Interview med musikeren Berivan Altanay

Nûdem har interviewet musikeren Berivan Altanay. Vi har blandt andet spurgt ind til hendes musik, og hvorfor hun interesser sig for musik.

Nûdem: Kan du kort præsentere dig selv?

Berivan Altanay: Jeg er 24 år gammel, jeg har kurdiske rødder fra Konya. Jeg er født og opvokset i Danmark. Jeg er uddannet salgsassistent med speciale i læder og har arbejdet i en skobutik i de sidste 4 år. Jeg bruger en del af min fritid på musik, familie og venner.

Nûdem: Du fortæller os, at du spiller musik. Hvad skyldes din interesse for musik?

Berivan Altanay: I min opvækst har musik været en del af min dagligdag, hvilket har betydet, at min interesse og passion til musik er naturlig og betydningsfuld. Musikken giver mig en indre ro, som får mig til at hvile i mig selv.

Nûdem: Hvilken musikgenre spiller du?

Berivan Altanay: Fortrinsvis holder jeg mig til det kurdiske og engelske. Genren i det kurdiske er ret bredt, da det går fra sørgeligt til glædeligt musik og med forskellige genre imellem. Til den engelske genre forholder jeg mig til pop og blues.

Nûdem: Skriver du dine egne sange?

Berivan Altanay: Ja, det gør jeg. Mine sange bliver inspireret af øjeblikke i livet, som kan have en betydning i mit liv. Det kan eksempelvis være i toget på vej til arbejde, hvor jeg ser kærlighed mellem to mennesker eller sørgelige nyheder fra Kurdistan, som kan påvirke mig. Igennem forskellige påvirkninger sker der forskellige følelsesmæssige bølger, som kommer til udtryk gennem min musik.

Nûdem: Er der en single eller et album på vej?

Berivan Altanay: Der er en single på vej. Jeg har i samarbejde med sangskriveren Nedim Dag fået produceret en lækker single, som jeg kan dele med jer inden Newroz.

Nûdem: Der er stadig nogle mennesker, der tænker gammeldags, idet de ikke vil have kvinder skal synge. Hvad siger du til det?

Berivan Altanay: Jeg tænker, at vi er i gang med en revolution. Med tiden vil den gammeldags tankegang ændre sig. Se vores kvindelige guerillaer, der bliver flere og flere af dem. Vi tager uddannelser og får jobs. Vi er i gang med en proces. Det tager tid.

Nûdem: Oplever du, at der er nogle kvinder, der ikke må synge?

Berivan Altanay: Der er nogle kvinder, der ikke må eller kan udfolde sig musikalsk. Det kan blandt andet skyldes, at der i vores kultur er bygget en negativ mur omkring musik.

Nûdem: Hvordan kan man nå ud til de kvinder, der gerne vil synge?

Berivan Altanay: Jeg tror på, at igennem koncerter, fester, bryllupper eller andre arrangementer vil man kunne nå ud til de kvinder, der gerne vil synge.

PORTRÆT