Den usikre situation i Nordsyrien/Rojava i juni 2022

Den usikre situation i Nordsyrien/Rojava i juni 2022

Af Jesper Brandt:

Ikke mindst fra et politisk synspunkt er situationen i det nordlige Syrien/Rojava ganske urovækkende. For der kommer meget lidt ud om, hvad der foregår i dagligdagen, hvordan den Autonome Administration tackler de store udfordringer, der viser sig i administrationen af det civile liv og i udviklingen af økonomien, hvad angår fødevarer, uddannelse, sundhed mv. ,  og hvordan befolkningen reagerer på dette. Alt det er uden tvivl under hårdt pres på grund af en næsten total isolation, nu også af grænseovergangene mod Nordirak.

Men det behøver jo alligevel ikke at betyde, at det står specielt dårligt til i det civile liv. Var der en stor, eller bare konstaterbar modstand mod administrationen i den situation, skulle vi nok høre om det.

Men når vi intet hører om de civile sider af livet, kan det lige så godt skyldes, at det helt overskygges af beretningerne om den daglige chikane af befolkningen i de områder, der er besat af Tyrkiet, af de lige så dagligdags militære angreb fra Tyrkiets side overalt i det nordlige Syrien og af den systematiske tyrkiske støtte til Islamiske Stat-lommer overalt i Rojava.

Denne situation er især blevet optrappet siden Putins invasion af Ukraine, og Erdogans bestræbelser på, i ly af dette, at sætte et nyt generalangreb ind mod kurderne i almindelighed, men også at benytte dette til et storstilet NEO-ottomansk angreb sydpå. Det er især planlagt i det nordlige Irak, fordi meget tyder på, at Erdogan i denne situation har kunnet sikre sig NATOs opbakning til denne offensiv.

Den nordligste del af Irak med regionerne Zap og Avaşîn, som Tyrkiet har angrebet. Det gule område til venstre er NØ-Syrien, idet dog den mørkegrønne område ind mod Tyrkiet mod nord er besat af Tyrkiet. I vestudkanten af dette område ligger Ain Issa.

Siden midten af april, har Tyrkiet gennemført omfattende angreb på de nordligste kurdiske regioner i Irak;  Zap og Avaşîn, der længe har været under PKKs kontrol. Tyrkiets krigsminister Hulusi Akar har beskrevet det som ’den mest omfattende militæroperation i Den Tyrkiske Republiks historie’. Allerede inden offensiven udførte man gennem tre dage omfattende bombeangreb over hele området, hvorefter man satte ind med krigsfly, kampdroner og angrebshelikoptere, der landede tyrkiske soldater adskillige steder. Hurtigt udviklede det sig til voldsomme kampe med guerilla-styrker. Begge sider meldte om forskellige tabstal, som ikke har kunnet bekræftes.

En væsentlig baggrund for angrebet var de omfattende demonstrationer blandt tyrkiske kurdere i forbindelse med fejringen af det kurdiske nytår d. 21. marts, hvor millioner af kurdere trak ud i gaderne og udtrykte deres støtte til den kurdiske frihedsbevægelse. Det kunne og ville regeringspartiet AKP ikke acceptere, og hundredvis af kurdiske aktivister blev arresteret.

Men Tyrkiet havde samtidigt svært ved at få accepteret større udvidede angreb i det nordlige Syrien fra dets NATO-allierede, hvad der dog ikke forhindrede Tyrkiet i at intensivere sine droneangreb i nord Syrien og den omfattende støtte til resterende IS-celler Nordøstsyrien, som Tyrkiet i vid udstrækning har organiseret gennem deres efterretningstjeneste MIT. Desuden spiller den løbende neo-osmanniske propaganda for at genoprette tidligere tiders storhed også en rolle: Ifølge de toneangivende tyrkiske medier så tilhører de olierige byer Kirkuk og Mosul i det nordlige Irak simpelthen Tyrkiet. Det umiddelbare mål for angrebet har været PKK, men dernæst også især Maxmur flygtningelejren samt Yazidibyen Sengal, hvor den kurdiske modstandsbevægelse står stærkt

Nu skal man ikke tro, at det var første gang Tyrkiet gennemførte et angreb i dette område. De har gjort det mange gange.  Første gang i 1983, da PKK kun var under opbygning og endnu ikke havde startet den væbnede kamp i Tyrkiet. Den tyrkiske hær trængte fem kilometer ind over grænsen med 7000 soldater. Men det var ikke nogen større succes, og man var snart nødt til at trække sig tilbage. Men der opstod utallige krige siden, som alle blev slået tilbage af PKK, til trods for at Ankara siden starten af 1990erne har kunnet sikre sig opbakning fra ledelsen af KDP, Kurdistans Demokratiske Park, under ledelse af Barzani-klanen. Og PKK er der endnu, her 40 år efter den første offensiv. Mezrûr Barzani har under en rejse til London d. 20 april forsvaret den tyrkiske offensiv: Det er ikke Tyrkiet, men PKK, der ikke respekterer det kurdiske selvstyre i Irak, men de trækker Tyrkiet ind i syd Kurdistan og er derfor også ansvarlige for at  man har måttet evakuere 800 landsbyer under krigshandlingerne! Han blev hilst med rådne æg af kurdere, da hen kørte igennem London. Alle andre politiske kræfter i Sydkurdistan og i Irak har – i hvert fald udadtil – fordømt den tyrkiske invasion. Men den tyrkiske forsvarsminister Akar har været til NATO-sikkerhedsmøde i München og har forhandlet med Barzani-klanen og da det internationale samfund fortsat er tavst, må man formode, at angrebet har været  koordineret med NATO.

Men det store angreb på Irak har bestemt også udløbere i Syrien. Manbijs militære råd rapporterede for et par dage side, at Tyrkiet blot indenfor de sidste 10 dage har sendt 455 bomber mod landsbyer i Manbij-området vest for Eufrat-floddalen. For et par dage siden blev ’hovedstaden’ Qamishlo ramt af tyrkiske droneangreb og artilleribeskydning. Også omkring Ain Issa falder der hver dag dusinvis af missiler eller bomber.

Hvordan er det så gået den tyrkiske hær i Zap her snart to måneder efter aktionens start? Trods den massive indsats er Tyrkiet igen løbet ind i voldsomme problemer. De kan ikke komme fremad, da PKK-guerillaerne forsvarer deres positioner på højene og gør det umuligt for de tyrkiske tropper at komme ind igennem kamp-tunnellerne. Semi-mobile guerillagrupper gennemfører ustandseligt aktioner, selv under intense tyrkiske luftangreb, og snigskytte-teams spreder skræk og rædsel blandt de tyrkiske soldater. Stillet overfor PKKs trænede guerillakrigsførelse har den tyrkiske hær kun deres jagerfly, hvis bomber konstant regner ned på landjorden, hvor de faldne tyrkiske soldater endnu ikke er blevet identificeret, men har ligget efterladt under klipperne i dagevis. For at skabe adgang for deres soldater til kamptunnellerne, bliver disse nu angrebet fra fly, der nedkaster raketter og tøndebomber, som indeholder stærkt giftige kemiske gasser. Det er sket mange steder, men efter at have beskyttet sig imod dem, bliver guerillaerne nu reddet adskillige steder.  Dog er i alt 13 guerillaer døde efter 779 tyrkiske kemiske angreb. Brugen af kemiske våben på denne måde tolke som et sidste desperat forsøg, inden den tyrkiske hær igen må se et historisk nederlag i Zap i øjnene.

Mellem 14. april og 14. juni er, udover de 13 guerillaer, der er døde efter kemiske angreb,  yderligere 45 guerillaer dræbt i kampene. I samme periode er 985 tyrkiske soldater dræbt, heraf to højtstående officerer, mens 166 soldater blev såret, ifølge HPG.

Denne udvikling skaber betænkeligheder blandt Tyrkiets NATO-partnere. Vestlige observatører er tilbøjelige til at konkludere, at Vesten, og især USA, fremover i højere grad vil være tilbøjelige til at overlade udviklingen i Mellemøsten til de regionale magter, som ikke nødvendigvis behøver at blive domineret af Tyrkiet, men hvor lande som Israel og De Forenede Arabiske Emirater i højere grad vil spille en proaktiv rolle i at skabe Mellemøstens fremtid.

Ikke bare PKK, men også Nordøst-syrien, kan opvise succeser i konflikten med Tyrkiet. Vi har tidligere her berettet om affæren med angrebet på Sina-fængslet i Hasakah, som jo trods alt viste en militær styrkehos SDF , som selv ikke en grundig tyrkisk planlægning og koordinering med omgivende allierede kunne hamle op med.

Det viser sig i det hele taget i forbindelse med den fortsatte krig mod IS. Som aktuelt eksempel kan anføres en leder af en IS-celle, der længe har udført operationer med forskellige institutioner og overført og fordelt midler til IS-celler og deres familier i Shadadi-området i landdistriktet syd for Hasaka. Han er netop blevet indfanget af SDF i landsbyen Al-attala, hvor han blev opfordret til at overgive sig.  Da han nægtede at svare og åbnede ild, opstod der kamp, hvor han blev dræbt under flugten.

Faktisk gør Rusland nu også en vis indsats mod IS ‘gemmesteder i den syriske ørken. Således har Det syriske Observatorium for Menneskerettigheder (SOHR) rapporteret, at russerne gennemførte 20 luftangreb på en enkelt dag i slutningen af april mod IS-tilholdssteder i ørkenen omkring Homs og Al-Raqqah – og dermed bragte antallet af luftangreb mod IS op på næsten 500 bare i løbet af april måned.

Måske står SDF – især, hvis et bedre syrisk samarbejde kan skabes – militært stærkere end vi tror! Men det er jo reelt forbløffende lidt vi ved om det.

Man skal selvfølgelig være forsigtig med at tolke store ord udtalt til et møde med opinionsdannere. Men jeg synes generelt, at netop SDF ofte har været relativt forsigtige i deres vurdering af deres muligheder i kampen mod Tyrkiets besættelser. Men en af SDFs kommandører, Hisên Kocer, har på et møde i Kobane for en uges tid siden med opinionsdannere i Eufratregionen sagt: ”Vi bestemmer selv. Vi overgiver os ikke til dem, der prøver på at besætte vores område. Og vi vil ikke forholde os stille overfor nogen som helst form for angreb. Tiden er inde for at rejse os mod det fascistiske system. Vi forbereder for øjeblikket at befri de af vores regioner, der er blevet besat af Erdoğan”.

Det kunne vel nok være interessant at høre lidt mere om, hvad en sådan forberedelse går ud på!  

Det er jo ret tydeligt, at konflikten i Syrien indeholder utroligt mange forskellige spor og er så konfliktfyldt, så det næsten er umuligt at forholde sig prioriteringsmæssigt til alle disse konfliktspor. Den eneste nogen lunde farbare vej, hvis den overhovedet findes, er formentlig at fastholde nødvendigheden af en fredelig løsning på konflikten. Altså se den i et konsekvent fredspolitisk lys. Derfor vil jeg slutte af med at gengive den analyse som fredsforskeren Jan Øberg har givet af situation – for mere end to år siden i en artikel i Ræson med den meget interessante titel: Vil USA lade Tyrkiet tabe en krig mod Syrien og Rusland? Øberg er jo gennem de senere år blevet ekstremt kontroversiel i den vestlige verden på grund af hans positive holdning til især Kinas, men også mere generelt FNs rolle i sikringen af fred i verdens mange brændpunkter. Når jeg finder ham særligt relevant i en syrisk sammenhæng, skyldes det ikke mindst, at han i sit udgangspunkt reelt flugter med den autonome administrations vurdering af situationen, nemlig at den eneste vej frem er gennem en fredelig løsning, der inddrager både YPG, SDF, Assad og andre kræfter i Syrien.

Øbergs udgangspunkt er, at verden har stirret sig blinde på volden i Syrien, men ikke har foretaget nogen konfliktanalyse. Et væsentligt punkt i konfliktanalysen burde være det wikileak-dokument, der afslørede, at USA’s ambassadør i 2006 anbefalede, at den syriske statsledelse skulle destabiliseres, hvad man så derefter gik i gang med fra USA’s side. Men konflikten har også handlet om uendeligt mange ting, ikke mindst knyttet til den koloniale og neokoloniale historie. Og om USA og dets allieredes (med Øbergs formulering) ’støtte til – og ikke krig mod – terrorister, herunder om de destruktive roller, som nabo- og NATO-landet Tyrkiet har spillet og stadig spiller’.

Og så handler det endelig om, at folkeretten og FN, er blevet fuldstændig marginaliseret, hovedsageligt af NATO-lande. Men FN burde have været en central aktør som både mægler og beskytter af civile.

Øberg beskrev et ’best case’- og et ’worst case’-scenario i den nuværende situation (og det var altså for mere end to år siden!):

Best case er en slags stilstand. At der ikke sker nogen løsning i Idlib i flere år fremover. Det bliver én stor flygtningeenklave med over en million civilt uskyldige som skjolde for oprørere og terrorister. Syrien opgiver at få regionen tilbage, Rusland bliver i Syrien og Erdoğan indser, at man ikke kan spille alle spil samtidigt og vinde dem.

Og worst case? Ja, det bliver, at Tyrkiet øger sin militære indsats i Syrien. Det vil give Putin et uløseligt dilemma: Skal han så bekæmpe Tyrkiet i Syrien, eller skal han få landet som allieret, når det forlader NATO? Man skal jo huske på, at hvis Syrien og Rusland bestemmer sig, og hvis Rusland kan få forenet SDF og Assads tropper, så bliver Tyrkiet smidt ud. Men det vil næppe ske med NATOs gode vilje, da Tyrkiet er NATOs næststørste militærmagt. Og skulle Tyrkiet vinde, vil det kun være med NATOs fulde militære og politiske støtte. USA ville så komme af med Assad. Men Syrien ville blive ødelagt endnu mere og terrorismen ville vokse.

Som Øberg skriver: Der vil ikke stå nogen med blomster, når Tyrkiet, USA og eventuelt Frankrig ruller ind i Damaskus. En storkrig til i Syrien – så er det amerikanske imperium færdigt. USA er blevet svagere på alle indikatorer i forhold til resten af verden. Endnu en tabt storkrig – med de politiske økonomiske og menneskelige omkostninger den indebærer – vil underminere imperiet. Andre imperier er før gået ned takket være netop en sådan situation.

Hvad kunne man i stedet gøre?

Øberg  slutter med at påpege, at det især er Vesten, der i Syrien har bidraget med støtte til terror, stjålet olie, pumpet våben ind og altså har forsøgt sig på regimeskifte fra 2006, med de lidelser og dødstal, der i dag er resultatet. Hvis han, som han skriver ”havde en gudslignende magt, ville han”

  • Åbne Europa for alle uskyldige, der er flygtet på grund af vore invasioner og krige, så Erdogans brug af flygtninge-”våbnet” mod Europa undermineres
  • Installere et robust og massivt FN – civilt og militært – Syrien, hvor der er brug for at beskytte millioner af mennesker og sikre humanitære korridorer. Samt afvæbne alle terrorister, irregulære syriske og udenlandske enheder; det skal det robuste FN stå for
  • At EU inviterer Rusland til samarbejde om at redde og genopbygge Syrien sammen med Kina og dets Belt and Road Initiative (”den nye Silkevej”), verdens største civile samarbejdsprojekt. Så snart dét sker, vil de fleste flygtninge vende hjem
  • frie valg i Syrien moniteret af FN – og accept af resultatet, også hvis al-Assad bliver siddende
  • Forhandlinger om etablering af afvæbnede autonome provinser/kantoner/delrepublikker og andre modeller i Syrien for dem, der ikke vil leve under syrisk regeringskontrol, herunder kurderne (der ikke kan få selvstændighed ved krig, men kun ved forhandlingsbordet)
  • Oprette en forhandlings- og senere en forsoningsproces med alle involverede

Det er en lang liste, men jeg synes sådan set, at den indeholder mange konkrete punkter, som man med fordel kunne tage fat på.

Kilder:

Amargî Arhat Ba, 2022: Chemical desperation of the Turkish army in Zap. ANF, 7. Jun 2022

Azad, Civaka, 2022: The Turkish war of aggression in Southern Kurdistan – Part 1. 24. April. 2022

Azad, Civaka, 2022: The Turkish war of aggression in Southern Kurdistan – Part 2. 25. Aprli. 2022

Anonymous, 2022: Russian airstrikes target ISIS hideouts in Syria. ANF, 26. April 2022

Anonymous, 2022: Zagros Hîwa: NATO Legitimizes Erdogan’s neo-Ottoman ambitions. ANF, 1. May 2022.

Anonymous, 2022: Hisên Koçer: ‘We are preparing to liberate the Turkish-occupied territories’. ANF, 5. June, 2022

Anonymous, 2022: 445 bombs landed in villages of Manbij in 10 days. ANF, 8. June 2022.

Anonymous, 2022: Turkish attacks on Rojava continue. ANF, 9. June 2022.

Anonymous, 2022: SDF: ISIS cells’ leader killed during a security

operation in Hasaka countryside. ANHA, 10. June 2022.

Brandt, Jesper, 2022: Situationen I NØ-Syrien efter angrebet på Sina-fængslet i Hasakah. Nudem, 8. marts 2022.

Nur, Givara Sheikh, 2022: American researcher: America considers giving turkey more freedom of movement in ME. ANHA, 26. April 2022.

Press Centre of the People’s Defence Forces (HPG), 2022: HPG releases 2-month balance sheet of war. ANF, 14. June 2022

Øberg, Jan, 2020: Vil USA lade Tyrkiet tabe en krig mod Syrien og Rusland? Ræson, 23.3. 2020

DEBAT Nordsyrien NYHEDER