Serdal Benli og Lise Müller: De Frie Grønnes ensidige fokus på antiracisme skader integrationen

Af Serdal Benli og Lise Müller

Et nyt parti, De Frie Grønne, har set dagens lys på centrum-venstrefløjen. Partiet hævder, at der er brug for et nyt antiracistisk parti, der er kompromisløs på klimaområdet. Vigtige dagsordener, som vi er mange på venstrefløjen, der kan tilslutte os. Men herefter hører enigheden også op.

Nej til skyttegravskrig

Vi mener i SF, at klimaet har brug for ambitiøse beslutningstagere, der hele tiden presser på for, at vi når i mål. Klimaet har ikke brug for ”alt eller intet” – for hvordan skulle det rykke noget? Vi mener heller ikke, at der er brug for et parti på venstrefløjen, der reducerer alle integrationsudfordringerne til et spørgsmål om racisme begået af majoriteten. Det er at skyde ved siden af skiven og bidrage til den skyttegravskrig, der har domineret dansk integrationspolitik i mange år, hvor yderpolerne har sat dagsordenen.

På den ene side har højrefløjen bidraget til den fastlåste situation med deres grove generaliseringer og dæmonisering af muslimerne. På venstrefløjen har der til gengæld været en berøringsangst i forhold til de reelle integrationsproblemer, og deres konstante modreaktion på højrefløjens beskyldningerne mod selvsamme gruppe. Begge er positioner, der har bidraget med skyts til skyttegravskrigen.

“Støjberg og Siddique placerede sig forudsigeligt i de velkendte skyttegrave, når det handler om, hvad og hvem der er dansk. Stort ståhej, men ingen konkrete løsninger på de problemer, som vi politikere er sat i verden for at løse.”

Det er en velkendt og gammel taktik at skabe konflikt mellem to yderpoler. Vi så det foldet ud kort tid efter, at Frie Grønne havde annonceret deres stiftelse. Hurtigt hoppede partiets leder, Sikander Siddique og højrefløjens Inger Støjberg ned i skyttegraven. Konflikten var skabt. Ganske forudsigeligt. En konflikt, som begge parter med stor fornøjelse tager del i, fordi det stærkeste budskab ofte synes at være det modsatte af, hvad ens politiske modstander mener. Støjberg og Siddique placerede sig forudsigeligt i de velkendte skyttegrave, når det handler om, hvad og hvem der er dansk. Stort ståhej, men ingen konkrete løsninger på de problemer, som vi politikere er sat i verden for at løse.

Løsninger efterlades på perronen

Derfor undres man over Frie Grønnes bombastiske og endsige fokus på antiracisme. For grundlæggende politiske idéer og løsninger på samfundsudfordringer efterlades på perronen, mens man sidder tilbage med et indtryk af, at Frie Grønne har sat sig godt tilrette i en bulldozer, der kun har til formål at forpeste debatten med alt for velkendte misforståelser. Alene med det formål at skabe plads til dem selv, og egentlig ikke ud fra et ønske om og en lyst til at løse noget.

Det løser ikke integrationsudfordringerne, slåskampene i de udsatte boligområder, rekrutteringen til bandemiljøerne, overrepræsentationen i kriminalstatistikkerne, den sociale kontrol og volden, at skælde ud på islam eller dårlig opførsel. Ligeledes kommer vi heller ingen vegne ved at gøre det hele til et spørgsmål om Sikander Siddiques kamp, sådan som Inger Støjberg gør. Det hjælper heller ingenting at vedblive med at kalde drenge, der er født og opvokset i Danmark, for indvandrerdrenge, som om de var fremmede fugle, vi intet ansvar har overfor.

Men det løser så sandelig heller ingenting, at gøre al italesættelse af de reelle og virkelige problemer, der findes til et spørgsmål om racisme, sådan som Siddique og De Frie Grønne gør. Eller udelukkende beskæftige sig med hvordan drengene bliver tituleret. For på hvilken måde giver det de unge drenge og piger på kanten af bandemiljøet nogle handlemuligheder, hvis alt handler om, hvad der begås imod dem?

Hvad godt gør det dem, som er på vej ud af folkeskolen uden evnerne til at læse og skrive, og som vi ved aldrig kommer i nærheden af en uddannelse eller et fornuftigt job, at fortælle dem, at andre skal tale pænere og lave bedre lovgivning? Ingenting! Hvad hjælper det dog, at man, hver gang man konfronteres med problemstillingerne, hæfter sig ved de mange, der passer deres skole og job, og som er en del af det danske samfund? Det er jo ikke dem, sagen drejer sig om.

Spild af venstrefløj

Det værste, der kan ske for integrationsdebatten i Danmark, er, at gøre alt til et spørgsmål om racisme eller ej. Det er en blind vej, der fører os ind i den vildeste blindgyde.

Vi SKAL gøre op med racisme og bekæmpe den, hvor end den stikker sit grumme ansigt frem. Det kan nærmest ingen betvivle. Det nytter bare ikke noget at reducere vores integrationsudfordringer til ene og alene at være et spørgsmål om racisme – det er at tage debatten som gidsel, og at fjerne fokus fra problemernes kerne. Fordi argumenterne ikke ejer skyggen af belæg, og fordi det fjerner fokus fra vores medborgeres problemer. Det er at skyde helt og aldeles ved siden af skiven. Og det er faktisk uansvarligt.

Derfor er Frie Grønne bare endnu et slagnummer i et cirkusshow. Den ekstreme opdeling i stammefællesskaber handler ikke om at løse problemerne, som de er for mange, men er udelukkende et spørgsmål om at positionere sig og hente stemmer i centrum-venstrefløjens stemmehav på at være modsætning.

Det er kort sagt spild af venstrefløj.

INFO: Indlægget er blevet først bragt i solidaritet.dk. .