørbesøg, når instruktør Shahram Aldi tager imod spørgsmål fra publikum. Der er her tale om en surrealistisk og melankolsk fortælling om fem guerillaer, som tager på en farlig rejse for at opfylde deres faldne kammerat Asekes sidste ønsker. Det er især den sorte hest, Mandana, som Aseke voksede op med, som hun ønskede at gense.

Festivalen har premiere den 8. februar og strækker sig til den 12. februar 2017 i Cinemateket med Asta Bar som fast værested. Asta Bar i kælderetagen bliver omdannet til en hyggelig lounge med kurdisk musik og tæpper hvor du kan nyde en gratis kop te eller kaffe inden hver visning. Indimellem byder vi på musikalsk underholdning og traditionelle kurdiske retter i snack-udgave.

Mærkesag: REBUILD

CKF fremhæver hvert år en mærkesag, der forbinder den kurdiske filmkultur til den reelle virkelighed, der udspiller sig i den kurdiske region. Med temaet “Rebuild” vil der være særligt fokus på debatten om humanitære korridorer og genopbygning af ødelagte byer i de kurdiske områder – og vigtigst af alt rekonstruktionen af et samfunds værdier og principper. Med en historie præget af krig, død og splittelse har kurdere et kæmpe behov for at genopbygge ikke blot deres omgivelser, men også deres liv og identitet. Derfor vil nogle af festivalens film lægge op til debat af dette emne.

Filmentusiaster bekendt med den kurdiske filmindustri vil opleve dens hastige udvikling både æstetisk og kunstnerisk, mens der venter nye gæster unikke oplevelser af ambitiøse talenter og autenticitet i form såvel som indhold.

Under festivalen er desuden to paneldebatter planlagt:

Panel: ”Genopbygning af hjem, æresværdier og identiteter”. Lørdag den 11. februar efter filmen ’Life on the Border’. Med Skype-forbindelse til Rojava.

Panel: ”Køn og seksualitet”. Søndag den 12. februar efter filmen ’Hidden’.

For program og billetter: www.cinemateket.dk