Jihadister bliver Tyrkiets permanente stedfortrædere i besatte områder

En række forskellige  jihadist-grupperinger, der er lukket inde i det nordlige Syrien under Tyrkiets beskyttelse, bliver de Nye Osmanneres permanente stedfortrædere.

Det ligner et ægteskab, der er skabt i himlen. Tyrkiet og jihadisterne deler et ideologisk og sekterisk bånd og har fælles mål. Der er penge og logistisk støtte såvel som geografisk nærhed. De deler en fælles smag for eventyrlyst i fjerne lande, især i tjeneste for det, de anser for at være en hellig sag.

Den 27. rapport fra FNs ’Analytical Support and Sanctions Monitoring Team’ vedrørende ISIL (Islamisk Stat), al-Qaida, og tilknyttede enkeltpersoner og enheder, der er blevet forelagt FN’s Sikkerhedsråd konkluderer, at Irak og Syrien fortsat er kerneområdet for Islamisk Stat, idet Idlib-området, hvor Al-Qaida også har organisatorisk tilknytning, udgør en særlig kilde til international bekymring.

“Idlib-området”, der henviser til Syriens nordvestlige del syd og vest for Aleppo, og som grænser op til Tyrkiet, den sidste ’oprørsborg’ i det krigshærgede land. Men i virkeligheden er Idlib blevet en de facto tyrkisk provins. Den tyrkiske lira er møntenheden, og tyrkiske regeringsorganer har overtaget sektorer som uddannelse, bolig og bevarelse af den offentlige sikkerhed. Siden begyndelsen af ​​2020 har det tyrkiske militær kontrolleret området under påskud af at ville beskytte tyrkiske observationssteder mod en syrisk militæroffensiv og ville skabe en sikker zone for fordrevne.

Rapporten fra FNs sikkerhedsråd skriver:

”Idlib-de-eskaleringszonen er fortsat vigtig for IslamiskStat som et mindre, men sikkert tilflugtssted. Hay’at Tahrir al-Sham (HTS), – en jihadistisk organisation, der udspringer af Al Nusra-fronten, og som af mange fortsat vurderes som en fordækt syrisk afdeling af Al Qaeda, JB –  arresterer regelmæssigt ISIL-krigere. Men nogle Islamisk Stat-ledere er fortsat bosiddende i regionen, og Idlib er et mål for mange tidligere ISIL-krigere og deres familier som den sikreste indgang til Tyrkiet.

HTS er stadig den dominerende militante gruppe i den nordvestlige del af Den Syriske Arabiske Republik med ca. 10.000 krigere, de fleste af dem syriske. HTS søger yderligere at konsolidere sin kontrol med Idlib-de-eskaleringszonen og lægger pres på lokale ledere for at acceptere gruppens autoritet og sikre, at befolkningen overholder deres version af sharialoven.

Ud over beskatning af lokale virksomheder opretholder HTS et monopol på import og distribution af benzin og diesel… Koncernens indtjening fra handel med brændstof og energi anslås til ca. 1 million dollars om måneden. HTS rapporteres også at kontrollere distribution af humanitær hjælp gennem en enhed kendt som Maktab Sho’oun Al-Munathamat (Bureau of Organization Affairs), som begrænser humanitære organisationers direkte distribution af varer til lokalbefolkningen. HTS konfiskerer også dele af disse varer for at styrke deres ledelses-netværk.

Den anden store tilknytning til Al-Qaida i Idlib-området er Hurras al-Din (HAD) med mellem 2.000 og 2.500 krigere. Det blev svækket af et betydeligt tab i ledelsen i 2020 og overskygges af HTS, som det konkurrerer med, hvad angår rekrutter og omdømme blandt den lokale befolkning.

Idlib-området huser fortsat andre terrorgrupper, der hovedsageligt består af kontingenter af udenlandske terrorister, der fortsat er underlagt HTS’ myndighed. Disse grupper inkluderer Khattab Al-Shishani Brigaden (tjetjenske krigere), Katiba al-Tawhid wal-Jihad (KTJ, centralasiatiske krigere) og den østlige Turkistans islamiske bevægelse (ETIM), også kendt som Turkistans Islamiske Parti. Sidstnævnte består angiveligt af 3.000 til 4.500 medlemmer. ”

Sådan var situationen i Idlib i slutningen af ​​2020. Alle jihadistgrupperne indgår formelt i den fælles paraplymilitante gruppe ’den Frie Syriske Hær’ (FSA), Tyrkiets officielle allierede og kampstyrke i Syrien, som i 2019 omdøbted sig selv til den Syriske Nationale Hær (SNA). SNA er blevet trænet og udstyret af det tyrkiske militær siden 2016.

Tyrkiske loyalister af sunni-arabisk oprindelse er blevet beskyldt for at skabe kaos i det nordlige Syrien, hvor de har fordrevdet hundreder af tusinder og dagligt har begået påståede krigsforbrydelser. De Ankara-kommanderede stedfortræder-militser bærer det meste af skylden for mange af de rapporterede grusomheder, der har påvirket lokale kurdere, herunder med henrettelser, kidnapninger, voldtægter, plyndringer og andre forbrydelser.

Tilsyneladende har den selvpromoverede ’Syriske Nationale Hær’ (SNA) –  den Frie Syriske Hær (FSA)s nye brand af jihadister – fulgt trop. Ifølge en rapport fra d. 15. oktober 2019 holdt Tyrkiets ekstremistiske stedfortrædere en parade om “at dræbe ‘svin’ og ‘vantro’, hvor de holdt   kurdiske fanger op foran kameraer og i en grafisk video skød adskillige gange på en mand, der lå på siden af en motorvej med hænderne bundet bag ryggen. ”

Med over 200.000 fordrevne ifølge FN-tal hævder mange flygtninge, at de tyrkiske styrker planlægger at drive kurderne ud af alle bosættelser og erstatte dem med arabere, der er loyale over for Ankara. De har også kæmpet mod syriske kurdiske militser, der er Tyrkiets vigtigste militære mål. Det er usædvanlige holdninger for grupper, der optræder som stedfortrædere for et NATO-medlemsland.

Men sådan har det faktisk været siden starten af borgerkrigen i Syrien.

Allerede d. 31. december 2012 berettede den ansete net-avis Huffington Post om disse tendenser i en foruroligende artikel:

”[Den ’Frie Syriske Hær’ (FSA)] har i den seneste tid stjålet hvedereserver beregnet til beboerne i Aleppo og solgt det til private tyrkiske kornhandlere, ransaget skoler, og eksproprieret lagre af lægemidler, som de med magt har solgt tilbage til sine ejere…

I udkanten af ​​Aleppo har FSA igangsat en sharia-politistyrke, der er en kopi af Wahhabi-politiet i Saudi-Arabien – hvilket tvinger almindelige borgere til at overholde sharia-koden …

Libanesiske aviser som Al-Akhbar, Assafir og Alex Jones ‘infowars.com’ har sendt en foruroligende video med et 12-årigt barn, som FSA tilsyneladende har tvunget til at afskære hovedet på en syrisk militærofficer …

FSA har også angrebet landets infrastruktur. Et af de største kraftværker i Damaskus blev slået ud af drift i tre dage i sidste uge, der gav problemer for 40 procent af byens beboere. ”

Amnesty International har samlet bevis for krigsforbrydelser begået af tyrkiske styrker og tyrkisk støttede syriske væbnede grupper under offensiven. Baseret på vidneudsagn fra 12.-16. oktober 2019, har de rapporteret om “hvordan tyrkiske styrker tilsidesætter det civile liv, bl.a. gennem summariske drab og ulovlige angreb, der har såret og dræbt civile … Oplysningerne omfatter fældende beviser for vilkårlige angreb på boligområder – inklusive angreb på et hjem, et bageri og en skole – udført af Tyrkiet og allierede syriske væbnede grupper. ”

Da Tyrkiets neo-osmanniske ambitioner skubbede landet ind i Libyens borgerkrig, indsatte Ankara sin halv-officielle stedfortræderhær i den nye krigszone. Ifølge Pentagons generalinspektør sendte Tyrkiet mellem 3.500 og 3.800 betalte syriske krigere til Libyen i løbet af de første tre måneder af 2020. Det amerikanske forsvarsdepartements første rapport beskriver den tyrkiske indsættelse, der havde til formål at ændre forløbet af krigen i Libyen. Den kvartalsvise rapport om terrorbekæmpelse i Afrika udsendt af Pentagons interne vagthund berettede, at Tyrkiet betalte og tilbød statsborgerskab til tusindvis af lejesoldater, der kæmpede sammen med Tripoli-baserede militser mod tropper fra den østlige Libyen-baserede kommandør Khalifa Haftar.

Senere i 2020 ville Tyrkiet indsætte sine jihadist-allierede i en konflikt, der rasede langt fra sine egne grænser i et land, som mange næppe havde hørt om et par måneder tidligere. I oktober blev mere end 50 syrere dræbt i den aserbajdsjansk-armenske krig og sendt hjem til begravelse i ligposer. De var medlemmer af militser, der havde kæmpet på Tyrkiets vegne i den omstridte enklave Nagorno-Karabakh. Igen var præsident Erdoğan den første verdensleder, der sprang ud i kampen, da en langvarig konflikt i det sydlige Kaukasus brød ud i åben krig. Tyrkiet leverede også våben, især bevæbnede droner, samt træning til Aserbajdsjan.

Ifølge en rapport fra Observer Research Foundation (en uafhængig tænketank med sæde i Delhi, Indien, JB) er krigere fra Syrien præget af en sammenlægning af forskelige omstændigheder og nogle grundlæggende realiteter.

”Mange af de, der finder vej ind i andre konfliktteatre som Libyen eller nu Aserbajdsjan, kommer ikke nødvendigvis fra den samme baggrund som de jihadistiske militante, militser, islamister og så videre: Mens de, der kæmper på Tyrkiets vegne i Libyen, sandsynligvis er forhærdede militser, der ser den tyrkiske præsident Recep Erdoğans selvpromoverede sunnimagt-lederbillede som velsmagende, og gør det til støtte for Ankaras regionale geopolitiske manøvrer, ”sagde rapporten, ”så er krigerne i Aserbajdsjan efter sigende ansat af private entreprenører, og har stort set været mennesker, der led af økonomisk fattigdom derhjemme, og som så det fremmede krigsteater som et betalt job.

”På trods af den tid, det tog, og de omkostninger, som Tyrkiet har afholdt, er beslutningstagere i Ankara efterhånden blevet mere og mere modtagelige for brugen af ​​stedfortrædere, hvilket medfører en ændring i psykologi og opfattelse, der repræsenterer en betydelig afvigelse fra Tyrkiets historiske politik om at stole på deres konventionelle styrker”, har Osman Sert, der er forskningsdirektør ved den tyrkiske tænketank Ankara Institute, sagt. ”Stedfortrædergrupper opfattes nu som en kritisk komponent i Tyrkiets regionale sikkerhedsinteresser og ikke længere blot som en foranstaltning, der indirekte kunne styres gennem andre stedfortrædende sponsorer i regionen.”

Kilde: Burak  Bekdil (2021): Jihadis are becoming Turkey’s permanent proxy force. Ahval, 3. April, 2021.

(En version af denne artikel blev oprindeligt udgivet af Begin Sadat Center for Strategic Studies.)

Oversættelse: Jesper Brandt

by NU

Nudem.dk er en gennemslagskraftig dansk-kurdisk nyhedssite. Nudem drives af frivillige kræfter med en fast redaktionsgruppe.