Når det kommer til kurderne, lever Vesten ikke op til egne værdier

Af Mustafa Topal & Ibrahim Benli

Vestens tavshed over for det tyrkiske angreb på Afrin er ikke kun et svigt over for dens allierede kurdere, men lige så meget et svigt over for vestens egne demokratiske værdier.

Når vi i Vesten efterhånden oplever færre terrorangreb fra radikale islamister, skyldes det ikke kun efterretningstjenesternes grundige arbejde. Kurdernes heltemodige indsats mod terrorbevægelser som IS er også en stor del af forklaringen.

Således har den USA-ledede koalition brugt enhver lejlighed til at fremhæve kurderne som deres modstandsdygtige alliancepartner. Og netop derfor er det grotesk, at NATO-medlemmet Tyrkiet nu får lov til at angribe kurderne i Syrien.

Den åbenlyse spørgsmål, vi stiller os selv, er, om Vesten egentlig ikke er forpligtet til at beskytte sin alliancepartner. Eller er kurdere endnu en gang blevet misbrugt i kampen mod terror – hvorefter de nu pludselig bliver stemplet som terrorister?

Invasion

Det tyrkiske militær er nu sammen med en del radikale islamistiske militser i gang med at udføre en invasion mod den kurdiske region Afrin i Nordsyrien. Tyrkiske angreb har i skrivende stund kostet over 300 civile livet.

Afrin-regionen kontrolleres i dag på lige fod med de to andre kurdiske områder i Syrien af den sekulære forsvarsalliance SDF (De Syriske Demokratiske Styrker) med en overvægt af den kurdiske YPG-milits. Præsident Erdogan begrunder Tyrkiets invasion med, at han vil rydde ’terroristerne’ væk fra området – hermed henviser han til YPG, som han beskylder for at være en syrisk gren af den forbudte kurdiske oprørshær PKK, der i Ankara anses for at være terrorister.

Relationen til PKK nægtes af YPG. Dog lægger YPG ikke skjul på, at de har en ideologisk referenceramme til fælles med PKK.

PKK’s leder Abdullah Ôcalans ideer om ’demokratisk konføderalisme’ har uden tvivl sat sit præg på den samfundsmodel, kurderne forsøger at opbygge i Nordsyrien.

Demokratisk konføderalisme er en social, politisk og økonomisk samfundsmodel med plads til kvinder, økologi og samtlige minoriteter på tværs af etniske og religiøse skel. Det er heller ikke ualmindeligt, at der eksisterer en ideologisk relation mellem kurdiske partier i regionen i deres søgen efter en national sammenhængskraft på trods af de grænser, som skiller dem fra hinanden. Dette er også årsagen til, at der findes kurdere med tyrkisk statsborgerskab blandt YPG-militsen.

YPG har ingen interesse i at erobre landområder i regionen. Kurdere i Rojava er i stedet fuldt optaget af en form for autonomi i deres egne områder i Syrien, hvor de kan dyrke deres kultur og sprog. De udtrykker desuden ihærdigt et ønske om at samarbejde med den tyrkiske regering for at udvikle politiske og økonomiske relationer.

Erdogans påstand om, at Tyrkiets grænser er truet af YPG, holder derfor ikke vand. Der har desuden ikke været et eneste forsøg på angreb fra YPG mod tyrkerne. Så hvorfor føler Tyrkiet sig nu truet på sin sikkerhed?

Det er der flere årsager til. For det første er Erdogan bange for, at den demokratiske autonomimodel i Syrien kan skabe en dominoeffekt hos hans egne kurdiske mindretal i landet.

For det andet har Erdogan brug for en krig mod kurderne for at opretholde og vedligeholde sin magt i Tyrkiet, hvor han føler sig dybt afhængig af ultranationalistiske grupper.

For det tredje er Erdogan klar over, at krigen i Syrien nu er overgået til en ’post-IS-fase’, hvor USA, Rusland og Iran kæmper om, hvem der skal overtage og dominere landet. Med udgangspunkt i invasionen af Afrin ønsker Erdogan at danne en strategisk alliance med Rusland, hvor han kan være med i magtkampen i regionen og derved stoppe kurderne.

Vestligt svigt?

Vestens vellykkede kamp mod IS og andre radikale kræfter i regionen i samarbejde med demokratiske kræfter er i disse dage voldsomt truet af ovennævnte strategiske magtspil mellem Tyrkiet, Rusland, USA, Iran og Assad-regimet. Et angreb mod demokratiske kræfter i regionen vil derfor betyde, at radikale kræfter som IS netop kan få et pusterum. På den måde risikerer man, at mange års ihærdig kamp vil gå tabt.

Men problemet er ikke bare Rusland, der prøver at splitte NATO eller den udemokratiske Erdogan. Det er også Vesten, som er handlingslammet og ikke træder i karakter.

Det vil nemlig ikke længere give mening at høre Vesten hylde begreber som demokrati, ligestilling, sekularisering og menneskerettigheder, hvis den samtidig lader kurderne og andre etniske og religiøse minoriteter i stikken.
Taberen efter dette svigt fra Vestens side bliver ikke alene kurdere. Folk i Vesten kommer ligeledes til at føle sig svigtet, hver gang de bliver vidne til, hvordan vores idealer bliver tilsidesat.

Vi kan ikke overlade Mellemøstens fremtid til Erdogan, Putin eller Assad på grund af strategiske og økonomiske årsager. Det handler ikke alene om kurdernes skæbne, men lige så meget om fred og stabilitet herhjemme.

De to forfattere er selv ansvarlig for sine holdninger, som ikke nødvendigvis repræsenterer redaktionens synspunkter.

INFO: Mustafa Kemal Topal er Ph.d.-studerende ved RUC. Ibrahim Benli er cand.mag. og folketingskandidat for Enhedslisten.