Demonstration mod Tyrkiet lørdag den 19.12 kl. 13:00

Flere organisationer indkalder til demonstration foran den tyrkiske ambassade i København.

Organisationer, herunder FEY-KURD, PYD, PJAK, YNK, GORRAN, KOMALA, FOKUS-A, OPSAK indkalder til demonstration foran den tyrkiske ambassade i København. Demonstrationen starter lørdag den 19. december kl. 13:00 på Svanemøllen Station og optoget slutter foran den tyrkiske ambassade i København.

I disse dage er kampene mellem de tyrkiske specialstyrker og de kurdiske demonstranter intensiveret. Flere og flere civile og ubevæbnede bliver angrebet og skudt af de tyrkiske specialstyrker. Det har skabt en stigende frygt iblandt befolkningen i regionen. Allerede den 14. december blev eksempelvis to unge civile skudt på åben gade af specialstyrkerne.

Familier flygter fra urolighederne samtidig med, at offentlige ansatte i visse bydele er blevet bedt om at forlade byerne og det frygtes, at angrebene derfor bliver endnu mere intensiveret. Visse skoler og offentlige institutioner er lukkede på ubestemt tid og militæret har overtaget nogle af de offentlige bygninger, som pt. bliver brugt som våbenlager.

FEY-KURD er bekymret for, at det ender i endnu en massakre mod det kurdiske folk. “Vi opfordrer verdenssamfundet til at være mere lydhøre og tage afstand fra den tyrkiske terror, samt at man lægger et større politisk pres på Tyrkiet. Det er nu vi skal bakke op om vores folks demokrati og frihedskamp mod de totalitære kræfters undertrykkelse,” udtaler FEY-KURD til Nûdem.