Demirtaş: Komplottet, der blev udklækket mod HDP omkring Kobane

Det vakte opmærksomhed i europæisk presse, da præsident Erdoğan for nyligt rejste sigtelser imod ledelsen af Folkets Demokratiske Parti (HDP) for at have opfordret til vold i en række tyrkiske byer omkring situationen i Kobane helt tilbage i oktober 2014 – for seks år siden. I en artikel i den uafhængige tyrkiske avis Gazete Duvar har den tidligere medformand for  HDP, Selahattin Demirtaş, detaljeret redegjort for, hvordan det var præsident Erdoğan selv, der iværksatte massakrerne og brandstiftelserne, der netop var rettet mod, og gik ud over, HDP-medlemmer. Vi bringer en dansk oversættelse:

Ligesom mange andre byer i Syrien og Irak oplevede Kobane også Islamisk Stats barbari i 2014. Der blev gennemført adskillige protester rundt omkring i verden mod Islamisk Stats hårrejsende massakrer. Ligesom i august 2014, fandt der også i Tyrkiet mange omfattende demonstrationer sted, og verdens opmærksomhed blev i stigende grad rettet mod Kobane. Stemmer, der krævede, at den internationale koalition skulle intervenere mod Islamisk Stat, rejste sig derfor overalt i verden. Under fredsprocessen, der startede i 2013 i Tyrkiet, nåede man frem til et stadie, hvor PKK fuldstændigt ville nedlægge deres våben og en demokratisk løsning kunne blive nået.

Folkets Demokratiske Parti (HDP), som jeg på den tid var medformand for, var en af de politiske aktører i fredsprocessen. Den mest følsomme del af processen drejede sig om at sikre, at alle parter og offentligheden stolede på hinanden, og at der i så vid udstrækning som mulig blev skabt gennemskuelighed. Der kan rejses mange diskussioner omkring løsningsprocessen, men noget man skal være opmærksom på, er, at alle de parter, der deltog i samtalerne, ligesom offentligheden, forblev positive og støttede processen.

Hvordan så situationen ud op til d. 6. oktober 2014?

Efter denne korte reminder, vil jeg gerne sige et par ord om de såkaldt udvidede politiske operationer, der blev knyttet til Kobane. Igennem seks år har der udelukkende været ét eneste bevis for de vedvarende politiske og juridiske operationer, indbefattet politiaktioner og medieangreb. Dette bevis var et dokument, der blev delt på HDPs Twitter konto. Lad mig endnu engang forklare, hvorfor dette dokument blev delt.

Desværre blev Islamisk Stats angreb intensiveret, til trods for adskillige ugers protest. Mens vores centralkomite holdt møde, fremkom der meldinger om, at Islamisk Stat var ved at overtage grænseovergangene ved Mürşitpinar i Suriҫ i det sydlige Tyrkiet. Denne overgang var den eneste og sidste adgangsvej for den hjælp, der var sendt, og som kunne blive sendt fra Tyrkiet til Kobane.  Blot nogle få dage tidligere, d. 1. oktober, udtalte den daværende statsminister Ahmet Davutoğlu i et møde, som vi havde med ham, at Tyrkiet ville gøre hvad som helst, der behøvedes, for at hjælpe Kobane. Det var af historisk betydning i form af intern fred, gode relationer til andre kurdere, der levede i regionen, og succes i fredsprocessen. Indtil det tidspunkt havde vi i HDPs hovedkvarter ikke rettet alvorlig kritik mod Retfærdigheds- og Udviklingspartiet(AKP)’s regering, som vi havde en dialog med under fredsprocessen. Vi havde ikke protesteret mod regeringen.

Vi prøvede hele tiden at løse de sager, der kom op, gennem dialog. Faktisk udtalte jeg efter vores møde med Davutoğlu d. 1. oktober 2014, at mødet var positivt, og jeg takkede regeringen. Men gennem de fem følgende dage tog regeringen ikke ét eneste skridt for at hjælpe Kobane, selv om den havde lovet det. Den 6. oktober 2014, om aftenen, ønskede vi at informere offentligheden om uopsætteligheden og alvoren i situationen i Kobane, samt at øge bevidstheden om det. For første gang kritiserede og protesterede vi også overfor AKP. Vores eneste bekymring, da vores centralkomite sendte disse meddelelser ud på Twitter var, om det ville skabe problemer for den grundlæggende dialog omkring fredsprocessen. Men vi blev enige om, at det i sidste instans ville ramme fredsprocessen endnu mere, hvis der fandt en massakre sted i Kobane. Det blev også besluttet, at jeg skulle have en telefonsamtale med Davutoğli, og sætte ham ind i situationen.

Gennem en 12 minutters telefonsamtale med premierminister Davutoğli informerede jeg ham om udviklingen og vores standpunkt. Hvis han ønsker det, og hvis han kan huske det, kan han løfte sløret for, hvad han selv fortalte os.

Efter at HDP’s udtalelse var sendt ud om aftenen kl. 21.50 d. 6. oktober, blev der holdt adskillige demonstrationer i Tyrkiet og over hele verden. Disse demonstrationer var fortsættelser af dem, der havde været holdt siden august 2014, og de viste sig at være effektive. Og vel at mærke, der var ikke et eneste tilfælde af vold, skade eller dødsfald. Ikke desto mindre blev der ikke holdt nogen demonstrationer eller viste sig nogen som helst hændelser den følgende morgen. Der var ro overalt, men vi befandt os i en fortættet venteposition. I HDP diskuterede vi, om det ville være godt, om et massemøde blev afholdt i Suruҫ, på den anden side af grænsen til Kobane, og vi undersøgte, hvordan det kunne arrangeres.

Hvis HDP skulle have opfordret til vold, hvorfor blev det så aldrig nævnt?

Nu vil jeg gerne rette jeres opmærksomhed mod dette meget vigtige punkt: Hverken d. 6. eller d. 7. oktober, og heller ikke d. 8. eller d. 9. oktober var der den mindste antydning fra nogen som helst side af, at HDPs udtalelse indeholdt en opfordring til vold. Det var så klart, at præsident Erdoğan, da han talte d. 7. oktober i Islahiye flygtningelejren i den sydlige provins Ganziantep, ikke ytrede et eneste ord angående en opfordring til vold fra HDPs side. Det gjorde han ikke, fordi en sådan opfordring ikke eksisterede. Hvis HDPs udtalelse havde være af den type, der siger: ”Ødelæg alt, brænd alt”, som det påstås eller som det er lagt til  grund for anklagerne, så burde præsidenten i sin tale næste dag have sagt: ”Lad jer ikke provokere. Hør ikke på HDPs opfordring. Lad være med at ødelægge noget, stop volden”. Er det ikke rigtigt? Det skulle han have gjort. Men han sagde ikke noget som helst i den retning, for der var ikke nogen vold, og heller ikke en eneste person, der opfattede HDPs meddelelse som en opfordring til vold.

Desuden var der efter HDP’s opfordring ingen udtalelser fra statsministeren, formanden for parlamentet, indenrigsministeren eller fra oppositionspartierne, der sagde at ”HDP opfordrer til vold, lad jer ikke provokere, lyt ikke til den opfordring”.  Det er fordi, der ikke var nogen vold, og heller ikke den mindste opfattelse af, at HDPs udtalelse var en opfordring til vold. Hvis et politisk parti opfordrer til vold, så ville der være kommet en advarsel på landets officielle eller civile niveau. Men det var der ikke, fordi der ikke var nogen opfordring til vold.

Volden startede efter Erdogans udtalelser om Kobanes fald

Til trods for alt dette, hvorfor opstod der så alligevel så megen vold, massakrer og ødelæggelser? Jeg er igen nødt til at erindre jer om præsident Erdoğans tale d. 7. oktober 2014. Hvad sagde han dér? Han sagde: ”Kobane er ved at falde”. Det var den sætning, der udløste provokationen.

Efter den tale begyndte folk at demonstrere igen et par steder. Grunden var, at landets præsident, i stedet for at hjælp Kobane – I ved, at der var en fredsproces igang, man regnede med at der skulle blive fred med kurderne, og der var grund til at tro, at det ikke var noget mødrene ville græde over – men han havde, næsten i højt humør, erklæret, at Kobane snart ville falde. Den første provokation skete umiddelbart efter hans tale. I Varto distriktet i den østlige provins Muş, skød politiet på demonstranter, og dræbte den 25-årige Hakan Buksur fra HDP. Samme dag blev yderligere 13 mennesker dræbt af ukendte personer, eller af personer, hvis identitet blev skjult. Det vil sige at provokationerne startede gennem en massakre på medlemmer af HDP.

Tror I, at I er kloge og at folk er dumme?

Altså, i Varto, hvor HDP medlemmer blev dræbt, og hvor der end ikke var den mindste smule efterforskning af, hvem morderne var, indbefattet politistyrker i tjeneste, så skulle morderne været blevet opfordret til aktion af HDP, hvor de så skulle gå ud og dræbe andre HDP medlemmer? Laver I grin med os? Næsten alle de butikker, der var sat i brand, tilhørte HDP-medlemmer. Tror I, at HDP-medlemmer gjorde det efter at have læst HDPs twittermeddelelse? Tror I, at I er meget kloge, og at folk er dumme? Tror I, at folk ikke ved noget om medlemmerne af Hizbi Kontra og om Islamisk Stat-støtterne, der havde fået udleveret våben og var blevet sendt ud i gaderne? Tror I, at det kan holdes hemmeligt i al evighed?1

Tror I vi vil glemme, hvordan jeres tilhængere provokerede folk med Islamisk Stat fanatisme og propaganda? Antager I, at der ikke var nogen, der så billederne, som viste hvor tætte forbindelser, der havde udviklet sig mellem Islamisk Stats medlemmer og de tyrkiske sikkerhedsstyrker på grænsen til Kobane? Eller tror I, at vi vil glemme alt om sikkerhedsstyrkerne, der smed benzin på bålet og mangedoblede volden og provokationerne?

Tror I, at I kan slippe for ansvaret?

Tror I, at I – med fire efterretningstjenester og dusinvis af sikkerhedsstyrker under regeringens kontrol – vil blive fritaget for ansvar, hvis I lægger skylden for alle de grusomheder, som det ikke var muligt at opfange eller stoppe på forhånd, på HDP, et oppositionsparti?

Tror I, at vi vil glemme kolumnisterne Hilal Kaplan og Abdullah Selvi, der direkte anklagede mig med navns nævnelse, og tilskyndede til den første lynchning. Dette skete efter at alle provokationerne og volden var blevet behandlet og stoppet med støtte fra HDP.

Disse to navne bliver fortsat nævnt i sammenhæng med en interessant struktur kaldet ’Pelikan’, og som angives at have været i stand til at smide en statsminister på porten2 . Tror I, at alle de tilknyttede påstande og 4. november-operationen mod HDP aldrig nogen sinde vil blive undersøgt? For slet ikke at tale om Kobane-massakrene – men også massakren d. 5. juni 2015 i Diyarbakir, massakren d. 20. juni 2015 i Suruҫ og massakren d. 10 oktober 2015 i Ankara. Tror I at de involverede i disse massakrer vil blive holdt hemmelige i al evighed?

En skønne dag, når loven begynder at fungere igen, vil dokumenterne og beviserne, der så vil komme frem, overraske selv deres ejere.

Tror I virkelig, at I kan få nedlagt HDP, partiet, som I ikke kunne få bugt med politisk eller i stemmeboksene, ved hjælp af jeres bander i retsvæsenet og i medierne?

I har arresteret os igen efter seks år. I påstår, at vi tog initiativet til Kobane massakrerne, hvor vi i virkeligheden var ofrene. Tror I, at I vil være i stand til at gøre os ansvarlige for det gennem konspirationer baseret på hemmelige vidner, og så slippe for ansvaret? Tror I på, at denne konspiration ikke en skønne dag vil blive afsløret i alle sine dimensioner?

I må virkelig tro, at den fascisme, I støtter jer på, vil eksistere evigt, og at I vil kunne fortsætte til trods for alt det, I har gjort. Jeg synes ikke, at i er særligt brave eller modige. Hvad har vi nogen sinde gjort ud over at yde modstand, der kan få jer til at tro, at det kan lykkes jer at skræmme eller afskrække os?

Men I kan være sikre på, at rebet omkring jer vil blive strammet, og at den dag nærmer sig, hvor I vil blive gjort ansvarlige overfor loven. Jeg vil råde jer til at være bange. Hvad har I at stole på?

Kilde: Duvar English

20. oktober 2020

Noter:

1Som led i gennemførelsen af Helsinkiaftalerne udarbejdede en amerikansk kongreshøring om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, der er samlet i rapporten: Kurdernes situation i Tyrkiet, Irak og Iran, Washington, 1993. Et af vidnerne var den daværende formand for det tyrkiske arbejderparti, Ahmet Tyrk, der bl.a. beskrev brugen af Hizbollah-gruppen Hizbi Kontra: ”Siden 1980 har vi mere end nogen sinde været på kant med den tyrkiske stats love. Regeringen i Ankara har svaret igen med stadig mere vold. For det første har et militærstyre erstattet den civile administration i Sydøst. Der er blevet etableret et system af landsbyvagter for at sætte kurdere op mod hinanden. En islamisk fundamentalist gruppe, Hizbi Kontra, der deltager, og er trænet af MIT, den tyrkiske efterretningstjeneste, har frie hænder til at skyde sekulære og demokratiske styrker i den kurdiske bevægelse. For at give jer et lille indblik i de lidelser kurderne har været igennem bare inden for det sidste år (altså bare i 1992, JB!) skal jeg minde jer om Eli Weisel og hans overvejelser over det jødiske holocaust. 300 landsbyer, der havde huset kurdiske frihedskæmpere, er blevet brændt ned og jævnet med jorden. Indbyggerne i 600 landsbyer er blevet tvangsevakueret, og 640 kurdiske politiske aktivister – deriblandt 46 fra mit eget parti – er blevet myrdet under mystiske omstændigheder, engang imellem med en enkelt kugle i baghovedet, hvilket antyder ufølsomheden og ensformigheden i de barbariske forbrydelser” (Bind 4, s. 7).

2Der har igennem mange år været mistanke om, at en fraktion kendt som Pelikan gruppen vinder stigende indflydelse i Tyrkiet, og effektivt fungerer som en stat i staten. Ifølge journalisten Alican Uludag fra den tyrkiske oppositionsavis Comhuriyet dayly er Pelikan gruppen en fløj i det regerende islamisk-konservative parti AKP. Gruppen ledes i vid udstrækning af Erdoğans svigersøn, finansminister Berat Albayrak. Gruppen er særligt fokuseret på at øve indflydelse på Tyrkiets retsvæsen. Ifølge journalisten Firat Erez, et tidligere medlem af gruppen, mødes Pelikan regelmæssigt med den tyrkiske præsident. Pelikans luksuriøse hovedkvarter ved Bosporus og de ansattes lønninger er finansieret  af et privathospital, der drives af Erdoğans nære fortrolige læge og sundhedsminister, Fahrettin Koca. Pelikan gruppen er ifølge Firat Erez Erdoğans misinformationshær, der besidder en perfid mediestrategi: Gruppen prøver at tilsvine politiske modstandere på sociale medier og sprede misinformation. Der går mange rygter om gruppen. Spekulationerne er et tegn på den dybe mistillid, som store dele af befolkningen nærer overfor den tyrkiske stat og dens beslutningstagere. Demirtas’ henvisning til at Pelikan kan have væltet en statsminister af pinden, hentyder til Ahmet Davutoğlu’s afgang i maj 2016 efter anonyme angreb på blokken The Pelican Brief ,der afspejlede uenigheder med Erdoğan. ( Kilde: Turkey’s Pelican group: A state within a state. Deutche Welle, 16/3 2020)

Oversættelse og kommentarer: Jesper Brandt