Interview med psykolog om krigstrauma hos kurdiske unge – Del I

 

Necati X. Kaya, PhD

I Danmark udgør kurderne en af de største minoritetsgrupper udvandret fra et område, der spreder sig fra det midtanatolske Tyrkiet til det nordlige Irak. Indvandringen har udviklet sig i bølger, som meget forventeligt har afspejlet den politiske udvikling og ikke mindst krig i Kurdistan. Børn og unge efterkommere har enten været meget små under den traumatiserende flugt med eller uden forældre, eller også har de klare minder fra krigstiden forud for det trygge liv i Danmark. Med interesse for hvordan en traumatiserende barndom påvirker voksenlivet for de tusinder af herboende kurdiske unge, har vi drøftet emnet med klinisk psykolog, Zelal Önder, som driver egen praksis på Frederiksberg.

I en review-artikel fra 2010 gør eksperter fra University of California i San Francisco op med spørgsmålet om effekten af trauma mellem fødsel og det femte leveår på biologisk, emotionel, social og kognitiv udvikling hos det traumatiserede barn [1]. Önder har erfaring og interesse for børnepsykologiske undersøgelser og er ikke fremmed over for dette spørgsmål:

”Det er ikke nogen hemmelighed at traumatiserende oplevelser, især under barndommen, kan have alvorlige indvirkninger på barnets psykologiske udvikling. Et menneske, der har oplevet voldsomme traumer som barn, kan udvikle forskellige psykologiske og psykiatriske lidelser, som angst, depression, tilknytningsforstyrrelse, PTSD (red. Post Traumatisk Stress Syndrom) mm. Der kan her være en klar sammenhæng mellem det, som man har oplevet af traume og den lidelse, som man kan udvikle (men ikke nødvendigvis gør). Eksempelvis kan omsorgssvigt ofte knyttes til tilknytningsforstyrrelse, mens krigstraume ofte knyttes til PTSD. Men der kan også være kombinationer og overlap mellem traumer og lidelserne.”

Hvorledes dette påvirker individets kognitiv udvikling, mener hun, at der her er tale om forstyrrelser, som er centreret omkring problemer med opmærksomhed og koncentration, med tankemylder og evne til planlægning – oplevelser med søvnløshed, angstanfald mm., og som ofte ses i forbindelse med f.eks. PTSD.

En stor andel af kurdiske unge herhjemme har emigreret fra krigsramte områder.  Nogle var helt små mens andre har tydelige erindringer fra krigen. Til spørgsmålet om hvad dette har af betydning for deres sociale udvikling, at de har eller ikke har erindringer fra krigszonen, svarede Önder, at det givetvist kan have en indvirkning på personens videre psykologiske udvikling:

”Det er vigtigt her at understrege, at det ikke er ‘oplevelsen’ eller ‘traumet’, der som sådan kan svække en persons udvikling. Det er snarere de muligheder den enkelte har lige efter oplevelsen samt senere hen”.

Altså hvorvidt personen har haft mulighed for at bearbejde traumet lige efter, og om der er kommet stabilitet og tryghed lige efter krigsoplevelsen:

”De fleste, der har oplevet krig som barn eller voksen, har ikke haft mulighed for optimale rammer for at bearbejde oplevelserne. Derfor kan mange være psykisk belastede af oplevelserne, som de har båret på længe og alene. Det kan påvirke dem socialt på den måde, at nogle kan udvikle depressive symptomer, angst, store mindreværdsfølelser og oplevelser af håbløshed mm.”

Bevidste og ubevidste erindringer

Personen behøver ikke at være bevidst om traumet, for at det kan påvirke én. Hun skelner i denne sammenhæng imellem bevidst erindring og ubevidst erindring: ”Mange mennesker, som var små, da familien flygtede fra krig, har utvivlsomt været påvirket af oplevelsen, selvom de ikke kan huske det. Psyken og kroppen har oplevet stor belastning ved oplevelsen og selvom mennesker ‘glemmer’ oplevelsen, så er der nogle, der mener, at f.eks. kroppen ikke gør. Man taler her om ’kropslig hukommelse’”. Sidstnævnte beskriver hun som hvor kroppen senere hen kan reagere uhensigtsmæssigt i helt almindelige situationer.

En fysisk afstandtagen til kilden til traumet kan således følge personen med i det voksne liv selv under helt trygge rammer i et nyt land. Den store bølge af kurdiske flygtninge, der kom hertil som følge af den Irakiske regerings udrensningspolitik, Anfal-kampagnen under årene 1986-1989, blev taget barmhjertigt imod af asylcentre herhjemme. På disse centre og op gennem årene blev familien ofte tilbudt psykologisk krisehjælp og assistance særligt med børn. Disse familier kom ikke hjem igen før godt et årti senere. Det er således et uudforsket spørgsmål, hvilken betydning krigserindringer eller realiteten om fortsat krig i hjemlandet har for identitetsdannelse og tilhørsforhold (Danmark vs. Kurdistan) hos de kurdiske unge.