Erdogan misbruger Paludans provokationer til at vinde hjemlig opbakning. Det er skidt nyt for europæisk sikkerhedspolitik.
I flere år har fantasten Rasmus Paludan turneret Danmark rundt med sit vanvittige show, hvor han brænder koraner af i indvandrertunge bydele.
Den seneste tid er cirkusarenaerne rykket til vores naboland Sverige. Men det er ikke Rasmus Paludans cirkus i sig selv, der bekymrer mig. Det gør derimod dets konsekvenser for Europas sikkerhed.
Paludans handlinger har nemlig fået Erdogan til at afvise at støtte et svensk Nato-medlemskab.
På den ene side svækker Erdogan med sin ageren NATO, og på den anden side sidder Putin og klapper i sine hænder over splittelsen.
I sidste ende er det skidt nyt for både et svensk ønske om NATO-medlemskab og europæisk sikkerhedspolitik i en alvorlig tid.
Erdogans agenda
Det er velkendt, at Rasmus Paludan er en primitiv, nederdrægtig, racistisk tosse og langt uden for pædagogiske rækkevidde. Han fortjener ikke al den opmærksomhed.
Men det, der bekymrer mig allermest, er Erdogans indenrigspolitiske agenda, hvor han misbruger situationen med Paludan for at vinde politisk kapital i en tid, hvor hans popularitet i Tyrkiet er dalende.
Paludan har brændt koraner af i flere år, uden at Erdogan på noget tidspunkt har løftet en eneste pegefinger.
Erdogan og hans ligesindede skal forstå, at det er et vilkår i et demokratisk samfund, at forsamlingsfrihed og ytringsfrihed også gælder tosser og primitive mennesker som Paludan.
Og jo, selvfølgelig skal vi tale Paludans racisme imod, hvor end den viser sit grimme ansigt.
Den del er opportunisten Erdogan ligeglad med. Det hele er spil for galleriet.
Hvor var han, da Paludans cirkus tidligere turnerede rundt med sit perfide show?
På vej til valg
Den seneste afbrænding kommer meget belejligt forud for det snarlige valg i Tyrkiet.
Erdogan forsøger på den ene side igen indenrigspolitisk med en udenrigspolitisk konflikt at genopbygge sit image som den store stærke verdensleder, der siger fra over for Vestens arrogance og manglende forståelse for tyrkiske ”røde linier”.
På den anden side bruger han Paludans cirkus til at appellere til de tusindvis af tyrkiske statsborgere, der kan stemme på ham ved valget i maj. Ved sidste valg fik Erdogan og hans parti over 50 procent af de afgivne stemmer fra herboende tyrkere. I sig selv tankevækkende.
Et Tyrkiet, der igen kigger mod Vesten
En anden alvorlig bekymring er, at vi i Erdogan i dag har en allieret, der intet forstår af de principper, som et frit og åbent demokrati hviler på.
Men dette er forventeligt og ikke overraskende. For det vil være naivt at forvente denne forståelse fra en regeringsleder, der har elimineret mange af sine politiske modstandere og den kritiske presse, der i dag alle befinder i fængsel, har flere retssager på nakken eller lever i eksil.
Derfor kan man håbe, at det forestående valg i Tyrkiet får sendt Erdogan på historiens mødding og bliver starten på et Tyrkiet, der igen kigger mod Vesten og får sat demokratiet på sporet.
Det vil være godt både for Tyrkiet og Europa.
Serdal Benli er viceborgmester i Gladsaxe, international talsperson i SF, folketingskandidat og statsrevisor
Forfatteren er selv ansvarlig for sine synspunkter.