Den svensk-kurdiske fotograf Nazim Benli beskriver sin interesse for at fotografere med ovennævnte sætning. Hans interesse for at fotografere er fortsat stigende og han mener, at hans interesse nu er forvandlet til en lidenskab. Han er allerede anerkendt for sine fotografier. Nogle af hans fotografier bliver for eksempel i disse dage udstillet i Malmø frem til slutningen af april måned. I den forbindelse har Nûdem stillet ham en række spørgsmål om hans historie om at fotografere.
Nûdem: Kan du præsentere dig selv for vores læsere?
Nazim Benli: Jeg er født den 13. maj 1982 i Ankara. Jeg er oprindeligt uddannet i matematik fra Matematisk Institut på Ankara Universitet. Min interesse for fotografering startede, da jeg gik i gymnasium. Min rejse med at fotografere påbegyndte ved at tage portræt- og landskabsbilleder med min første amatør Nikon kamera. Min stigende interesse for fotografering forvandlede sig over tid til en lidenskab under min studietid på universitetet. Jeg flyttede til Sverige i 2010, hvor jeg siden har været involveret i fotografering på et professionelt niveau. Jeg kan lide, når mine fotografier bliver gjort tilgængeligt for offentligheden. Folks respons på mine fotografier giver mig en følelse af at blive anerkendt med det, jeg bruger tid og energi på. Nogle af mine værker er blevet udgivet i forskellige magasiner, aviser og internetsider. Jeg kan godt lide at arbejde med portrætter, jeg mener, at vores menneskers ansigt er nærmest et kort over liv. Det er dejligt at få fat i et nyt kort på ansigtet af et menneske. Mit igangværende projekt går ud på at fotografere portrætter af ældre mennesker, hvis ansigtskort rummer et længere liv.
Nûdem: Hvorfor ville du være fotograf?
Nazim Benli: Indtil videre har man defineret fotografiet på mange forskellige måder. Fotografiet er for mig ikke reduceret til at fange og fastfryse øjebliksbilledet, men også et middel som har sin egen måde at kommunikere på. Jeg betragter derfor fotografiet som en kropsligt organ, som jeg anvender for at udtrykke mig. Denne funktion jeg tillægger fotografiet er samtidig en af de vigtige årsager til, at jeg er begyndt at interessere mig for dette. Enhver kan genkende noget fra sig selv i mine fotografier og vil dermed forstå mit budskab.
Nûdem: Hvilke slags fotografier kan du lide at tage?
Nazim Benli: Jeg kan lide at tage portrætter af ældre mennesker, men det er ikke kun det, jeg fotograferer. I 2015 tog jeg til Tyskland under den såkaldte intensive flygtningestrømme til Europa. Jeg tog over tusind billeder i løbet af to måneder, hvor jeg jævnligt pendlede mellem Malmö og Tyskland. Nogle udvalgte billeder fra dette projekt bliver udstillet i Malmö, hvor man har mulighed for at se dem frem til slutningen af april måned.
Nûdem: Hvilke udfordringer er der som fotograf?
Nazim Benli: Det kræver en del ressourcer at have en beskæftigelse som fotograf. Det koster både tid og penge. For at tage de ønskværdige fotografier skal man kende til teknikken, men det kræver i den grad, at man også har de rigtige udstyrer. Et professionelt kamera kan koste rigtig mange penge og tabet for dette udstyr kan være rigtig dyrt, når den går i stykker.
Nûdem: Hvad kræver det at være fotograf?
Nazim Benli: Som fotograf skal du vide visse ting. Du skal kende til eksponeringstid, lys og skygge, snit og lignende. Men det vigtigste af alt er nok at have et kunstnerisk blik. Når du står over for et menneske eller ved en bro ved solnedgangen, skal man nærmest kunne se billedet for sig abstrakt op i hovedet. Man skal nærmest forestille sig, hvordan fotografiet skal se ud, før man har taget billedet.
