Muslim advarer mod en anti-kurdisk alliance mod AANES

Muslim advarer mod en anti-kurdisk alliance mod AANES

I lyset af firepartsmøderne mellem Rusland, Syrien, Iran og Tyrkiet advarer Salih Muslim om en alliance mellem Damaskus, Ankara og jihadistiske grupper, der kan bruges til at knuse den autonome administration i Nord- og Østsyrien (AANES).

Af MUSTAFA ÇOBAN, Hesekê

I begyndelsen af ​​april mødtes viceudenrigsministrene fra Syrien, Tyrkiet, Iran og Rusland i Moskva. De talte om en tilnærmelse mellem regimerne i Ankara og Damaskus. Samtidig søger Saudi-Arabien at afslutte isolationen af ​​den syriske regering indenfor den arabiske verden og genskabe den fulde rehabilitering af Bashar al-Assad i regionen, herunder en genoptagelse af ​​Syrien i Den Arabiske Liga ved det næste topmøde i Riyadh. Tilsyneladende forsøger styret i Damaskus at forestille sig en tilbagevenden til den diplomatiske arena og en aftale med Tyrkiet, selv hvis det skulle blive på bekostning af de fortsat tyrkisk-besatte områder i Syrien. I et interview med ANF kritiserer det Demokratiske Unions partis (PYD) medformand Salih Muslim Damaskus for ikke at have sat konkrete betingelser under forhandlingerne – som Tyrkiets tilbagetrækning fra Syrien.


DET SYRIANSKE REGIME ER FJENDTLIGT OVER FOR KURDERNE

Muslim understregede, at det kurdiske folk bør være opmærksomme på firepartsmøderne mellem Rusland, Iran, Tyrkiet og Syrien. “Det syriske regime er fjendtligt indstillet over for kurderne. Tyrkiet er det kurdiske folks strategiske fjende. Irans tilgang til det kurdiske spørgsmål er ikke anderledes. Rusland ønsker at bringe alle disse parter sammen for at fremme sine egne interesser. De samles om et bord for at komme af med kurderne i Syrien. Deres eneste og fælles problem er kurderne, og de er interesserede i at fjerne den autonome administration, der forsvarer alle samfunds rettigheder, skaber enhed og præsenterer mange projekter her i det nordlige og østlige Syrien. Hvis Rusland var virkelig interesserede i at løse problemet i Syrien – vi har haft relationer til dem siden 2012 – kunne det have løst problemerne med regimet. Men desværre, det er indtil videre ikke det, der er blevet gjort. Rusland har en pragmatisk tilgang. Landet handler ud fra perspektivet: ‘Hvordan kan vi drage fordel af de forskellige sider?’ Landene i firepartsmøderne søger ikke en løsning på konflikten for Syrien; de arbejder på at uddybe de eksisterende problemer i landet og på at skabe nyekonflikter. Vi håber, de vil flytte sig bort fra denne forkerte kurs.”

DAMASKUS PLANLÆGGER AT SKADE ET FÆLLES STYRE I SYRIEN

Muslim, der bemærkede, at konflikterne mellem regimerne i Damaskus og Ankara er meget dybe, fortsatte: “Vi taler om hundredtusindvis af mennesker, der har mistet livet, og millioner, der har måttet flygte. Vi taler om ødelæggelsen af ​​70 pct. af infrastrukturen i landsbyerne og byerne i Syrien. Tyrkiet er årsagen til alt dette. Det har besat store områder af landet fra Afrin over Idlib til Girê Spî, og har stationeret mange jihadistiske militser der, inklusive Al-Qaeda. Tyrkiet fortsætter med at støtte disse grupper den dag i dag, og har udstationeret disse kriminelle bander og deres egne tropper. Alle disse handlinger udgør et komplot mod kurderne og den Autonome Administration. Disse fire stater er enige om det kurdiske spørgsmål. Men hvordan kan nu en aftale på andre områder komme til at se ud? Som vi ser det, planlægger Damaskus at danne en fælles styrke mod AANES sammen med Tyrkiet og dets lejesoldater.”

VI HAR KÆMPET MOD ALLE FORMER FOR TERROR

Muslim mindede om, at befolkningen i Rojava kæmpede mod alle lejesoldatergrupper støttet af den tyrkiske stat og befriede de besatte områder. Han tilføjede: “Disse styrkers plan er uacceptabel. Vi vil træffe foranstaltninger mod det. De tror, ​​at hvis de eliminerer kurderne, vil USA forsvinde fra regionen. Men USA er her ikke på grund af kurderne. De er i Mellemøsten på grund af deres egne interesser.”

DAMASKUS KRÆVER IKKE TILBAGETRÆKNING FRA DE OKKUPEREDE TERRITORIER

Salih Muslim påpegede, at Damaskus ikke gjorde tilbagetrækningen af ​​tyrkiske tropper fra den besatte zone til en betingelse for Ankara på det diplomatiske møde i Moskva, som nogle medier har rapporteret. aMenktisk sagde Assad i midten af ​​marts – og dermed op til firepartsmødet – i et interview med det russiske nyhedsbureau RIA-Novosti, at “enhver dialog” med hans tyrkiske kollega afhang af at nå det punkt, hvor Tyrkiet viste vilje til at trække sig “fuldstændigt og betingelsesløst” tilbage fra syrisk territorium.

“Det betyder, at Damaskus ønsker en klar og troværdig køreplan præsenteret for, hvordan en tilbagetrækning af de tyrkiske besættere fra Syrien skal finde sted. Rusland formodes at stå inde for denne plan. Disse krav er korrekte, men forventningen om, at Tyrkiet, selv hvis de gav tilsvarende indrømmelser, så i sidste ende reelt ville overholde dem, er en drøm. Tyrkiet holder aldrig nogen aftaler. Vi er bestemt ikke imod, at Syrien og Tyrkiet mødes ved samme bord og opretholder gode naborelationer, men den nuværende tilgang er ikke rigtig. Den tyrkiske fascisme er ikke til at stole på. Tyrkiet siger én ting, men gør i virkeligheden noget helt andet. Det giver løfter og holder dem ikke. Man bør lære af tidligere erfaringer.”

VI STØTTER GENETABLERING AF SYRIENS FORHOLD TIL DEN ARABISKE LIGA

PYD-formanden mindede om, at da Syrien-spørgsmålet opstod, opfordrede hans parti til en løsning på konflikten i Den Arabiske Liga. Han fortsatte: “I dag har alle muligheder ændret sig. Vi har aldrig været imod arabiske stater og har etableret forbindelser med dem. Vi er ikke imod, at Syrien bliver medlem af Den Arabiske Liga. Men Den Arabiske Liga har sået en masse fjendskab og spildt meget blod, og regimet i Damaskus har ikke taget et eneste skridt i retning af demokrati hidtil, hverken i forhold til befolkningen og de problemer, landet står over for, eller på et internationalt plan. Regimet er fast overbevist om at kunne dreje uret tilbage til 2011. Men hvorfor udelukkede Den Arabiske Liga så Syrien fra sine møder i 2011? Genoptagelse kan bestemt diskuteres, men der bør sættes betingelser. En betingelse bør være demokratisering af Syrien, respekt for sit eget folk. Vi hører også til Syrien. Vi har ikke ønsket fjendskab eller splittelse, ikke en eneste dag. Vi ønsker også, at landet er forenet. Vi ønsker, at Syrien skal have forbindelser med alle medlemmer af Ligaen, det være sig Egypten, Saudi-Arabien eller De Forenede Arabiske Emirater. Vi er ikke imod det. Det, der er vigtigt for os, er, at der er demokrati i Syrien, og at dette land respekterer sit folk. Lad os løse de interne problemer sammen. Som en del af Syrien er et regimeskifte og en demokratisering også vigtigt for os.” 

Kilde:

Mustafa Çoban, 2023: Muslim warns against an anti-Kurdish alliance against AANES. Firat News Agency (ANF), Amsterdam. 16. April 2023.

Oversættelse: Jesper Brandt

NYHEDER Udland