Danmark bør støtte kurderne

Af Nikolaj Villumsen

De højreekstreme islamister fra Islamisk Stat (IS) er ikke bare vanvittige mennesker. Det er fanatikere, der lige nu dræber uskyldige civile, begraver kvinder og børn levende og som etnisk udrenser yazidier, kurdere, kristne, shiaer og andre af Mellemøstens minoritetsgrupper.

De kurdiske militser kæmper lige nu en hård kamp imod højreekstremisterne. Både i de kurdiske områder i Syrien og Irak, hvor de står i forreste række i denne afgørende kamp. Der er ingen tvivl om, at de amerikanske bomber hjælper de kurdiske styrker, men det er bemærkelsesværdigt, at det er de kurdiske selvforsvarsgrupper, YPG, fra syrisk Kurdistan, Rojava, der har reddet titusinder af yazidier på Sinjar-bjergene. Det nævnes ikke i de danske medier.

I Enhedslisten har vi længe presset på, for at Danmark skulle hjælpe de kurdiske områder i Syrien og Irak. Derfor er vi glade for, at Helle Thorning nu er med på, at der skal hjælpes humanitært. Men jeg mener ærlig talt, at Danmark har svigtet kurderne. Danmark har svigtet kurderne alt for længe.

For få år siden blev yazidier udvist af Danmark, selvom de havde søgt tilflugt i Brorsons Kirke på Nørrebro. Det er pinligt, det er tragisk, at Danmark har afvist yazidier på flugt. Nu må de flygte igen. Nu risikerer de at miste livet.

Danmark og de andre NATO-lande har været ligeglade med, at Tyrkiet har ladet ekstremisterne fra IS vandre indover grænsen. Samtidig har Tyrkiet holdt grænserne til de kurdiske områder lukket – selv for mad og medicin. I de seneste tre år har jeg prøvet på at få regeringen til aktivt at presse Tyrkiet til at åbne grænserne ind til de kurdiske områder i Syrien. Det har regeringen ikke gjort.

I foråret mødte jeg i Folketinget lederen af de assyriske kristne i Syrien, Bassam Ishak. Han er en af repræsentanterne for de kurdiske områder i Syrien. Her bor tre millioner mennesker under et sekulært, mangfoldigt og demokratisk styre med kurdere, kristne, shiaer, alawitter og drusere.

Bassam fortalte, at den mangfoldighed er den største trussel imod diktatoren Assad. Hvis først de kristne, shiaerne, alawitterne og druserne stopper med at være bange for konsekvenserne af hans fald, så har han ikke længere nogen støtter. Så vil diktaturet styrte i grus.

PKK bør fjernes fra terrorlisten

Mens militser for den syriske gren af PKK befrier yazidier fra Sinjar-bjergene, har EU terrorstemplet PKK. Danmark har lukket den kurdiske tv-station ROJ-TV under anklager om relationer til PKK og danske kurdere sidder på anklagebænken for at have indsamlet penge til ROJ-TV.

Samtidig har Danmark og Vesten set igennem fingre med, at Saudi-Arabien, Golfstaterne og Tyrkiet har finansieret og understøttet fanatikerne i IS. Grundlæggende har Vesten ladet Tyrkiet og Saudi-Arabien diktere forholdet til kurderne alt for længe.

Det er på tide at gøre op med denne politik. Det er på tide, at Danmark hjælper kurderne. Det er på tide, at EU fjerner PKK fra terrorlisten. Det er på tide, at vi anerkender kurdernes ret til selvbestemmelse og ret til anerkendelse af sproglige og kulturelle rettigheder i Syrien, Irak, Tyrkiet og Iran.

Jeg mener, at PKK har begået fejl i fortiden, men lige nu er der fredsforhandlinger mellem PKK og Tyrkiet. Danmark og EU skal støtte disse forhandlinger. Man skal ikke terrorstemple én af parterne. Ikke se igennem fingre med Tyrkiets brutale behandling af kurderne. Fra 80’ernes og 90’ernes nedbrænding af landsbyer, bombardementet af uskyldige civile for tre år siden i Roboski, til nutidens fængsling af borgmestre, aktivister og journalister.

Danmark bør træde ud af Tyrkiets skygge og støtte kurderne i kampen mod islamisterne, i kampen imod undertrykkelsen og i kampen for retten til sit eget land.

* Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger, som ikke nødvendigvis repræsenterer redaktionens synspunkter.