Dengbêj – en vigtig kulturarv

Af Esmer Mamedî 

Dengbêj er en særlig kurdisk sangmåde, som kan sammenlignes lidt med de danske folkeviser. At synge dengbêj er at fortælle historier og folkefortællinger på en poetisk måde.

Da jeg var lille syntes jeg, at det var lidt pinligt, at min far lyttede til dengbêj, når jeg havde en veninde på besøg. Jeg tænkte, at det måtte lyde underligt for veninden, fordi det er en speciel måde at synge på. Men jo ældre jeg blev jo mere elskede jeg at lytte til dengbêj, og jeg lærte at elske det fra min far, fordi han ofte lyttede til dengbêj, især af den meget kendte Sakiro.

Jeg faldt over et interview med frihedskæmperen Demhat Nêrgîz fra forsvarsenheden YPG i Vestkurdistan i det nordlige Syrien. Der er mange videoer med Sehîd Demhat Nêrgîz, hvor han synger. Der er bl.a. også en video, som er optaget to timer, før han bliver dræbt i kamp og det er derfor, at jeg skriver Sehîd foran hans navn, fordi det betyder martyr og er et udtryk for min respekt for at han har viet sit liv til det kurdiske folk og for vores frihed.

I interviewet med Sehîd Demhat taler han om, hvad den kurdiske sangmåde dengbêj betyder for ham, og hvordan han har lært at synge det fra sin mor. Og at hans mor lærte det af sin mor og at det muligvis er gået videre fra generation til generation på denne måde. Flere historiske begivenheder og fortællinger er ikke blevet bevaret ved skriftligt at nedfælde dem, men ved at videreformidle dem gennem dengbêj.

Oprindeligt er det kurdiske kvinder, som startede og bevarede fortællinger om kærlighed og hændelser i familien. Det var især når et familiemedlem blev syg eller blev dræbt og deres smerte var for meget at bære, at de begyndte at synge. Det var bl.a. under begravelser, og når kvinderne gik de lange veje for at hente vand i de bjergrige områder, at disse dengbêj sange blev sunget.

Senere har det udviklet sig til, at mænd også synger dengbêj og sangene handler den dag i dag stadig om kærlighed, undertrykkelse, store personligheder og kampen for frigørelse. Dengbêj sange bliver aldrig skrevet ned, men bevares udelukkende ved videregivelse fra mund til mund. Det er hele historier, som bliver sunget og kan nogle gange vare op til flere timer.

Jeg var i Amed (Diyarbakir) i oktober og kom for første gang forbi ’Mala Dengbêjan’ (Dengbêj-huset), som blev åbnet af kommunen i Amed i 2007. Det er et sted, hvor der bliver sunget dengbêj af de dengbêj-lærde efter hinanden i flere timer. Man kan komme og sætte sig og lytte til et par dengbêj sange, mens man får serveret noget te. Det er noget, jeg varmt kan anbefale – hvad enten man kan lide dengbêj eller ej, fordi det er et unikt sted, som videregiver en vigtig kulturarv, som kvinder har skabt.

Det er en kunst at synge dengbêj, og det er ikke mange, som kan synge det. Det har desværre ikke været en sangmåde, som har vækket den kurdiske ungdoms største interesse. Det kan være fordi, at det er svært at forstå, da det kræver et stort kurdisk ordforråd. Ofte har jeg også meget svært ved at fange alt, hvad der bliver sunget, men jeg kan mærke den fordybelse det kræver, og det rører mig dybt. Det er som om, at måden hvorpå der synges dengbêj, formår at bringe følelserne op til overfladen.

Heldigvis har nogle unge kurdiske sangere som bl.a. Aynur Dogan, Rojda og Chopî bevaret dengbêj og moderniseret det på deres egen måde uden at pille ved essensen.

Dengbêj er en sangmåde, som er fyldt med nærvær og forståelse for disse viderefortalte historier, som kan være meget filosofiske og kræver fordybelse for at kunne forstå og synge dem, som Sehîd Demhat også forklarer i interviewet.

*Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger, som ikke nødvendigvis repræsenterer redaktionens synspunkter

0 Replies to “Dengbêj – en vigtig kulturarv”