PYD inviteret til Geneve III topmødet

Det Demokratiske Enhedsparti (PYD) er officielt blevet inviteret til det kommende topmøde i Geneve.

PYD’s repræsentant i Europa Sinem Mihemed udtalte i går til det kurdiske nyhedsbureau ANF, at de var inviteret sammen med resten af den syriske opposition til Geneve III, og at de skulle mødes i starten af maj måned.

Konferencen skal fremme en kommende fredsproces i det krigshærgede Syrien, heriblandt fredsforhandlinger med Baath-partiet.

Initiativtagerne til topmødet er blandt andet FN’s speciel udsending for Syrien, Staffan de MIstura, som selvfølgelig er en positiv udvikling for situationen i Syrien, da man ved de to foregående topmøder ikke var blevet inviteret.

Sinem Mihemed udtalte endvidere at det, at man denne gang var officielt indkaldt, frem for de to andre gange, hvor de ikke var inviteret til topmødet, klart var en anerkendelse af kurdernes betydning og rolle i regionen. Det var positivt, at man blev accepteret for sin kamp mod ISIS og også en nødvendig udvikling. Det, at kurderne ikke var repræsenteret de to andre gange førte til, at man ikke fik opnået et brugeligt resultat for alle parter.

Foruden PYD vil andre kurdiske partier og syriske og kurdiske ngo’er også være repræsenteret ved Geneve III.

Det første topmøde, hvor kurderne ikke var inviteret og repræsenteret, blev afholdt af FN’s sikkerhedsråds permanente medlemmer fra Storbritannien, USA, Rusland, Kina og Frankrig, Tyrkiet, Irak, Kuwait, Qatar, EU-parlamentarikere for sikkerhedspolitik og FN-repræsentanter.