Flugt fra landsbyerne

De seneste dages angreb mod kurdiske områder i Østtyrkiet/Nordkurdistan har medført, at folket flygter fra landsbyerne af frygt for at blive ramt af de tyrkiske militærflys angreb.

Eksempelvis er folk fra landsbyer omkring byerne Hakkari, Şirnak, Dersim, Ağrı, Siirt, Kars og Ağrı flygtet fra angrebene. De seneste angreb, som havde til hensigt at ramme ISIS, er tværtimod blevet rettet mod PKK-lejre. PKK har i over 2,5 år erklæret våbenhvile og opfordret til, at man igangsatte en fredsproces for løsningen af den mangeårige konflikt.

PKK-styrker har været aktive i angrebene mod ISIS i både Nordirak/Sydkurdistan og i Syrien. I Shingal var det PKK-guerillaer, som hjalp og beskyttede det ezidiske folk mod ISIS og sørgede for, at undgå endnu en massakre mod eziderne. De kurdiske guerilla-styrker er den største trussel mod ISIS’ fremdrift i området og det har sejrene i Kobanê og Gri Spi vist, så angrebene mod dem virker meget meningsløst for kurderne er vores allierede.

Tilbage til 1990’erne

I nogle af de kurdiske byer er der også erklæret udgangstilladelse og militæret har bedt folket om at forlade området, da angrebene skal intensiveres. Eksempelvis har visse landsbybeboere i byen Ağrı fået at vide, at de skal forlade deres landsbyer i 15 dage af hensyn til deres egen sikkerhed.

Sådan en beslutning fører tilbage til 1990’erne, hvor folket flygtede fra området og bygninger blev brændt ned, og volden mod civilbefolkningen steg markant.

Men kurderne vil ikke tilbage til 1990’ernes tilstande, siger Sebile Zengel til avisen Yeniozgurpolitika: “Tidligere brændte man vores landbyer ned, skabte splid blandt os som folk og sørgede for, at vi flygtede fra vores landsbyer, men vi nægter at forlade vores område. For 20 år siden brændte man vores landsbyer ned, men det får de ikke lov til nu. For livet i landsbyerne er vores eneste levebrød og overlevelse. Militæret har bedt os om at forlade området og hvis ikke, så må vi tage konsekvenserne af vores handlinger, men vi bliver og vil kæmpe for, at våbnene tier stille, og at vi i fællesskab kan leve side om side.”