mandag , 11 december 2017

Integration af etniske minoriteter

Af Ahmet Demir.

Hvordan kan etniske minoriteter integreres i samfundet? Det vil jeg forsøge at give mit bud på.

På det sidste har integrationsdebatten igen været aktuel blandt politiske partier og meningsdannere. Jeg har respekt for forskellige meninger, synspunkter og holdninger til integration og vil her give mit bud på integration med henblik på mere handlingsorienteret kontakt.

Integration er stadig aktuelt, selv om vi har haft etniske minoriteter i mange år, og jeg afviser ikke, at nogle grupper har svært ved at blive integreret i samfundet.

Jeg møder forskellige etniske grupper i forbindelse med mit familiearbejde og undervisning af fagfolk, der arbejder med børn, unge og voksne. Mit bud på integration bygger på min erfaring og er virkelighedsorienteret.

Vil etniske minoriteter integreres?

De mennesker, jeg har mødt i årenes løb, har stort set alle sagt, at de ville integreres. Et af forældrenes råd er efter min mening sigende: ”… jeg flygtede fra vores land på grund af krig… kom til Danmark, som jeg er meget glad for … landet åbnede sin dør for os… hjalp os med arbejde… uddannelse… jeg er meget glad for det… jeg vil have, at I (til sine børn) skal lære dansk, få en uddannelse og have danske venner… jeg vil ikke kunne give jer de muligheder i vores hjemland.”

Ja, etniske minoriteter vil integreres og de, der viser interesse for integration, kan kendetegnes ved, at fx forældrene har arbejde, og at deres møde med danske arbejdsgivere og kolleger har gjort stort indtryk, fordi de har hjulpet med arbejdet og sat pris på dem som arbejdskraft og kolleger. I forbindelse med deres børn har disse forældre mødt forskellige myndigheder, der har været imødekommende, så forældrene oplever danskere som hjælpsomme og gode mennesker.

Dvs. at forældrenes møde med danskere via arbejde, myndigheder og naboer spiller en rolle for deres integration. Disse etniske grupper har i mødet med danskerne ikke oplevet, at danskerne ser ned på dem som mennesker og nedvurderet dem og deres kultur. Tværtimod har danskerne vist interesse og været nysgerrige.

Ud over de personlige oplevelser i nogle af de grupper jeg har mødt i årenes løb, kan interessen for integration skyldes, at de sammenligner det politiske styre her i landet med hjemlandets. De mener, at politikerne i hjemlandet er korrupte og kun tænker på sig selv, men her i Danmark er det modsat. Politikerne tænker på befolkningen, og det er godt.

Af disse grunde ser gruppen en fremtid for sig selv og sine børn her i landet, og de vil være en del af samfundet. Forældrenes positive møde med danskerne smitter positivt af på deres børn, og institutionernes initiativer er også med til, at børn og unge fra disse familier viser vilje til integration.

Der findes etniske grupper, som ikke gør en indsats for at blive integreret

Jeg møder også etniske grupper, som ikke er integreret og ikke gør en indsats for at blive det. Denne gruppe er bekymrende. Gruppen lever isoleret, har et negativt syn på samfundet og giver samfundet skylden for alle familiens og deres personlige problemer. De har et billede af, at deres hjemland er bedre end det danske samfund.

Gruppens udvikling handler om, at negativ social arv videregives fra generation til generation. Jeg mener, det kræver forebyggelse, så den kommende generation kan bryde den negative sociale arv og undgå at leve isoleret fra det øvrige samfund.

Jeg har ingen forventninger om, at alle i denne gruppe kan integreres, og jeg vil ikke udelukke, at gruppen rummer radikaliserede grupper, der er imod det danske samfund.

Mit bud på integration

De forskellige myndigheder, fx Jobcenter, småbørnsinstitutioner, ungdomsuddannelser og andre, skal i dialog med gruppen:

  • Myndighederne vurderer hver enkelt person og henviser til, hvordan de kan opfylde myndighedernes krav. Det skal være tydeligt, hvad konsekvensen er, hvis den enkelte/gruppen ikke indfrir kravene.
  • Myndighederne afdækker gruppens udfordringer i forhold til integration og skaber udviklingsmuligheder.
  • Hvis forældrene lever i parallelsamfund isoleret fra det øvrige samfund, skal de kontaktes af myndighederne, så isolationen brydes.
  • Forældrene skal tage ansvar for egen og børnenes integration. Institutioner og skoler spiller en væsentlig rolle for at få forældrene til tage ansvaret på sig.
  • Forskellige initiativer skal støtte unge, der har svært ved at komme i gang med eller fastholde sig i en uddannelse. De unge skal støttes og følges tæt.
  • Forældre og unge, der har svært ved at finde deres ståsted, skal hjælpes ind på arbejdsmarkedet, så de får en følelse af at kunne noget og af at være produktive til gavn for samfundet.
  • Når myndigheder og fagfolk oplever et negativt eller fjendtligt syn på samfundet, kræves hurtig reaktion og bearbejdning af den fjendtlige holdning. Konsekvenserne af en negativ eller fjendtlig holdning skal gøres tydelige.
  • Forældre og unge skal gøres ansvarlige for deres egen integration for at være forbilleder for deres nuværende og kommende børn.
  • Både etniske grupper og politikere skal i den offentlige debat tænke over deres retorik. Grovheder og diskrimination er benzin på bålet for dem, der lever isoleret.

Jeg mener, at gruppen, der er svær at integrere, selv er ansvarlig for deres integration, men når det er sagt, må alle os, der har kontakt til etniske grupper, sørge for, at der er udviklingsmuligheder, så de kan tilegne sig de nødvendige forudsætninger for integration, nemlig sprog, uddannelse og arbejde samt kulturelle og samfundsmæssige kompetencer.

*Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger, som ikke nødvendigvis repræsenterer redaktionens synspunkter.

INFO: Ahmet Demir er socialkonsulent og arbejder med børne-, unge- og familiesager i form af bl.a. familierådgivning og konfliktmægling.