Et ’uforståeligt sprogs’ børn

Af Nurcan Baysal

I sidste uge, mens jeg slentrede gennem gaderne i Sur/Diyarbakir, stødte jeg på en gruppe piger som jeg kom i snak med. Kan de deltage i onlinekurser? Har de tablets eller telefoner? Hvordan er deres dagligdag her under pandemien? … Da jeg talte med dem, indså jeg grunden til, at pigerne kiggede så beundrende på mig:

– Søster, hvor godt taler du?

– Hvordan det?

– Dit tyrkiske er meget flot.

– Er det rigtigt? Du taler også pænt.

– Nej, jeg kan ikke tale godt som dig. Jeg mener på grund af mit kurdiske.

– Kurdisk er dit modersmål, og du taler det meget godt. Kurdisk er også mit modersmål, men se, jeg kan heller ikke tale kurdisk godt. Jeg har i årevis taget lektioner for at tale kurdisk.

– Jamen, jeg vil ikke tale kurdisk.

– Hvorfor ikke?

– Kurdisk er ikke godt.

– Hvorfor er kurdisk ikke godt?

– Jeg mener, hvis det er så smukt, ville det så ikke blive brugt i skolen?

– Kurdisk burde selvfølgelig tales i skolen og overalt, men dets manglende eksistens betyder ikke, at kurdisk ikke er smukt …

– Nej, men jeg vil stadig tale godt tyrkisk. Tyrkisk er bedre.

Disse ord gav mig ondt i hjertet den dag. Selvfølgelig er min nye ven, Berivan, ikke det eneste barn, der tænker sådan. Forskning udført af Handan Çağlayan i 2014 – senere offentliggjort i en bog med titlen “Forskellige sprog i det samme hus” – afslørede sprogopfattelsen hos ​​kurdiske børn på en meget slående måde. Spørgsmålet om, hvordan kurdisk overføres eller ikke overføres gennem generationer, og svarene fra kurdiske børn i Handan Çağlayans undersøgelse, der undersøgte årsagerne knyttet til land/ by, køn, indvandring og klassepositioner, er meget slående:

– Er tyrkisk talende eller kurdiske talende mest fattige?

– De, der taler kurdisk er fattigere.

– Hvordan klæder tyrkisktalende sig?

– De klæder sig godt. Deres hår er kæmmet ordentligt.

– De bruger jeans, skjorter og sådan noget. Deres tøj er smukt.

– Hvordan klæder de, der taler kurdisk sig?

– De har lange nederdele. De samler deres hår i en knold.

– De bærer tørklæder. Deres hår er rodet.

– Og de, der taler engelsk?

– De er smukke.

Presset på det kurdiske sprog blev nedtonet i midten af ​​2000’erne takket være fredsprocessen og den kurdiske politiske bevægelses valgsucces i lokale kommuner. Kurderne nød at kunne bruge kurdisk i det offentlige og private rum, lokale administrationer, på konferencer, til møder og på universiteter og i tv-udsendelser. Alligevel var ændringen i kurdiske børns egen opfattelse af sproget meget begrænset på grund af hierarkiet mellem sprogene.

Hvis fredsprocessen var fortsat, kunne tingene måske være begyndt at ændre sig for de kurdiske børn. Men afslutningen på fredsprocessen, de væbnede sammenstød i regionens provinser, og det stigende pres på kurderne har stoppet den positive proces, og brugen af ​​kurdisk er atter blevet mindsket.

I de sidste fem år er kurdisk-sprogede skoler blevet lukket, og det gælder også aviser og magasiner udgivet på kurdisk. Kurdisk-undervisende børnehaver og filologiske institutter ved universiteterne er blev nedlagt. Vi har bevæget os 80 år bagud til 1940’erne hvad angår sprogfrihed. I de sidste 5 år er kurdisk undertiden blevet registreret som et “ukendt sprog”.

I juni 2020, under en høring i retssagen mod journalisten Ferda Yılmazoğlu og Folkets Demokratiske Partis (HDP) kvindelige rådsmedlem Seyhan Çiçek, afviste anklageren redegørelser afgivet på kurdisk og sagde, at det er “et uforståeligt sprog”. De tyrkiske myndigheder betragter altså kurdisk som et “uforståeligt sprog”.

Selvfølgelig har et “uforståeligt sprog” ingen værdi i udformningen af ​​offentlige politikker og tjenester. Det tyrkiske sundhedsministerium offentliggør foldere på 6 sprog ud over tyrkisk, der omfatter fransk, arabisk, engelsk, russisk, tysk og persisk til trods for at de kurdiske borgere udgør mindst en fjerdedel af Tyrkiets befolkning.

Den 21. februar var det den internationale modersmålsdag. Men i mit land, det land, hvor jeg blev født og voksede op i, er mit sprog på en eller anden måde blevet “uforståeligt”. Min generation voksede op med en “sprogpine”. Vi forstod ikke vores bedstefædre, bedstemødre og nogle gange endda heller ikke vores forældre. Vi blev efterladt inkompetente, uden rødder. Vi blev anset for “mentalt retarderede”, fordi vi ikke forstod sproget i skolerne. Vi fik at vide, at vores sprog var værdiløst, og derfor skammede vi os over vores eget sprog og verdenen omkring det.

Som børn af et “uforståeligt sprog” er vi imidlertid ikke blevet assimileret og har ikke opgivet vores identitet på trods af al presset. Overgreb mod vores sprog fik os ikke til at elske dette land mere. Hadet mod det kurdiske har ikke gjort dette land til et bedre, mere velstående land. Berivan vil også passere de veje, de fleste af os passerede i 80’erne og 90’erne.

Den dag kommer, hvor hun vil forstå, hvad der blev gjort mod hende, hvordan hun blev fjernet fra sine rødder. Selvom hun glemmer sit modersmål, når hun bliver voksen, vil hun kæmpe for at forhindre andre børn i at få det ubehageligt med kurdisk. Hun vil holde sig til det, indtil det “uforståelige sprog” bliver forståeligt, indtil sprog, kultur og identitet hos det “uforståelige sprogs” børn respekteres i dette land.

Kilde: Nurcan Baysal, 2021: The children of an ‘incomprehensible language’. Ahval, 6. Marts 2021. http://ahval.co/en-111189

Oversættelse: Jesper Brandt

by NU

Nudem.dk er en gennemslagskraftig dansk-kurdisk nyhedssite. Nudem drives af frivillige kræfter med en fast redaktionsgruppe.