Ferhat Tunc: “Kunst er det bedste våben og forsvar”

Ferhat Tunc er en musiker med kurdiske rødder, som i de sidste 30 år har oplevet det tyrkiske stats pres og forfølgelse tæt på kroppen på grund af hans kritiske stillingtagen til statens politik mod landets minoriteter, heriblandt kurdere og alawitter. På trods af al den pres har Ferhat Tunc ikke givet afkald på sine principper og har stået fast ved sine politiske holdninger i hele sin 30 års musikkarriere. I anledning af sin 30 års musikalske liv kommer Ferhat Tunc forbi Danmark den 08-02-2014 og byder på sin musik, som kaldes efter kategorien protestmusik. I den forbindelse har Ibrahim Benli fra Nûdem fået foretaget et interview med Ferhat Tunc.

Nûdem: I år fejrer de deres 3o års musikkarriere. Hvad har de opnået på de 30 år og hvad har de til mål i fremtiden?

Ferhat Tunc: Jeg vil gerne starte med at takke alle mine fans. Der er uden tvivl rigtig mange ting, jeg kan fortælle omkring mine 30 år i musikbranchen, som absolut også har været en hård kamp for livet. At kunne eksistere i et undertrykt samfund og producere på samme tid har givet en revolutionær og folkelig anerkendelse. Kunst er det bedste våben og forsvar, når det handler om ondskab, undertrykkelse og vold. Det er netop derfor, at man fra regeringers sider har været ekstra stride mod kunsten.

Det er al ære værd at kunne være en del af denne episke historie med min kunst i nu 30 år. Jeg har prøvet i alle de 30 år at være stemme for lighed og frihed. Hvis man skal efterlade noget til sit folk, så er det at være det undertrykte folks stemme og åndedræt, derfor vil jeg fortsætte med at synge indtil mit sidste åndedræt og energi bliver opbrugt – uanset hvilke konsekvenser det skulle have.

Nûdem: Hvad vil du gerne sige om din 30 års musikkarriere fra det sted, du begyndte?

Ferhat Tunc: Dersim vil jeg sige, er mit startsted, da jeg er opvokset i Dersim. Jeg begyndte at synge ved at gøre oprør og råbe. At råbe var en slags tilbedelse for mig. Jeg gjorde oprør mod smerten og opdagede først senere, at dette var faktisk en form for kunst. Jeg begyndte min karriere ved at lytte til de voksnes ”Ağit” (red. Ağit er en form for klagesange). Jeg begyndte allerede som 7-årig at synge min bedstefars klagesange. Jeg mindes og husker min bedstefars tårer, når jeg sang, men lærte først senere grunden til disse tårer. Det var også denne periode, som jeg husker, da jeg gik fra at synge på mit modersmål kurdisk og var begyndt at synge på tyrkisk. Jeg begyndte at synge de revolutionerende kunstners klagesange om de revolutionære, som var blevet dræbt i kampe.

Nûdem: Hvordan vurderer du protestmusikkens situation i Tyrkiet i dag i forhold til dengang?

Ferhat Tunc: Det burde være anderledes, men jeg mener faktisk, at protestmusikken er gået længere tilbage i forhold til dengang. Teknologiens udvikling eller de ukontrollerede teknologisk fremskidt har gjort, at musikken glider længere og længere væk fra at være en samfundsværdi, hvor især protestmusikken har haft det rigtig svært.

Men dette er ikke ensbetydende med, at der ikke har været store kunstner, men mange af disse kunstner og værker har haft det rigtig svært ved at komme frem i medierne og den udviklende digitale verden. Der er desværre rigtig mange, der derfor vælger at blive en del af popkulturen. Disse personer bevæger sig længere væk fra deres kultur og værdier.

Kurderne har på det sidste produceret en masse fremragende og betydelig musik inden for etnisk musik. Især inden for zazaki-dialekten har der været et kæmpe fremskridt. Jeg håber, at disse kunstnere ikke taber til populærkulturen og beholder deres værdier og deres folks værdier i deres kunst.

Nûdem: I hele jeres karrierer har de stået sammen med folket og de undertrykte. Hvordan ser du på balancen og forbindelsen mellem kunst og politik?

Ferhat Tunc: Jeg mener ikke, at kunst kan være kunst, hvis det er uafhængigt fra politik. Politik er samtidig kunstens sprog. En kunstner kan ikke have en politisk holdning og især i lande, der minder om Tyrkiet, er dette blevet en kliche. En kliche som de magthavende og herskende har bildt folket ind. Ligesom en chef kan være nervøs og bange for sin medarbejders utilfredshed og vrede er det desværre blevet lige så naturlig, at de regerende magter er bange for kunstens sprog.

Nûdem: De har selv været udsat for trusler og anholdelser gennem hele deres 30 års musikkarriere. Hvordan og hvilken indflydelse har dette haft på din musik?

Ferhat Tunc: Ærligt talt så har det haft en positiv virkning. Alt det jeg har været igennem og været udsat for har lært mig en masse, og jeg har udtrykt dem i mine sange. For hver gang der kom en trussel, anholdelse og snesevis af retssager mod mig, blev det besvaret med nye sange fra min side. Disse hændelser gør en kunstner stærkere og de kunstnere, der ikke en gang vil anerkende deres etnicitet kan i mine øjne ikke kalde sig for kunstnere, og de vil ikke få den samme respekt og anerkendelse af folket.

Nûdem: AKP-regeringen har siddet ved magten i cirka 12 år nu. Hvordan synes du, at AKP har håndteret kunst i forhold til de forhenværende regeringer.

Ferhat Tunc: Det er svært at finde forskel på de forrige og den nuværende regerings handlinger. Dem, der ønsker lighed og frihed er også dem der systematisk og bevidst undertrykker kurderne politisk og alle disse faktorer er dermed også et angreb på kunstens moder karakter. For vores kunst ser og anerkender disse samfunds sandheder. Den nuværende regering har lovet, at de vil stille de forrige regeringers handlinger til regnskab, men begår desværre selv de samme grusomheder. Den nuværende regering har flere gange sagt, at de vil anerkende de minoriteter, der har været og stadig bliver undertrykt, men dette er tydeligt ikke deres mål, for det hele har været er et spil, hvor de har haft til mål at få skabt deres ”egne kurdere”. Denne opgave har regeringen været rigtig god til, da de således har nægtet kurderne deres egne værdier på en snu måde. De har spærret for skabelsen af et organiseret samfund og har samtidig sat en del forhindringer for, at kurderne ikke skal kunne handle kollektivt for deres rettigheder. Derfor har på det seneste også anset kunsten som sin fjende og udviklingen af kunsten skal dermed forhindres med alle midler. Eksempelvis fik jeg to års fængsel for en tale, som jeg holdte ved en koncert, og fornyeligt kører der en ny anklage mod mig, hvor anklageren ønsker tre års fængsel.

Nûdem: Den tyrkiske regering og PKK indgik en fredsaftale, som startede med store håb, men som desværre er gået helt i stå. Hvordan ser de fredsprocessen og har de stadig håb for en fredelig løsning?

Ferhat Tunc: Selv i de mørkeste og konfliktfulde perioder har jeg altid bibeholdt håbet om at en fredelig løsning ville finde sted. Det er med de følelser, jeg har sunget om og skrevet en masse sange om fred og broderskab. “Nej til krig”, “Stop blodsudgydelse”, “Hvor er du broderskab” jeg kan nævne mange flere lignende sange, som jeg har skrevet og sunget. Det var ret tydeligt, at fredsprocessen vil gå i stå, da den tyrkiske regering ikke havde reelle hensigter med en permanent fred. Der er næsten gået et år siden Newroz 2013, hvor den kurdiske leder, Abdullah Öcalan, startede fredsprocessen med erklæringen om en permanent våbenhvile. Større dele af guerillastyrkerne flyttede sig fra grænsen, mens AKP-regeringen som aftalt skulle lempe Tyrkiets såkaldte antiterrorlov, frigive af store dele af de op mod 10.000 politiske fanger, som sidder i de tyrkiske fængsler, Roboski massakren hvor 34 civile blev bombet ihjel med tyrkiske militærfly skulle anerkendes og de ansvarlige for retten, mordet på de tre kurdiske aktivister som blev likvideret i Paris skulle frem i lyset. Det er uden tvivl disse manglende handlinger fra regerings side, der stoppede fredsprocessen. Men jeg tror stadig på, at det kurdiske problem vil blive løst på en demokratisk måde. Men det kræver dog en udbredelse af den demokratiske tankegang, blandt alle folkeslag og trosretninger i samfundet.

Nûdem: De stillede op til det sidste parlamentsvalg for Fred og Demokrati Partiet (BDP) – Vil de stille op igen til det næste parlamentsvalg?

Ferhat Tunc: Min kunstneriske identitet skal ikke være en hindring for, at jeg deltager i politik. Jeg mener endda, at det er en fordel at have en kunstnerisk baggrund, og at dette kan give et effektiv resultat. Jeg opnåede desværre ikke vores forventninger som kandidat i Dersim. Men dette har ikke resulterede i en tilbagetrækning politisk, men tværtimod har det resulterede i, at jeg kæmper endnu mere nu. Jeg forsætter min kamp ved at være medlem af Folkets Demokratiske Kongres (HDK), og derefter har jeg været med til at stifte HDP, som jeg nu er medlem af. Jeg ved ikke, hvad der vil ske i fremtiden, men en ting er sikkert og det er, at jeg ikke vil være mindre aktiv i politik. Hvis partiet accepterer og mener, at det er det rigtige, vil jeg være mere fremtræden i fremtiden. Jeg mener selv, at folket i Dersim ikke var tilfreds med valg resultaterne den 12. juni 2011. Jeg håber og vil arbejde på, at folket i Dersim vil stemme for et bedre valg, der passer bedre til deres historiske værdier og det vil forhåbentlig også gælde for de kommende lokalvalg i Dersim”.

Nûdem: Dit sidste musik album hedder ”Dersim”. Dersim er dit opvækststed, derfor vil jeg gerne spørge dig om hvad Dersim betyder for dig?

Ferhat Tunc: ”Dersim” – Şuware Kirmanciye”, Kirmancki (zazaki) er et album, som protesterer imod at dette sprog er i fare for at blive udryddet. Vores modersmål er i fare for at blive udryddet, og dette album skal fortælle, at vores modersmål er anderledes, og at vi ikke må glemme det.

Ifølge UNESCO er zazaki et af de sprog som er i fare for at blive udryddet. Da dette sprog er mit modersmål og bliver jeg nødt til at tage ansvar og gøre min del for, at zazaki ikke udryddes.

Dersim er helt et særligt sted for mig, Dersim er som en uopnåelig kærlighed for mig. Hvis jeg bruger alle ord i et sprog, kan jeg stadig ikke beskrive Dersim. Dersim har dannet min kunst og kunstneriske identitet. Som jeg sagde i starten af interviewet, har min eneste mangel været, når det handler om zazaki, som er mit modersmål. Jeg har forsøgt længe at lære og tale sproget zazaki. Jeg har i hele min musikkarriere sunget på tyrkisk, og at jeg i 2012 har lavet ”Dersim” albummet, som består af klagesange på zazaki, og er jeg rigtig tilfreds og føler samtidig, at jeg har indhentet det forsømte, når det handler om mit modersmål”.

Nûdem: Du har pga. dine retssager med det de tyrkiske myndigheder haft en del støtte fra udenlandske organisationer, deriblandt Freemuse. Hvordan fik du kontakt med disse organisationer?

Ferhat Tunc: Min kontakt til Freemuse startede tilbage i 2003 efter, at jeg ved Dogubayazit Festivalen holdte en tale og dagen efter blev anholdt for min tale. Jeg røg ind i Mugla-fængslet. Denne episode førte til, at mine advokater i Tyrkiet og menneskerettighedsorganisationer startede en kamp for min frigivelse. En anden part i denne kamp var medierne i Europa og befolkningen, som også viste sin sympati. Det at min sag kom i nogle af de europæiske medier gjorde, at Freemuse fik øje på min sag og derigennem fik kontaktet mig efter min løsladelse. Jeg informerede løbende Freemuse om min egen situation og hvad der ellers skete i landet. På dette plan havde min kære ven Şanar Yurdatapan også en stor hånd med, da vi på et tidspunkt i fællesskab informerede Freedmuse om udviklingen i Tyrkiet. Senere kom Freemuse’s formand Ole Raitov sammen med en delegation til Tyrkiet, og jeg blev efterfølgende inviteret til Danmark i en uge, hvor jeg fik kontakt med organisationer, som kunne tale min sag. Et år efter blev jeg inviteret til en konference i det danske Folketing, hvor jeg fik en meget positiv oplevelse og fik samtidig lov til at synge to sange, hvoraf den ene var på kurdisk.

Mit samarbejde med Freemuse fortsatte i 2008 og 2009, hvor jeg først blev inviteret til arrangementet “Verdens Friheds Musik Dage” i Norge og bagefter til Sverige, hvor jeg fik holdt koncerter og disse begivenheder havde en stor mediebevågenhed hos de europæiske medier, som selvfølgelig kun er positivt. Siden 2008 har jeg været Freemuses ambassadør i Tyrkiet og denne ærefulde opgave og det ansvar der medfølger, udfører jeg med glæde. Endvidere fik jeg og den iranske kunster Mahza Vahdat Freemuse den årlige pris i 2009.

Freemuse fortsætter stadig sin støtte til kunstnere over hele verden, som enten bliver censureret eller undertrykt i de lande, de befinder sig i. Freemuses ihærdige kamp har gjort, at jeg aldrig føler mig alene i de projekter, jeg udfører, da jeg altid ved, at de står til rådighed, når jeg har brug for dem. Mit samarbejde med Freemuse har bl.a. ført til, at jeg har fået mulighederne for at deltage i internationale festivaler og derigennem fortalt om mine budskaber. Samtidig har jeg gennem årene fået skabt et venskabeligt samarbejde med Freemuse formanden Ole Raitov, som i sidste ende vil gavne vores fremtidige projekter.

Læs mere om Freemuses appel til tyrkisk udenrigsminister her 

Nûdem: Hvordan oplever du din fanskare i Europa? Hvad er forskellen på dem og din fanskare i Tyrkiet?

Ferhat Tunc: Jeg har efterhånden i de senere år givet masser af koncerter i Europa og sammenlignet med mine fans i Tyrkiet, kan jeg ikke se de store forskelle. Folk i Europa er generelt opmærksomme på udviklingen i Tyrkiet og den forskelsbehandling, der finder sted mod minoriteter. Da jeg til dagligt befinder mig i Tyrkiet, har jeg de senere år savnet at kunne optræde foran mit europæiske publikum. Derfor har jeg pga. mit 30. år som kunster valgt, at udfører koncerter rundt omkring i Europa for også at vise dem min taknemmelighed for deres mangeårige støtte. Jeg optræder først i København den 8. februar og efterfølgende skal jeg den 12. februar optræde i den svenske by, Uppsala. Koncerterne er blevet organiseret af Koncert & Kongres organisationen. Endvidere vil koncerterne indeholde dokumentaren “Historien har ikke behandlet os godt”, som er tilrettelagt af Can Dündar, og er en dokumentar, som gennem et kunstnerperspektiv fortæller om de seneste 30 års udvikling i Tyrkiet.

Nûdem: Hvad vil du afsluttende sige til de publikum, som vil komme til din koncert den 8. februar i København?

Ferhat Tunc: Efter lang tid vender jeg endelig tilbage til København, og det værdsætter jeg rigtig meget. Det vil være et tilbageblik på mit 30 årige kunstnerliv, og det glæder jeg mig til at dele med mit publikum. Endvidere har kontakten og dialogen med mit folk og publikum i de sidste 30 år været en af hjørnestene i mit kunstnerliv. Derfor inviterer jeg alle til at deltage i koncerten den 8. februar, så vi i fællesskab kan mindes vores fælles tid og synge sange med den samme energi, som vi altid har gjort. Dokumentaren “Historien har ikke behandlet os godt” bliver første gang fremvist uden for Tyrkiet, og denne ære vil jeg også dele med jer. Efter fremvisningen af dokumentaren vil jeg spille sange fra mine 22 musikalbum, så jeg glæder mig endnu en gang til at se jer alle sammen den 8. februar kl. 18.00.

koncert

0 Replies to “Ferhat Tunc: “Kunst er det bedste våben og forsvar””