Ytringsfrihed, forskningsfrihed, fagforeningsfrihed og demokrati hænger sammen

Af Bjarke Friborg

Jeg taler i dag på vegne af min fagforening DM, der organiserer over 50.000 akademikere og studerende. I DM har vi i årevis støttet vores søsterorganisation i Tyrkiet, Eğitim-Sen, der organiserer undervisere og forskere. For vi ved, hvad de kæmper for – og kæmper imod.

I både Danmark og Tyrkiet hænger ytringsfrihed, forskningsfrihed og demokrati tæt sammen. I Danmark kender vi desværre godt til politikere, der ønsker at styre forskningen og at lukke for bestemte områder. I Tyrkiet er det bare meget værre. Men for os handler det om stå sammen, om solidaritet. Den akademiske verden er i høj grad international. Vi læser hinandens artikler, og det er lige meget, hvor du kommer fra.

Siden 2016 har over 6000 akademikere mistet jobbet i Tyrkiet på grund af politiske udrensninger. Halvdelen statsansatte og halvdelen privatansatte. 15 universiteter er helt blevet lukket, med ansatte svarende til 13% af alle akademikere i landet. Over 60.000 studerende har mistet deres studieplads, eller 12% af alle Tyrkiets universitetsstuderende.

Flere har kaldt det en intellektuel massakre. Centrale forskningsmiljøer og uddannelser i hele landet er nødlidende. Og selvfølgelig er det klart voldsomme indgreb i den enkeltes liv.

De fyrede har ikke fået erstatning, er ikke blevet omplaceret. De har fået forbud på livstid mod at igen få arbejde på universiteter og med undervisning. De er blevet stemplet som terrorstøtter og landsforrædere. De er uønsket af landets regering. Alt sammen som led i masseudrensninger for at styrke præsident Erdogans magt.

Sidste nyt er angrebet på Bosporus-universitet i Istanbul, der har en lang tradition for akademisk selvstyre og uafhængighed. Erdogan har erklæret, at han som præsident har ret til selv at udpege nye rektorer for universiteterne. Så det gjorde han den 1. januar i år, hvor netop Bosporus fik en ny rektor fra Erdogans eget parti AKP.

Kun 3 dage senere stormede politiet universitetsområdet med rektorens velsignelse, og området er nu massivt overvåget – en politistat i politistaten. Studenterforeninger, der er for LGBT-rettigheder eller imod Tyrkiets militærengagement i Syrien bliver forfulgt. Hvad Erdogan ikke forudså, var at protesterne mod den nye rektor er blevet en landsdækkende bevægelse – med store demonstrationer, gadekampe og hundredevis af arresterede.

For selvfølgelig er der stor vrede mod Erdogan. Der er nemlig mange andre, der også er blevet udrenset. Akademikere er kun en enkelt gruppe af flere, som regimet har begået overgreb mod.

Demonstrationen i dag handler om at forsvare demokrati i Tyrkiet. Og her er det klart, at selve de grundlæggende rettigheder er under angreb: Ytringsfrihed, forskningsfrihed, retssikkerhed og retten til ordentlige arbejdsvilkår.

Det er desværre et klart mønster. For 23 år siden var jeg selv første gang i Tyrkiet som menneskerettighedsobservatør. Det var i Diyarbakir i de kurdiske områder. Her kæmpede kurdere for at blive anerkendt som folk, og for helt elementært at kunne tale på deres modersmål.

Jeg har aldrig set så mange politifolk i mit liv. Fra vi ankom, blev vi mandsopdækket af politiet. Og dagen efter, at vi havde overværet en massedemonstration, blev vi hentet på hotelværelserne om morgen. Alle udenlandske observatører blev kørt til lufthavnen og sat på et fly. Men der var ikke flere pladser til os alle, så jeg og min gruppe blev sat på en bus med nogle soldater og kørte så de 1000 km til Ankara under bevogtning.

Det var en oplevelse, der gav mig en dyb skepsis til det tyrkiske militær – og en enorm beundring for de mennesker, der lever i Tyrkiet og kæmper for retfærdighed. Og for de mennesker, der alligevel bliver tvunget til at forlade landet, men som fortsætter deres kamp i eksil. Derfor er jeg her i dag. I 2016 vedtog vi på DMs kongres en udtalelse mod Erdogans udrensninger, og vi har fortsat vores støtte gennem Education International. Kampen fortsætter – og det samme gør solidariteten.

INFO: Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger.