Vi bør ikke lade os narre af den klike, der har sluppet Islamisk Stat løs på kurderne og Hamas på jødiske unge og børn og hævder at have medfølelse med palæstinensiske og kurdiske børn.

Af EKİN RONî

Hamas’ massakre den 7. oktober på langt over 1000 jødiske mænd, kvinder og børn omtales ofte som “Israels 11. september”. Efter den 11. september 2001 var der en verdensomspændende debat om, hvad man skulle gøre næste gang. Der var dem, der jublede over angrebenes succes og hævdede, at USA var blevet afsløret som en “papirtiger” på grund af svagheden i dets efterretningstjenester. 9/11 havde imidlertid vidtrækkende konsekvenser, der fortsat former Mellemøsten, herunder Tyrkiet, den dag i dag. For at forstå de aktuelle diskurser om Hamas-massakren er det værd at se på hele den historie.

Verden efter den 11. september

Efter angrebene den 11. september brød nye krige ud, især med besættelsen af Afghanistan og Irak. Radikal islam blev erklæret fjenden, hvilket førte til, at AKP og Erdoğans regime kom til magten. Denne gruppe omkring Erdogan blev brugt som den formodede repræsentant for en moderat islam mod radikal islam, som flyttede det politiske koordinatsystem i Tyrkiet. De, der tidligere havde været i USA’s tjeneste, blev pludselig antiamerikanske. Projektet med “moderat islam” førte til nye roller og funktioner i det politiske landskab, hovedsageligt i Tyrkiet og Egypten. AKP og tilhængerne af Gülen-sekten slog sig sammen og satte et nyt Tyrkiet op mod det gamle Tyrkiet. Den tyrkiske stat førte sine angreb på det kurdiske folk til et nyt højere niveau i slipstrømmen af “krigen mod terror”. Hadets politik over for kurderne, der begyndte for hundrede år siden, da Republikken Tyrkiet blev grundlagt, fortsætter til i dag uden afvigelse.

Erdogan holder fast i magten gennem fjendtlighed mod kurderne

Erdogan har gjort alt for at bevare magten i det nye Tyrkiet. Han blev selv bragt til magten ved kuppet den 12. september [1980] og foregav at bekæmpe den diktatoriske orden, der har hersket siden da. Han er dog aldrig holdt op med at spille interne kræfter ud mod hinanden og skabe upålidelige alliancer, herunder med eksterne kræfter. Han har holdt sig ved magten indtil i dag ved at spille forskellige grupper ud mod hinanden. Men han opgav aldrig sin fjendtlighed over for kurderne. Mens han vandt sekularismens tilhængere som sine allierede, kæmpede han mod CHP-cirklerne med Fetullah-tilhængerne og de andre med MHP. Som en projekternes mand blev han ved lejligheder medformand for Greater Middle East Initiative og samtidigt “lokal og national” ved andre lejligheder. Han præsenterede sig selv som en forsvarer af muslimer og foregav at være anti-israelsk i Davos. Under forhandlingerne om demokratisering med EU forvandlede han Hagia Sophia til en moské og drev flygtninge til grænsehegnene. Han samlede Islamisk Stat–lejesoldater fra hele verden og indsatte dem i Rojava. Han genoplivede den islamistiske dødspatrulje Hizbollah. Han roste Hamas og gav dem en social fernis. Han brugte Hamas og vil fortsætte med at gøre det.

Erdogans magtopportunisme er kendt verden over

Han havde gader i Ankara dekoreret med billeder af Menderes og Özal, og hævdede at have “knust nationalismen under sine fødder”. Og den næste dag slog han sig sammen med det ultranationalistiske MHP for at lancere en gigantisk krigsmagerkampagne. Han fik støttetil det, lige fra Perinçek til Barzani, og angreb alle demokratiske, socialistiske og patriotiske kræfter. Han forsøgte at isolere den kurdiske frihedsbevægelse. Han fik skytset rettet mod politiske rivaler eller fik dem arresteret. Han forsøgte at undertrykke al modstand. Nogle gange kaldte han dem “tæver”, nogle gange bad han dem om at “tage din mor med dig og fare vild”. Han pegede på grænsen og sagde: “Hvis du ikke kan lide det, så skrub af”. Der var mord, spionage og massakren i Roboski … Han gjorde alt, hvad der stod i hans magt. Som fascist med mange ansigter og forklædninger beviste han sin hensynsløshed utallige gange.

Den grusomste af alle reaktionære

AKP og Erdoğan har opbygget et enmandsregime ved at eliminere, udvise, binde eller købe alle lederne af det gamle Tyrkiet og deres allierede én efter én. De ønskede at drukne befolkningen i Kobanê, Sur og Cizre i blod. De har skabt nye sager som Madimak og brændt Kurdistans mest værdifulde patrioter i tunneller og kældre. De har angrebet Rojava mere ondskabsfuldt og brutalt end nogen reaktionær kraft i Mellemøsten før. De har kastet tusindvis af tons bomber på Kurdistans bjerge og næsten fuldstændig ødelagt den bedste ungdom i dette land.

Vil Tyrkiet opgive Israel?

AKP er et kapitalistisk modernitetsapparat, der ikke blev skabt efter 11. september, men allerede efter kuppet den 12. september 1980 mod de revolutionære i Kurdistan, Tyrkiet og Palæstina. Det har gjort alt for at ødelægge de frie kurdere gennem Barzani og PLO gennem Hamas. Som man siger, styres alle, som de fortjener. Hvilken slags regering styrer et land, hvor svindel, plyndring, jordtyveri og børnemishandling alligevel finder sted? Hvis Palæstina ikke længere kan være et tilflugtssted for tusindvis af revolutionære, verdensrevolutionens have og verdensguerillaens hjerte, så må vi se på, hvad fascismen fra den 12. september og med AKP’s fortsættelse derefter har gjort for at hævne sig på Abdullah Öcalan, PKK og de frie kurdere. Krigen i Syrien og den israelsk-palæstinensiske konflikt er tæt forbundet med denne virkelighed. Med dette synspunkt angriber AKP, som om det ønsker at hævne sig på Palæstina og Syrien. AKP foregiver at være imod Israel, mens det i virkeligheden er på Israels side, som spillede en ledende rolle i tilfangetagelsen af Abdullah Öcalan. Hvis vi ser på de sidste 50 års handel og fremtidige udvikling, har Tyrkiet aldrig opgivet Israel og vil aldrig …

Hvorfor ingen tredje vej?

AKP er ikke kun morderen, men det er også den første til at skynde sig til ofrenes begravelse og græde mere end de pårørende. Den står bag mordene og laver derefter propaganda med dem. Må alle oprigtige muslimers og socialisters forbandelse være over dem. Kan man ikke sørge over både de massakrerede jøder og de bombede børn i Gaza? Kan man ikke elske begge dele? Kan man ikke gå en tredje vej? Kan man ikke frigøre sig fra denne dualitet, som den kapitalistiske modernitets verden pålægger os?

Uophørligt had til kurderne

De, der ønsker at vælte AKP, kan ikke være dem, der støtter og redder AKP, hver gang det vakler. Det vil være dem, der gjorde modstand den 12. september i bjergene, i fængslerne og i gaderne. De vil være progressive, socialistiske og oprigtige muslimer. Tilhængere af Ergenekon, Gülenister, AKP, CHP, MHP og både sorte og hvide tyrkiske nationalister kan kun være tjenere for den kapitalistiske modernitet. De kan ikke engang føre et modigt og åbent diplomati som Rojava. Disse lakajer er altid fjender af kurderne og følger morderne af de frie kurdere. De handler både sammen og mod hinanden. Deres tv-stationer, banker, skoler, imamer og lærere arbejder alle for det samme mål og giver næring til kurdisk had. De er baseret på kurdernes ikke-eksistens…

Alle giver op overfor Tayyip, men Tayyip opgiver ikke sig selv. Vi bør ikke lade os narre af denne klike, der har sluppet Islamisk Stat løs på kurderne og Hamas på jødiske unge og børn, og hævder at have medfølelse med palæstinensiske og kurdiske børn. Disse kræfter, der dominerer Tyrkiet, og som brugte angrebene den 11. september som påskud til at angribe det kurdiske folk, vil i dag åbne sig for Israel for at lokke Iran ind i den kapitalistiske modernitets blodige fælde, og de vil bruge massakren på det palæstinensiske folk til at styrke deres magtinteresser og foretage nye angreb på det kurdiske folk.

Så hvem vil vælte dem?

Hvordan vil vi reagere på denne grusomhed og dette tyranni? De siger: “Der kan ikke være velstand med grusomhed”. Mens de ønsker at fængsle Rojava og udføre isolation og tortur, opfører de sig, som om de selv var undertrykt. Hvem vil vælte dem? Hvem vil besejre denne Erdogan? Denne løgn, dette bedrag, dette hykleri vil fortsætte, medmindre de, der satte sig for at sige “Frihed for Abdullah Öcalan, en løsning på det kurdiske spørgsmål”, marcherer mod en mellemøstlig revolution ved at overvinde deres egne problemer. Denne blodsudgydelse, disse tårer vil ikke ende, medmindre de, der affyrede kugler den 12. september, de, der er i fængsel, de, der tager til bjergene, og de, der strømmer ud i gaderne, etablerer Mellemøstens broderskab med en stor bevidsthed og kærlighed til frihed. Når Mellemøstens sol, Leader Öcalan, er fysisk fri, vil Mellemøsten have en atmosfære som i en folkets have, som under en sand festival. Så vil vi sige: Vi kæmpede godt for fred.

Kilde:

Ronî Ekin, 2023: Don’t be fooled by the hypocrisy of those who unleashed ISIS on Kurds and Hamas on Jews. ANF, 23. October 2023.

Oversættelse: Jesper Brandt