Kvinden fra hotel Tara

Kamaran Jarjees skriver i et blogindlæg om hændelsen, der fandt sted for nyligt i Iran, hvor en ung kvinde ved navn Farinaz Khosravani valgte at tage livet af sig selv ved at kaste sig ud fra Hotel Taras fjerde sal.

Khosravani var uddannet inden for IT og var ansat på hotellet. Hendes valg om at gå i døden var et desperat forsøg på at undgå at blive udsat for et seksuelt angreb af en agent fra det iranske efterretningstjeneste. Jarjees skriver, at det “at miste en modig og hårdarbejdende kvinde som Khosravani er hjerteskærende for kurdere, ligesom det at miste kvindelige guerillaer, der kæmper mod fascistiske islamister”.

En ting slog hun dog fast. Islamiske grupper i Irak og Syrien og medlemmer af det iranske og efterretningstjeneste  har den samme rådne mentalitet, når det kommer til seksuelle overgreb mod unge kvinde tilhørende etniske minoriteter. Massemord og voldtægter af ezidier, kristne, sunnier og shiitter i Irak og Syrien er acceptabelt, hvis de ikke deler den samme ideologi.

Jarjees skriver endvidere at den mand, der står bag døden af Khosravani repræsenterer den iranske efterretningstjeneste, der også har støtte fra det islamiske regime, som i sig selv er baseret på hykleri og diskrimination.

Der har været store protester fra det vestlige Kurdistan, fra Hawler til Amed, for at vise sympati og fordømmelse af kriminalitet samt solidaritet med ofrets familie. Dette skriver Jarjees, “er et levende bevis for, at vi som et kurdisk folk er forenet til trods for vores politiske forskelligheder”, og at en grusomhed mod enhver kurder, uanset hvilken del af Kurdistan betragtes som en ugerning mod alle kurdere”.

Khosravanis død kan på længere sigt bære håb om en bedre og demokratisk fremtid for kurderne generelt og hele den iranske befolkning. Protesterne bryder barrierne ved at sætte ild til hotellet og råbe slogans højt mod præstestyret. Hvis der kan sættes ild til et hotel, hvad holder folk tilbage fra at gøre lignende mod bygninger tilhørende politiet og efterretningstjenesten i Iran. Det er ikke usandsynligt, at demonstrationer i en større målestok vil finde sted før eller senere. Medmindre Den Islamiske Republik vedtager demokratiske reformer, der adresser mindretallet i Iran.

Den Islamiske Republik er i en stærk position udadtil i kraft af sin nuværende forhandlet atomprogram og dets politiske indflydelse i Irak, Syrien, Libanon og Yemen – men internt i regimet er det sårbart med en masse udfordringer i relation til den stigende arbejdsløshed, den “syge” økonomi, banksystem og oliesektoren.

“Den Islamiske Republik bør ikke tro, at de politiske og sociale omvæltninger i hele regionen ikke ville nå til deres grænser”, skriver Jarjees. Hvad der motiverede de unge iranere med den grønne revolution i Teheran og Isfahan tilbage i 2007, kunne ske igen når som helst.

Det internationale samfund og menneskelige rigtige organisationer bør lægge pres på det iranske regime, og den endelige aftale mellem Iran fra den ene side og USA, EU, Rusland og Kina, på den anden side vedrørende Irans atomprogram, som forventes at finde sted den 30. juni i år, også bør forpligte Iran til at vedtage de demokratiske forandringer, og forbedre sin dårlige resultater af menneskerettighederne.