Vil Biden som præsident rette op på båndene mellem Ankara og kurderne?

Interview med Wladimir van Wilkenberg

Der har i ugevis været spekulationer om, at Tyrkiet ville starte en ny offensiv mod kurderne i det nordlige Syrien.

Inden for den såkaldte “sikre zone” syd for den syriske grænse har Tyrkiet gravet nye skyttegrave og øget forsyningerne til sine lejesoldatstyrker nær Ayn Issa. Det har også bidraget til fornemmelsen af ​​et forestående tyrkisk angreb, da det blev meddelt, at også russiske og syriske regimestyrker har forberedt omgrupperinger som afskrækkelsesmiddel mod sådanne trusler.

Kampene er dog forblevet relativt sporadiske mellem tyrkiske lejesoldattropper og De Syriske Demokratiske Styrker (SDF), siden Ankara erobrede en stribe land, der strækker sig fra fra Ras al’Ayn i øst til Ayn Issa i vest i oktober 2019. Tyrkiet betragter SDF som en forlængelse af Kurdistans Arbejder Parti (PKK), som man har bekæmpet gennem årtier.

Wladimir van Wilgenberg, en journalist, der har dækket konflikterne i Irak og Syrien med base i det irakiske Kurdistan, har i et podcastinterview fortalt Ahval, at SDF altid holder sig forberedt på en ny offensiv. Men muligheden for at det vil ske, er blevet indsnævret nu, hvor en ny administration under Joe Biden er ved at blive sat ind i USA.

”For Tyrkiet vil det ikke være godt med en skæv opstart på samarbejdet med den nye amerikanske administration,” siger Wilgenberg.

Sidste år beskyldte Biden præsident Donald Trump for at have solgt kurderne, efter at Trump trak amerikanske tropper væk fra den syriske grænse. I den indledende præsidentdebat sagde Biden, at han ville få Tyrkiets leder Recep Tayyip Erdoğan til at “betale en høj pris” og lovede at konfrontere ham med situationen, hvis han blev valgt. Siden sejren over ​​Trump i sidste måned har der været tegn på, at Tyrkiet forsøger at starte på en frisk i forhold til den nye amerikanske administration.

Sammenlignet med andre præsidentkandidater har Biden fremstillet sig selv som en ven af ​​kurderne i Mellemøsten. I 2002 krydsede han den tyrkiske grænse for at holde en tale i det irakisk-kurdiske parlament, hvor han fortalte deltagerne, at “bjergene er ikke jeres eneste ven.” Bidens støtte har til tider givet anledning til vrede i den tyrkiske regering, der har gjort, at de har opfattet ham som pro-kurdisk, grænsende til det antityrkiske.

Wilgenberg fremhæver, at en Biden-administration vil blive hilst velkommen af ​​de syriske kurdere på grund af den konsistens, den vil kunne levere, set i forhold til den kviksølvagtige Trump. Blandt de opstillede til præsidentens kabinet befinder sig flere velkendte personligheder, herunder Antony Blinken og den pensionerede general Lloyd Austin, som begge var til stede, da USA øgede støtten til kurderne.

En mere stabil politik fra Washingtons side vil især være vigtig, da de syriske kurdere slås for at få deres politiske krav anerkendt af regimet i Damaskus.

”Problemet for SDF er, at Damaskus kun venter på, at USA forlader Syrien. De ved, at det på et eller andet tidspunkt vil ske,” siger Wilgenberg og tilføjer, at netop det har tilskyndet regimet til at modstå at give indrømmelser.

Der har gennem årene været bestræbelser på at forhandle med regeringen eller med deres primære støtte Rusland. I et interview i sidste måned pointerede SDF-general Mazloum Abdi, at regimet først er blevet interesseret i så småt at forhindre yderligere tyrkiske operationer, efter at det er blevet klart, at USA ville forblive i Syrien.

Ifølge Wilgenberg er SDFs samtaler med regimet også gået i hårdknude på grund af den mistillid, der har udviklet sig i forbindelse med Ruslands stadigt mere massive støtte til Assad og med Ruslands samtidige tendens til at se igennem fingre med overtrædelser af de aftaler, de har indgået med Tyrkiet om situationen i Syrien.

”SDF er altid bange for, at Rusland igen vil kunne indgå aftaler med Tyrkiet under bordet,” vurderer Wilgenberg med henvisning til de indrømmelser, Moskva gjorde til Ankara under Operation Eufrat-skjold i det nordlige Aleppo – [især aftalen om invasionen af Afrin, jb].

Samtidigt med samtalerne mellem SDF og regimet, er der parallelle drøftelser med andre kurdiske politiske grupper. Sidste uge meddelte USA’s udenrigsministerium, at den amerikanske udsending for Syrien Joel Rayburn ville lande i Deir Ezzor, hvor han mødtes med SDF og oppositionens kurdiske nationale kongres (ENKS) for at se, hvordan man kan få gang i enhedsforhandlinger.

ENKS er en paraplygruppe af kurdiske partier, der på mange måder fortsat er en ideologisk modstander af SDF og deres politiske arm Det Demokratiske Unions Parti (PYD). Wilgenberg forklarer, at selvom de to sider tidligere har indgået aftaler, er der stadig et grundlæggende spørgsmål om, hvordan man til syvende og sidst kan finde ud af at dele magten, dels på grund af ideologiske forskelle, dels på grund af den afgørende rolle som SDF har spillet i at genskabe store dele af det syriske territorium i forbindelse med bekæmpelsen af Islamisk stat.

Når disse intra-kurdiske samtaler er så vigtige, skyldes det også, at de måske er den faktor, der i sidste ende mest afskrækker Tyrkiet fra yderligere angreb. Flere af partierne i ENKS er nemlig tæt på Tyrkiets allierede i irakisk Kurdistan, og ifølge  Wilgenberg kan det på en måde skabe en “bagdørskanel” for Ankara omring de kurdiske diskussioner.

Wilgenberg mener også, at for at den nye amerikanske administrations Mellemøststrategi skal lykkes, bør den tænke på sammenkoblingen af ​​det kurdiske spørgsmål i hele regionen. Det første sted de bør starte må være i Tyrkiet.

”Hvis man vil finde en løsning på de kurdiske forhandlinger, må man have en fredsproces i gang i Tyrkiet,” siger Wilgenberg. Han bemærker, at præsident Erdoğan er en pragmatisk politiker, der tidligere har været ansvarlig for forsøg på at løse konflikten med sin nations kurdiske befolkning. Men for at opretholde støtten derhjemme er han i dag afhængig af nationalister både indenfor sin regeringskoalition og inden for militæret.

Så længe det kurdiske spørgsmål i selve Tyrkiet ikke er løst, vil militære angreb fortsat hænge over hovederne på Syriens kurdere og forblive en bekymring for USA.

“Så længe der ikke bliver udviklet en fredsproces i Tyrkiet, vil der altid eksistere en eller anden trussel om en tyrkisk invasion.”

Kilde: Anonymous, 2020: Will Biden presidency mend the ties between Ankara and the Kurds? Ahval, 17. December 2020.

Oversættelse: Jesper Brandt