Cinematekets Kurdiske Filmfestival 17.02 – 21.02 2016

I år indtager 5th Copenhagen Kurdish Film Festival (CKF) Cinemateket med en ny titel og et filmprogram, der er spækket med kunst- og spillefilm, dokumentarer, introduktioner og debatter. Kurdisk filmkultur er i spirende udvikling og derfor har festivalen fået produceret en særlig filmantologi, der viser epokegørende instruktører fra kurdisk filmhistorie i særlig visning.

Asta Bar i kælderetagen bliver omdannet til hyggelig lounge med kurdisk musik og tæpper, gratis te og kaffe inden hver visning. Indimellem vil der også blive budt på musikalsk underholdning og traditionelle kurdiske retter i snack-udgave. Kort sagt: Herlig stemning!

På scenen og i loungen kan du møde filmfestivalens frivillige og arrangører fra Forbundet for Kurdiske Studerende og Akademikere (FOKUS-A). Traditionen tro dedikeres filmfestivalen hvert år til en mærkesag, der binder filmkultur til den virkelighed, der lige nu udspiller sig i Kurdistans fire dele og i år bliver festivalen stemme for “Børn i konflikt zoner”.

Formålet med Copenhagen Kurdish Film Festival er at bringe den kurdiske filmkultur nærmere det danske samfund og bidrage til en større forståelse af nogle af regionens problematikker – kulturelle, sociale og politiske.