Tyrkiet og kampen om handelskorridorer i Mellemøsten

Tyrkiet og kampen om handelskorridorer i Mellemøsten

Af Jesper Brandt

Den tyrkiske økonomi har det ikke godt. Den er bremset betydeligt op, efter at den tyrkiske lira har mistet to tredjedele af sin værdi gennem de to sidste år, og den høje inflation lammer mange økonomiske sektorer. Tilmed har Tyrkiet vedtaget en ekstrem og bekymringsvækkende høj stigning i udgifterne til militæret med 150% bare fra 2023 til 2024.

Samtidigt er man i Tyrkiet blevet nervøs for, at Tyrkiets handelspolitiske, og dermed også geopolitiske placering fremover kan blive svækket på grund af USA’s udspil på G20-mødet i New Delhi d. 10. september, der tager sigte påat forbinde Indien med Europa via De Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien, Jordan, Israel og Grækenlandgennem etablering af en effektiv transport- og kommunikationskorridor, den såkaldte IMEC.

IMEC-aftalen er underskrevet af regeringerne i Indien, USA, De forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien, Frankrig, Tyskland, Italien og EU. 

Korridoren går altså udenom Tyrkiet. En politisk-strategisk baggrund for beslutningen på G20-mødet i New Delhi kan ligge i Indiens dårlige relationer til Tyrkiet, som har været tæt allieret med Pakistan.  Det kan også skyldes betænkeligheder fra Bidenadministrationens side, men kan måske også være et reelt et ønske om at styrke de sydeuropæiske lande gennem IMEC-korridorforløbet. 

IMEC kommer til at bestå af to separate korridorer, en østlig maritim korridor, der forbinder Bombay i Indien med Dubai i Den Arabiske Golf, og en nordlig korridor, der forbinder Den Arabiske Golf med Europa via Haifa. Den sidste vil omfatte en jernbane, der vil give et pålideligt og omkostningseffektivt grænseoverskridende skib-til-jernbane-transitnetværk som supplement til eksisterende sø- og vejtransportruter – hvilket gør det muligt at overføre varer og tjenester transit til, fra og mellem Indien, De Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien, Jordan, Israel og Europa. Korridoren vil også omfatte et elkabel, en brintrørledning og et højhastighedsdatakabel.

IMEC-projektet, der vil øge USA’s og dets allieredes geopolitiske indflydelse, er i virkeligheden et vestligt modsvar på Kinas store ”Road and Belt”-projekt, der siden 2013 har ført til milliardstore investeringer i bl.a. havne, terminaler og anden infrastruktur især i Asien, men også i Europa og Afrika. ”Road and Belt”-projektet sigter mod at fremme Kinas handelsmæssige forbindelser til omverdenen. 

IMEC-udspillet skabte straks voldsomme reaktioner fra Tyrkiet, men skaber sandsynligvis også irritation blandtandre regionale og internationale parter som Iran og Rusland.

Allerede under sin returflyvning fra G-20-mødet i Indien, fortalte den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan ifølge den tyrkiske avis Hürriyet Daily News til journalister: “Der kan ikke være en korridor uden Tyrkiet. Tyrkiet er et vigtigt produktions- og handelsgrundlag. Den mest bekvemme linje for øst-vest-trafik skal passere gennem Tyrkiet.”


På mødet i New Delhi den 10. september holdt Erdogan en tale for journalister, hvor han redegjorde for, hvordan han ville arbejde sammen med Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Irak om en havne- og vejkorridor, der starter i Irak og passerer gennem Golflandene, Israel, Tyrkiet og derfra til Europa. Han tilføjede, at han håbede, at dette projekt ville finde sted i koordination med Kinas ”Road and Belt”-Initiativ.

Siden er der i Tyrkiet arbejdet på højtryk omkring detaljerne i denne alternative korridor. Men helt nyt er initiativet ikke, for der har været arbejdet på det gennem adskillige måneder. På tærsklen til Erdogans rundtur i Golfen i juli underskrev Tyrkiet en bred vifte af aftaler med flere lande, især på det militære og økonomiske område. 

Det nye tyrkisk-irakiske udviklingsvejsprojekt planlægges som et netværk af maritime ruter og forbindelser over land, højhastighedstog og motorveje mellem Irak og Tyrkiet. Dets udgangspunkt er havnebyen Al-Faw, der ligger på sydspidsen af Irak, ud til den persiske Golf mellem Kuwaitog Iran. Den er udviklet af et stort sydkoreansk firma, og planlagt til at stå færdig i 2025. Den menes at ville blive den største havn i Mellemøsten. Projektet – også kaldet den irakiske silkevej – anslås at ville koste 17 milliarder dollars og tænkes afsluttet i tre faser. Den første slutter i 2028, mens måldatoerne for den anden og tredje er 2033 og 2050. Formålet er at forkorte rejse- og transporttider mellem Asien og Europa via Golfstaterne og Tyrkiet, gennem anlæggelse af over 2000 km jernbane og motorveje gennem Irak og Tyrkiet.

Selv om forløbet af den irakisk-tyrkiske korridor, der er angivet på kortet ovenfor, ser ganske detaljeret ud, skal man næppe lægge alt for meget i det viste forløb. Det er stadigt først og fremmest politiske planer. Men det er alligevel interessant, at den irakiske linjeføring, der går gennem Bagdad og ind i Tyrkiet umiddelbart øst for den nordøstligste grænse til Syrien, derefter løber mod vest tæt langs Tyrkiets grænse mod Syrientil Middelhavets (nord)østligste punkt, ved Iskenderun(se også forsidebilledet til artiklen)Her kan der i princippet planlægges en havn, eller føres en sidekorridor ned langs kysten mod Haifa, som IMEC-korridoren formentlig vil passere. Fra Iskenderun tænkes korridoren ført videre mod nord og via Ankara og Istanbul gennem Bulgarien, Ungarn, Tjekkiet til Berlin, og så videre mod vest til Bruxelles og London. Som kontrast til det tyrkiske projekt er linjeføringen for IMEC vist mere skitsemæssigt på kortet.

Tyrkiet forsøger på denne måde at positionere sig som et vigtigt knudepunkt på det globale handels- og transportkort. Det sker i en situation, hvor landets forbindelser med Golfstaterne på ganske kort tid søges kraftigt forbedret efter en næsten ti år lang fastfrysning.

Men på trods af forbedringen af forbindelserne mellem Tyrkiet og Golfstaterne nærer Golfstaterne stadig stor mistillid til Tyrkiets udenrigspolitik og hensigter over for den arabiske region. Tyrkiets igangværende interventioner i det nordlige Syrien og det nordlige Irak og dets fortsatte støtte til forskellige muslimsk-ideologiske strømninger, der i praksis har tætte forbindelser til Islamisk Stat og lignende grupperinger, møder stigende modstand blandt mange arabiske regeringer. Det blev tydeligt tidligt på foråret 2023, hvor Assads Syrien igen blev lukket ind i varmen hos de arabiske lande, efter at have været udelukket gennem en årrække, med klar brod mod Tyrkiets ekspansive ambitioner. I betragtning af de udestående stridspunkter og periodiske stigninger i spændingerne mellem Tyrkiet og både Iran og Rusland, kan projektet også støde på forhindringer fra disse landes side.

Faktisk er Irak-Tyrkiet-projektet også et alternativ til et Nord-Syd-Korridor-projekt som blev udarbejdet og underskrevet af Indien, Iran og Rusland allerede d. 12. september 2020, altså for tre år siden. Dette projekts østlige del svarer til IMECs maritime korridor fra Indien til den persiske Golf, hvor den lægger til omkring havnebyen Bardar Abbas på den østlige side af Hormus strædet, hvor IMEC fortsætter fra vestsiden omkring Dubai. Fra Bardar Abbas skal korridoren gå nordpå gennem Iran til Det Kaspiske Hav nord for Teheran, og videre fra nordkysten af Det Kaspiske Hav mod Moskva og Sankt Petersborg (se den gule korrdr på krtet sidst i artiklen). 

Men de arabiske lande ser også økonomiske muligheder i Tyrkiets alternative ’Nord-syd-projekt. Og for Erdogan drejer det sig også om at styrke Tyrkiets relationer i Mellemøstenog andre steder og pleje hans og det regerende Retfærdigheds- og Udviklingspartis (AKP) position derhjemme.

Selvom partiet snævert overlevede det omstridte præsident- og parlamentsvalg i maj 23, vil det snart igen stå over for udfordringerne ved et kommunalvalg, hvor de nuværende økonomiske spændinger fortsat vil spille en stor rolle. Under alle omstændigheder befinder projektet sig stadig i en indledende fase. For at komme videre skal Tyrkiet løse sine politiske uoverensstemmelser med de andre lande, der deltager i projektet, og det skal ikke mindst mobilisere ressourcer til at finansiere det.

Har krigen mellem Hamas og Israel ændret situationen?

Til det formål har man i tyrkiske regeringskredse siden begyndelsen af oktober fundet propagandamæssig støtte i situationen med krigen i Israel. Præsident Erdogan har erklæret sin uforbeholdne støtte til Hamas og palæstinenserne, både i Gaza og på Vestbredden, men fastholder i det skjulte sit stadigt tættere samarbejde med Israel på ikke mindst det militære område. Samtidigt ser han Israel-konflikten som en kærkommen lejlighed til at få saboteret planerne om en korridor, der går udenom Tyrkiet. I den konservative islamistisk-tyrkiske avis Yeni Şafak.com, der i vid udstrækning fungerer som talerør for Erdogan og hans AKP-parti, har man under overskriften ’Den sydlige korridor sluttede før den startede”, præsenteret IMEC-projektet som en ’vanskelig mulighed på grund af Israels ekspansionistiske politik’, der med den nuværende krig er blevet endnu sværere ’på grund af indflydelsen fra stigende geopolitiske risici’. Og man mener at vide, at ’Projektet er blevet skrinlagt indtil videre på grund af den krig, Israel erklærede mod palæstinenserne’.

Man har interviewet en række tyrkiske akademikere, der har vurderet handelsruterne mellem øst og vest for avisen, og de har påpeget, ’at der ikke vil komme nogen handel uden sikkerhed’. En prof. Dr. Visne Korkmaz fra Nişantaşi-universitetet i Istanbul udtaler, at ’Projekter påtvunget udefra ikke kan gennemføres uden at løse det palæstinensiske problem’. Prof. Dr. Burak Arzova fra Marmara universitetet hæfter sig ved den travle skibstrafik i det østlige Middelhav tæt på Haifas havn og ned mod Suez, kanalen. Situationen kan betyde øget risiko ved søtransport og problemer med at laste og losse i Haifas havn, der kan medføre stigning i fragtrater og afbrydelse af forsyningskæden, hvilket igenkan sende nye chokbølger ud. Kun Prof. Dr. Burak Küntay fra Beykoz-universitetet i Istanbul ser mere køligt på situationen og fastholder, at der er tale om langsigtede planer: ”En krigsperiode kan naturligvis ikke være en grund til radikalt at ændre planer og projekter vedrørende globale handelsruter. Men konflikter i regionen kan forårsage forsinkelser på kort sigt. Tyrkiets udviklingsprojekt har en mere anvendelig struktur. Det giver mange fordele med hensyn til omkostninger og afstand.” 

Men det er forbløffende, at Tyrkiets konflikter med Syrien og Irak ikke nævnes med et ord i disse diskussioner, til trods for de omfattende besættelser og tyrkiske angreb i Syrien og Nordirak, tæt på linieføringen af den tyrkiske korridor gennem Irak. Der meldes dagligt om kampe med PKK i det nordlige Irak, hvori der tilmed indgår brug af både kemiske våben og taktiske atomvåben. Og der kommer løbende meldinger om adskillige dødsfald blandt tyrkiske soldater, selvom disse meldinger kun sjældent omtales i vestlige medier. Mon ikke Tyrkiets konstante jagt på kurdere som de opfatter som generelt tilknyttet PKK og deres voldsomme sammenstød med PKK i disse områder kan tænkes at påvirke funktionaliteten af en storstilet transportkorridorgennem området?

Korridor-situationen i Kaukasus og betydningen af Kinas ”Road and Belt”-projekt

Tyrkiets voldsomme reaktion på IMEC-projektet kan ikke forstås uden at inddrage et længere historisk perspektiv. Sammenbruddet af det Ottomanske imperium op til 1. verdenskrig beskrives ofte som et resultat af landets strategiske samarbejde med taberne af 1. verdenskrig. Men i Tyrkiet ses det i lige så høj grad som et resultat af åbningen af Suez-kanalen, der svækkede betydningen af Silkevejen som strategisk handelsrute mellem Europa og Asien. Denne økonomiske vinkel på Tyrkiets handelsmæssige placering har fået fornyet betydning i dagens Tyrkiet, hvor ledende kredse indenfor organiseringen af transportsektoren har efterlyst en styrkelse af forbindelsen til det, der i Tyrkiet kaldes ’Midterkorridoren’ –en transportrute, der er forbundet med Kinas ”Road and Belt”-projekt, der strækker sig gennem en række stater med nær historisk forbindelse til Tyrkiet, der ligger mellem Kina i øst og Europa i vest. Det drejer sig om Kirgisistan, Uzbekistan, Turkmenistan og Aserbadjan.

Midterkorridoren er tegnet ind på kortet nedenfor, der er udarbejdet i 2022 af det tyske forskningsinstitut Stiftung Wissenschaft und Politik (SWP). Det viser rejsetiderne fra Kina til Europa. 

Kinas ”Road and Belt”-projekt omfatter i hovedtrækkene to korridorer, der skal forkorte transporten mellem Kina og Europa. Hvor den nuværende skibsrute gennem Suezkanalen tager 45-60 dage, kan det med den nordlige korridor gennem Rusland klares på 15-20 dage, mens benyttelsen af midterkorridoren kun vil tage 10-15 dage. Læg mærke til, at denne, der går gennem Kasakhstan, krydser det Kaspiske hav og fortsætter fra Baku i Aserbajdsjanvidere via Tbilisi i Georgien til Sortehavskysten

Kinas ”Road and Belt”-projektet omfatter i hovedtrækkene to korridorer, der skal forkorte transporten mellem Kina og Europa. Hvor den nuværende skibsrute gennem Suezkanalen tager 45-60 dage, kan det med den nordlige korridor gennem Rusland klares på 15-20 dage, mens benyttelsen af Midterkorridoren kun vil tage 10-15 dage. Denne går gennem Kasakhstan, krydser det Kaspiske hav og fortsætter fra Baku i Aserbajdsjan videre via Tbilisi i Georgien til Sortehavskysten. Derfra er angivet to alternative ruter, dels gennem Tyrkiet, dels med skib tilConstanta i Rumænien, hvorfra den spreder sig til Europa. Heller ikke denne rute går altså med sikkerhed gennem Tyrkiet, hvilket også har givet anledning til fremkomsten af markante initiativer fra Tyrkiets side.

Den letteste vej fra øst til vest gennem Kaukasus fra Baku til Sortehavskysten går direkte mod vest igennem Aserbajdsjans lavland mod Georgiens hovedstad Tbilisi og videre gennem Geogiens lavland til byen Poti ved kysten.Men Tyrkiet har udarbejdet er rute, der i stedet går mod sydvest fra Bakur og følger Aserbajdsjans grænse mod Iran, og derefter i den nordvestligste del af den Aserbajdsjanske enklave, Nakhitjevan, løber ind i Tyrkiet. Ruten er vist på  kortet ovenfor.

Det er af flere grunde en ganske konfliktfyldt linieføring: Der har længe været spændinger mellem Armenien og Aserbajdsjan, især som følge af den armenske enklave Nagorno-Karabakh, der har ligget helt omgivet af Aserbajdsjan. Gennem de sidste 30 år har konflikten under tre krige bølget frem og tilbage med store tabstal og grænseflytninger på begge sider. Navnlig under den 2. Nagorno-Karabakh-krig i 2022 gik Tyrkiet aktivt ind i den militære støtte til Aserbajdsjan. Sent i efteråret 2023 er det endt med, at Aserbajdsjan efter en total afspærring af harNagorno-Karabakh-omdået Artsakh gennemførte en offensiv, der er endt med, at over 100.000 armenere har måttet flygte gennem den såkaldte Lachin-korridor til Armenien og at hele området vil overgå til Azerbadjan pr. 1. januar 2024. 

Men faktisk har Aserbajdsjan en tilsvarende enklave i Armenien, Nakhitjevan, der mod syd grænser op mod Iran, men også ganske lidt mod Tyrkiet. En vejkorridor fra Baku mod sydvest langs grænsen til Iran helt til Tyrkiet er nødt til på et stykke at gå gennem Armenien, det, der på kortet over Tyrkiet-Aserbajdsjan-ruten ovenfor er kaldt Zangezur korridoren (ved Armeniens sydligste grænse), der samtidigt vil kunne sikre forbindelsen mellem enklaven Nakhitjevan og det øvrige Aserbajdsjan. En sådan korridor kan nemlig af flere grunde ikke ligge på den iranske side af grænsen: 

Den tætte forbindelse mellem Tyrkiet og Aserbajdsjan hænger sammen med det helt dominerende aserbajdsjanske sprog, Azari, der er ret tæt beslægtet med tyrkisk, og som tales af ca. 10 mill. aserbajdsjanere.Forbindelsen mellem Tyrkiet og Aserbajdsjan kaldes ofte ”En nation – to stater”, og er blevet understreget af, at Aserbajdsjan ophævede visum-tvangen for tyrkiske borgere i 2019. Men i den nordvestlige del af Iran er Azeri også det dominerende sprog og tales af ca. 20 mill. mennesker. Med de ustabile politiske forhold i Iran ønsker man dér ikke, at der rejses krav om autonomi fra denne minoritet, eller at denne får mulighed for at flytte til det relativt rige Aserbajdsjan, gennem en ophævelse af visum-tvang. Desuden ser man dannelsen af Zangezur korridoren som en klar forhindring for den frie transport mellem Iran og Armenien, som man generelt har et godt forhold til. Endelig har Iran sine egne planer for en nord-syd-gående korridor fra Golfen til Rusland, hvor ruten via Armeniens hovedstad Jerevan til Sortehavskysten og EU rummer gode økonomiske muligheder for Iran. 

Den tyrkiske korridor fra Baku langs den iranske grænse til Tyrkiet vil altså i princippet ikke blive til gavn for Armenien.Tværtimod opfattes det i høj grad som en yderligere optrapning af konflikten mellem Armenien og Aserbadjan efter indtagelsen og rømningen af Nagorne-Karabsh. Det viser sig ikke mindst i hårde ideologiske udmeldinger, hvor også Tyrkiet er indblandet. Under den seneste krig her i efteråret 2023 udsendte en gruppe af 123 tyrkiske akademikere en udtalelelse, hvor de advarede det internationale samfund mod Aserbadjans intentioner om at begå folkebord i Nagorne-Karabash. Som svar krævede føderationen for Eurasiske tyrkiske foreninger, at akademikerne blev frataget deres tyrkiske statsborgerskab og udvist til Armenien. Alvoren i den historiske konflikt blev understreget d. 3. oktober, da Aserbadjan officielt genudgav et kort fra 2021 over Nagorno-Karabsh’ hovedby Stepanakert, hvor man omdøbte navnet på en af byens gader efter Enver Pasha, der var en af hovedgerningsmændene under det armenske folkemord 1915-17.

Tyrkiets transport- og infrasstrukturminister Abdulkadir Uraloglu mener dog ikke, at projektet omkring Zangezur-korridoren bør være et problem for Armenien. Han siger i et interview d. 15. oktober: ”Vi vil have, at Armenien går med os, da vi vil knytte brede geografiske bånd…De bør lægge de politiske overvejelser til side, og tænke rationelt”! Man forstår Armeniens betænkeligheder, især på baggrund af Tyrkiets stadigt tættere forbindelse til Adserbadjan, og stadigt mere omfattende indblanding i udviklingen i Kaukasus. 

Afslutning: Den globale geopolitiske korridorkrig

Eksemplet fra Kaukasus viser, hvordan lokale konflikter, hvor magtpolitik søges gennemtvunget indenfor forskellige mere eller mindre stærke eller svage nationalstater for at tilfredsstille politiske interesser i et samspil med handelsmæssige og strategiske overvejelser på mange forskellige geografiske niveauer hurtigt kommer i spil på en meget kompliceret måde. 

I virkeligheden udspiller der sig en omfattende veritabel geopolitisk korridorkrig ikke bare i Mellemøsten, men i hele det område, der ligger mellem Europa og Asien. Det er afbilledet på ovenstående kort, der søger at sammenfatte hovedtrækkene i Kinas (med rødt) og Vestens (med blåt) forsøg på at positionere sig i forhold til de mulige ’øst-vest-korridorer’, mens landene i midten søger at sikre sig med positioner i forhold til mulige nord-syd-korridorer (med gult). Her er dog kun vist den østlige korridor gennem Iran og Rusland, ikke den vestlige gennem Irak og Tyrkiet.

Kilder: 

Anonymous, 2023: India-Middle East-Europe Economic Corridor. Wikipedia. 22.11.2023.

Droin, M., Dolbaia, T. and Edwards, A., 2023, A renewed Nagorno-Karabakh Conflict: Reading between the front lines. Critical Questions. Center for Strategic and International Studies. Washington. September 22, 2023

Inan, Feride and Yayloyan, Diana, Without year: New Economic corridors in the South Caucasus and the Chinese One Belt One Road. Report from The economic policy research foundation of Turkey (TEPAV). 2017?

Said, Karam 2023: Analysis: Trading Turkey. Ahram Online, 26. September 2023

Turğut, Cabir 2023: Güney Koridoru başlamadan bitti (Southern corridor ended before it started). Yeni Şafak, 15. October 2023

Yesilada, Atilla, 2023: Analysis: Corridor Wars: Turkey pushes two logistics corridors to replace IMEC. P.A.Turkey. 24. October, 2023.

Wikipedia, 2023: 2023 Azerbaijani offensive in Nagorno-Karabakh.https://en.wikipedia.org/wiki/2023_Azerbaijani_offensive_in_Nagorno-Karabakh

Wikipedia, 2023: Aserbajdsjansk_(sprog). https://da.wikipedia.org/wiki/Aserbajdsjansk_(sprog) 

Wikipedia, 2023: Azerbaijan-Turkey relations. https://en.wikipedia.org/wiki/Azerbaijan%E2%80%93Turkey_relations

Wikipedia, 2023: Second Nagorno-Karabakh War. https://en.wikipedia.org/wiki/Second_Nagorno-Karabakh_War

Wolf, Fabrice, 2023: Why is the 150% increase in Turkey’s defense budget so worrying? Meta-DEFENCE.Fr, 18. October 2023

NYHEDER Udland