Kurdistan, Skotland og Catalonien ønsker selvstændighed

Af Prof. Henri J. Barkey, Lehigh Universitet, USA

Sydkurdistans Præsident, Massoud Barzani, vakte stor opmærksomhed denne måned da han annoncerede i parlamentet, at KRG i den nære fremtid vil have en folkeafstemning om uafhængighed fra Irak. Hvis Kurdistan indstiller en sådan afstemning, vil de følge samme sti som: Skotland og Catalonien.

 

I Skotland har premierminister Alex Salmond indstillet folkeafstemningen om skotsk uafhængighed fra Storbritannien den 18. september. Den catalanske regering, som bliver ledet af Artur Mas har planlagt sin folkeafstemning den 9. november. Selv om den britiske regering i Westminster ikke har stået i vejen for en folkeafstemning, viser skotske meningsmålinger at en lille del af befolkningen ønsker at ”forlade” Storbritannien. I Catalonien, derimod, har centralregeringen i Spanien erklæret folkeafstemningen ulovlig, mens meningsmålingerne overvældende favoriserer uafhængighed.

På nuværende tidspunkt giver uafhængighed for alle tre regioner ikke mening. 
Kurdistan har sandsynligvis den bedste sag: Det er blevet delt og undertrykt, og dens befolkning udsat for ubeskrivelige rædsler, især i Baath årerne, og under Saddam Husseins morderiske diktatur.
I dag har kurderne opnået en stabil region for sig selv. Efter opløsningen af den irakiske hær i Mosul, er den Kurdiske regering blevet konfronteret af oprørere ledet af den Islamiske Stat Irak og ISIS, der har sendt deres egne styrker ud for at beskytte nærliggende områder, der ikke er anerkendt som værende inden for deres territorier. Nogle af de områder, som oprørerne har besat har overvejende haft et kurdisk flertal.

Det er usandsynligt at kurderne vil trække sig tilbage fra disse territorier, som omfatter Kirkuk’s olie-og gasreserver. En uafhængighed erklæring vil sandsynligvis blive anfægtet af alle de kurdiske nabostater, herunder resten af den arabiske verden, som nægter at anerkende en særskilt eksistens for kurderne.
Dog ville Barzani havde været bedre tjent ved at forblive tavs og vente på et svagt Irak der langsomt er ved at gå i opløsning end at indrømme det uundgåelige så hurtigt – et selvstændigt Kurdistan. Ganske vist har Iraks premierminister Nouri Al Maliki gjort sit bedste for at behandle alle lige, uanset religion eller etnicitet. Ved at handle for hurtigt, opfattes den kurdiske regering som en regering der tager til sig, uden forbehold og dermed også valgt at slutte sig til en opløsning af Irak.
Hvis de kurdiske krav er forståeligt, hvad så med de andre lande? Hverken Catalonien eller Skotland har lidt så meget, som kurderne.

Kan Kurdistans vilkår sammenlignes med Catalonien og Skotlands? 
Catalonien var bestemt ikke en favorit under Francisco Francos diktatur år. Med en befolkning på 7,5 millioner, er det ikke desto mindre i dag Spaniens mest velstående region. I modsætning til kurderne, der grænser op til adskillige stater, uden adgang til hav, grænser Catalonien op til Frankrig og nyder godt af Middelhavets kystlinje. 

Skulle Catalonien løsrive sig, ville dens status i EU være usikkert. Ville de skulle søge om nyt medlemskab i EU? Og i så fald, ville Spanien gøre modstand og nedlægge veto mod Catalonien bestræbelser på at blive medlem? Det ville være foruroligende, da meget af Catalonien nuværende velstand afhænger af dens fortsatte medlemskab af EU. 
Skotland, ligesom Kurdistan, har olie, og ligesom Catalonien, ville de stå over for udsigten til at skulle ansøge om EU-medlemskab. Selvom Storbritannien ikke er en del af eurozonen, og har skotske ledere signaleret, at de ville foretrække at fortsætte med at bruge den engelske pund som deres officielle valuta. Det antager, selvfølgelig, at regeringen i London ville tillade en uafhængig regering at bruge sin valuta. Det er der eksempler på, som Panama der bruger den amerikanske dollar, dog har den lille størrelse af Panamas økonomi ringe effekt på den amerikanske pengepolitik.
Skotterne kan vælge at forblive en del af Storbritannien, især fordi Westminster har fulgt en politik der ikke støder den skotske vælgertilslutning. Catalonien, der ville kunne stå over for en mere usikker fremtid i Europa, kunne overtales af Madrid til ikke løsrive sig – hvis blot Madrid var mere imødekommende på budgetmæssige og andre spørgsmål. Madrids generelt kompromisløse rolle har været med til at forværre de separatistiske følelser.


Selvfølgelig er der sikkert mange, der hemmeligt ønsker at disse nye lande vil opstå. For specialister med interesse for internationale relationer, vil det give muligheden for studere nye lande, nye mellemstatslige relationer, opsamle nye datasæt og samtidig lejligheden for at skrive nye forslag om tilskud være en drøm.
Hvad med diplomater? Nye lande betyder åbninger for nye ambassadører, stedfortrædende-høvdinge med missioner, politiske officerer, osv. Selv fremtidens kampagne vil være finansieret af fundraising fra tv-serie producenter eller byggeherrerne fra Long Island indkøbscenter, der drømmer om at repræsentere USA i Barcelona. På den anden side vil ambassaden i Erbil, i Kurdistan, højst sandsynligt gå til en karriere fokuseret embedsmand.

Uanset fortalerne, ser udsigten til selvstændighed for disse regioner ikke lovende ud – i hvert fald ikke endnu.

 

Indlægget er oversat og redigeret af nûdems redaktion. Hele indlægget på engelsk findes her på LA Times side.