Af Pirdoğan Kemal

Den vigtigste verdensdagsorden i nyere tid er det teknologiske våbenkapløb, der er under udvikling, og dets ødelæggende virkninger på samfundene. I denne seneste periode, hvor magtbalancen på globalt plan hurtigt ændrer sig, trækker nationalstaternes bestræbelser på at bevare deres hegemoni på grundlag af regional kontinuitet i mange henseender ikke kun den forkerte vej, men bringer også deres egne samfund i en stor knibe. Der er mange eksempler på sådanne magter i Mellemøsten, men de mest fremtrædende af disse er uden tvivl den tyrkiske stat og det tyrkiske samfund, som har gjort besættelse til en statstradition. Den strategi, som hver ny regering vedtager som en fortsættelse af de forrige, trækker den tyrkiske stat og det tyrkiske samfund ind i en uro, som de i stigende grad ikke er i stand til at komme ud af. De hurtige militaristiske tendenser i samfundet og de fascistiske følelser, der gradvist efterhånden spreder sig til en stor del af samfundet, spreder sig som en kræft. Det må ikke glemmes, at dette er en kræft, der startede med grundlæggelsen af republikken og har stået på i 100 år. Denne republik, som ikke kunne have været oprettet uden støtte fra det kurdiske folk, viste sit sande ansigt efter de første par år og gennemførte en folkedrabskampagne mod alle andre racer, især det kurdiske folk, ved at gøre tyrkiskhed til den overlegne race.

Fascisme er blevet en identitet

Det er nødvendigt at forstå fænomenet fascisme godt. Fordi begreberne fascisme og racisme ikke kun er diskursive begreber. Fascisme, identificeret med Hitler i Tyskland og Mussolini i Italien, blev en identitet i det sidste århundrede. Alt det onde, de begik for at skabe deres egen overlegne race, og for at undertvinge eller ødelægge alle andre racer, er uden fortilfælde i menneskets historie. På samme måde er fascisme den nye identitet, som Erdoğan-regimet har givet samfundet på grundlag af antikurdiske følelser. For bortset fra kulturel, sproglig, kunstnerisk og politisk modstand og afvisning praktiseres den fysiske nægtelse af den kurdiske ret til livet i dag ikke kun af statsstyrker, men også af det tyrkiske samfund.

Der her er et vigtigt punkt. Jeg spekulerer på, om denne definition af stat og race, hvis eget sprog, kultur og sociologiske grundlag er baseret på at tilrane sig andre samfunds arv, ser sin egen rodløshed, før den definerer kurdiskhed som et begreb, der skal foragtes. Det er meget vanskeligt at forstå, hvordan den nye definition af tyrkiskhed, som blev skabt af republikken ved at skabe et nyt sprog og kultur, eller rettere ved at plagiere her og der, kan præsenteres som en overlegen race selv i dag. Begrebet tyrkiskhed, som i øjeblikket oplever en stor kulturel degeneration, er et helt vildledende begreb. På den anden side har det kurdiske folk, der har opfostret personligheder, der har skabt fornyelsepå mange områder, videnskabeligt, kunstnerisk og kulturelt, og som har været det vigtigste element og folk i Mesopotamien gennem lange tider, været et folk, der har bestemt balancen i hver periode. Det har afvist undertrykkelse, udnyttelse og folkemord med snesevis af eksempler på modstand og er ikke bukket under for undertrykkelse.

Dag efter dag led besætterne stadigt større nederlag

Når vi ser denne racisme og brutalitet i alle aspekter af livet, ser vi det også hos de tyrkiske besættelsessoldater, der angiveligt er kommet for at udrydde guerillaen. Selvom den frygt, de oplever over for guerillaen, gentagne gange afspejles i guerillaens kamera og er kendt af alle, står vi over for et ynkeligt system, der er oppustet for at vinde kredit i samfundets øjne og glæder sig over det mindste angreb, som om den kurdiske frihedsbevægelse er afsluttet,  og forsøger at sælge dette til hele samfundet med en operation omkring opfattelsen af, hvad der sker. Denne beskidte hær, der har ført en stor specialiseret krig i de sidste 9 år, forsøger altid at skjule for samfundet, hvilken slags scene den står over for på jorden. Mens dette fascistiske regime fortsætter sin standardiseringspolitik mod det kurdiske folk ved at male et billede af en ædel, stærk og mægtig hær, har sagen på stedet været den modsatte.

Dag for dag led besætterne et stadigt hårdere nederlag i deres kamp mod guerillaen, og jo mere de blev ramt, jo mere steg deres fascismeretorik. AKP-MHP-regimet, som har ført krig mod det kurdiske folk med begrebet udslettelse både indenfor og udenfor Tyrkiet, gjorde fascismen til en social identitet. Mange kurdere blev massakreret med denne særlige propaganda, især i byerne i Tyrkiet. Dusinvis flere bliver fængslet under tortur hver dag. Men det kurdiske folks kamp er kommet så langt på trods af den beskidte krig og alle disse politikker. På den anden side har den tyrkiske besættelsesstat i den særlige krig mod det sociale sind nået et niveau, der ignorerer alle moralske normer og ikke anerkender nogen lov. Der er ingen lov tilbage til det kurdiske folk. Derfor må det kurdiske folk anvende sin egen lov, det vil sige kampens lov. Faktisk viser kampens udvikling dette. Vi ved godt, hvordan en hær, der forsøger at skabe succes gennem guerilladød, og det fascistiske Erdoğan-regime, som ejer denne hær, behandler deres egne døde.

Selvom det tyrkiske samfund fortsætter med at ignorere dette, vil vi fortsætte med at vise disse sandheder til alle. Selv ligene af dem, der poserede i guerillaområderne og gjorde den grå ulvehilsen, mangler nu. Deres stat og den hær, som de var så knyttet til, gjorde ikke engang krav på deres kroppe. Ligene af hundredvis af dem er blevet bytte for ulve og fugle. Som en påmindelse blev ligene af 18 angribere i Shikefta Birîndara-området i Zap under sidste års invasionsoperation bombet og ødelagt af den tyrkiske hær selv. Ifølge oplysningerne fra guerillastyrkerne på det tidspunkt var stanken af disse soldaters lig altgennemtrængende. Endnu en gang brændte de ligene af deres egne soldater i modstandsområdet Girê Cûdî i Şehit Delîl Western Zap-regionen. Klare billeder af dette blev offentliggjort af guerillastyrkerne.

Den halvhundrede år lange kurdiske frihedskamp har bevist sin tilstrækkelighed

Nu må vi endnu en gang spørge, hvornår offentligheden vil indse, at denne krig og beskidte politik vil føre til deres eget endeligt. De, der siger “hvis du er tyrker, så pral, hvis du ikke er det, så adlyd” angriber det kurdiske folk ved at savle uden at se denne umoral og deres ødelagte hære. Mens disse racistiske mennesker i samfundet engagerer sig i alle former for fjendskab og angreb mod det kurdiske folk, bliver de samme mennesker psykisk ramt af frygt, når de sendes ud for at kæmpe mod guerillaen. Bortset fra de soldater, der er blevet dræbt og såret af guerillaen i de sidste to krigsår, er tusinder af dem psykologisk kollapset, og mange af dem kan ikke længere tilpasse sig samfundet som før. Faktisk blev en af dem for nylig sindssyg og dræbte hele sin husstand. De, der råber så meget om deres hjemland, kaster sig ud fra klipperne af frygt, når de ser et pistolløb.

Hvis du er så overlegen, hvis du er så stærk, så prøv at kæmpe uden nogen teknik. Lad os se, om en eneste af disse soldater så kan holde stand uden rekognosceringsfly, der svæver over dem, og helikoptere og krigsfly, der ikke bombarderer området for dem. Lad os se, om de så kan sige, at de er den overlegne race. For blot en uge siden blev 90 soldater dræbt i revolutionære operationer udført af guerillastyrker. 

Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at det er indlysende, at de, der ikke har anden kapital og noget formål end modstand og fjendskab mod det kurdiske folk, befinder sig i en ynkelig tilstand. Så længe det tyrkiske samfund ikke opgiver sin racisme mod det kurdiske folk og angriber det kurdiske folks kamp for frihed, vil det derfor opbruge sin egen sociologiske struktur. Det vil ske socialt, politisk og fysisk. Hvis kurdiskheden ikke er blevet udryddet efter 100 år, vil den heller ikke blive udryddet senere. Den kurdiske frihedskamp, der har stået på i et halvt århundrede, har bevist sin tilstrækkelighed.

Kilde:

Kemal Pirdoğan, 2024: Fascism’s dream of a superior race lasts until the guerrilla strikes. ANF News, 10. Jan. 2024.

Oversættelse: Jesper Brandt