Journalisten Yusuf Karadaş argumenterer for, at Tyrkiet primært tjener Rusland som et redskab til at lægge pres på Rojava. Rusland forsøger at gøre en aftale mellem regimet og Rojava vanskeligere og samtidig lægge pres på USA.

Den 11. og 12. juli holdt NATO topmøde i Vilnius, Litauen, i en konfrontation med Rusland. Mens den vestlige militæralliance fokuserede på enhed indenfor NATO, agerede medlemslandet Tyrkiet mellem magtblokkene Rusland og NATO og forsøgte at presse sine egne ekspansionistiske interesser igennem. Journalisten Yusuf Karadaş, der skriver for den venstreorienterede tyrkiske avis Evrensel, analyserede den nyligt genindsatte tyrkiske regerings udenrigspolitik og dens forhold til NATO og Rusland i et interview med ANF. Yusuf Karadaş’ analyse har også efter NATO-mødet vist sig at være meget præcis og berettiget.

Tyrkiet bruger modsætningerne mellem USA og Rusland til at styrke sin egen ekspansionisme. På det kommende NATO-topmøde ventes USA at bede Tyrkiet om at godkende Sveriges medlemskab. Hvordan ser du udviklingen?

Som I ved, drejede denne forhandling sig oprindeligt om Finlands og Sveriges medlemskab. Krigen mellem Ukraine og Rusland har givet anledning til, at lande, som vi troede ikke ville ansøge om NATO-medlemskab, faktisk har besluttet at søge om medlemskab på grund af de deraf følgende sikkerhedsproblemer og trusselsscenarier. Det var tydeligvis USA’s planlagte politik. I den forbindelse ansøgte Finland og Sverige om NATO-medlemskab. Som bekendt blev Finlands ansøgning godkendt af Erdogan og det tyrkiske parlament i marts, efter at Tyrkiets betingelser var opfyldt. Det skal selvfølgelig siges, at Erdoğans regering forsøgte at bruge Finlands og Sveriges ansøgninger om medlemskab som et middel til at opnå sine egne fordele.

Hvad ønskede den tyrkiske regering at vinde for sig selv? Hvad handlede det om?

Tyrkiet forsøgte at involvere NATO i sin krig mod kurderne i Rojava og i det mindste at få dem og USA til at gå med til en operation, som det selv ville gennemføre. Da Tyrkiet ikke opnåede, hvad det ønskede, forsøgte landet at forhandle med Finland og Sverige om at få “terrorlove” vedtaget dér og frem for alt at få kurdere udleveret til Tyrkiet. Efter Finland fortsætter forhandlingerne med Sverige. Sverige har også vedtaget en ny terrorlov. Også her er det naturligvis vigtigt at påpege, at disse staters vedtagelse af disse love ikke blot skal ses som en indrømmelse til Erdoğan-regimet.

Hvorfor?

Den kendsgerning, at disse lande, som kalder sig demokratiets vugge, har accepteret terrorlove som en del af en sådan NATO-aftale, skal ses som et udtryk for deres egen tendens til stadig mere reaktionær politik. Det er en politik, der er parat til at bruge disse love mod sit eget folk. Det handler ikke kun om forhandlinger med Erdoğan. Det handler om en reaktionær holdning, der underminerer demokratiske landvindinger.

Desuden skal vi forholde os til, at Erdoğan-regeringen, især efter valget og i forbindelse med udnævnelsen af Mehmet Şimşek til økonomiminister, forsøger at indtage en mere harmonisk og acceptabel holdning over for Vesten, USA og NATO.

Med hensyn til NATO-spørgsmålet drejer det sig især om Bidens lykønskningstelefonsamtale med Erdoğan, hvor han udtrykte sit krav om tyrkisk samtykke til Sveriges optagelse i NATO, samt NATO’s generalsekretærs deltagelse i Erdoğans ceremoni, hvor han også mødtes med Hakan Fidan [ny udenrigsminister, tidligere efterretningschef] og den nye forsvarsminister Yaşar Gürer. Det kan ses som de første skridt i en ny forhandlingsproces med vestmagterne.

Og vil denne proces gå som ønsket?

Selvom Erdogan-regeringen sandsynligvis vil fortsætte med at forhandle her, bliver den nødt til at acceptere Sveriges NATO-medlemskab på en eller anden måde. En søjle i denne forhandlingsproces er også USA’s salg af F-16-fly til Tyrkiet. Uanset om det sker på NATO-topmødet eller ej, vil denne forhandlingsproces føre til et resultat af samtalerne mellem lederne, selv om det måske først opnås efter topmødet. Derfor tror jeg, at Erdoğan vil bruge dette skridt til at forny sit forhold til de vestlige magter på en bestemt måde. Selvfølgelig kan man også se, at Erdoğan forsøger ikke at komme i åben modsætning til Rusland. Det er også baggrunden for Tyrkiets modsætninger. Det ønsker at vise Rusland, at det er imod NATO og ønsker at bevare sine forbindelser med Rusland.

Kan dette defineres som en politik for balance mellem stormagterne?

Det kan ikke kaldes en balancepolitik. Det handler om at udnytte modsætningen mellem magtblokkene så meget som muligt til deres egne interesser. Det er ikke en balancepolitik, fordi Tyrkiet også forsøger at udnytte modsætningerne, men tvinges til at gøre flere og flere indrømmelser afhængigt af situationen. På nogle punkter har Tyrkiet været tvunget til at gå baglæns, og sådanne punkter bliver der stadigt flere af. Det mest konkrete eksempel på dette ser vi i Tyrkiets forbindelser med Israel, De Forenede Arabiske Emirater, Egypten og Saudi-Arabien. For kort tid siden  erklærede Erdoğan åbent disse stater for kupmagere, finansmænd bag 15. juli [militærkupforsøget i Tyrkiet i 2016] eller mordere, men så måtte han vende tilbage til dem i forbindelse med en politik med indrømmelser af betydning for en normalisering af forholdet.

Astana-forhandlingerne er en forhandlingsproces mellem Syrien, Rusland, Tyrkiet og Iran med Rusland i centrum. Disse forhandlinger er i gang, og hvad angår magtbalancen i Syrien, er dette et punkt, som Rusland har gjort til genstand for forhandlinger for at holde Tyrkiet i en position, hvor det kan gøre så lidt som muligt mod Rusland. Den vigtigste søjle i denne aftale er rettet mod kurderne i Syrien. Rusland ved, at Erdoğan-regeringen ser kurdiske resultater som en trussel, at den betragter vold som et middel til at løse det kurdiske spørgsmål og derfor ønsker at fortsætte sin aggressionspolitik mod Rojava. Rusland giver Erdogan mulighed for at lægge pres på kurderne i egen interesse. Det skyldes, at Rusland selv ønsker at øge presset på dem og tvinge dem til at gå på kompromis med Assad og spille USA og Tyrkiet ud mod hinanden i felten. Af denne grund vender Rusland det blinde øje til angreb fra tyrkiske væbnede droner, selvom det ikke åbner vejen for Tyrkiet til direkte invasion.

Efterretningschefen, Hakan Fidan, blev udnævnt til udenrigsminister. Er det et tegn på politisk forandring, eller er det udtryk for kontinuitet?

Det er faktisk nødvendigt at diskutere dette i forbindelse med det tidspunkt, hvor Hakan Fidan blev leder af den tyrkiske efterretningstjeneste, MIT. For i 2007, da MIT udviklede en såkaldt “proaktiv udenrigspolitik”, var Hakan Fidan i centrum for denne proces, først som viceundersekretær for MIT og siden som direktør for efterretningstjenesten. Denne proaktive udenrigspolitik blev omsat i praksis overalt, hvor Tyrkiet kæmpede for hegemoni og fordeling af ressourcer – i Mellemøsten, det østlige Middelhavsområde, Kaukasus, Sortehavet og Balkan. MIT tog en aktiv rolle i dette ved at blive placeret i en position som en interventionistisk styrke, der deltog i operationer i de herskende klassers interesse i Tyrkiet. Da denne politik blev etableret, var Hakan Fidan først stedfortræder og derefter chef. Derfor er Hakan Fidan et symbol på datidens politik. Dette er vigtigt her. Erdoğan omtaler ham som sin “sekre(tær)”. Det faktum, at han nu er blevet udenrigsminister og Erdoğans stedfortræder med ansvar for udenrigspolitik, er et tegn på, at han, som da han kom til at lede MIT, vil fortsætte denne politik på dette område. Men selvom dette er beregnet til at sælge en succeshistorie, er en stor del af de operationer, der blev udført under Fidans embedsperiode, faktisk mislykkedes.

Hvilke er de?

Disse spænder fra afsendelsen af Mavi Marmara-skibet til Gaza og til interventionspolitikken i Syrien og Irak. Det er heller ikke nogen succes, at MIT ikke var i stand til at holde forhandlingerne hemmelige under forhandlingsprocessen om det kurdiske spørgsmål. Det, der oftest præsenteres som en succes, er brugen af jihadistiske organisationer og bevæbnede droner til at skabe balance i Libyen. På den anden side kan der også stilles spørgsmålstegn ved positioneringen på Aserbajdsjans side i Nagorno-Karabakh-krigen i den armensk-aserbajdsjanske konflikt. Dette tjente faktisk Ruslands interesser. Ved at undertrykke Armenien blev Ruslands kontrol genoprettet. Ved at skubbe general Haftar tilbage i Libyen blev USA’s interesser tjent. Denne intervention gjorde det muligt for USA og de vestlige magter at få FN aktiv dér igen. Så faktisk kan denne succeshistorie kun læses som en tilsyneladende fortjeneste gennem modsætninger. Faktisk tjente det kun imperialisternes interesser. Selvom Erdoğan-regeringen forsøger at præsentere sig selv som en game changer med disse interventioner, har de virkelige game changers og dem, der virkeligt har været i stand til at bruge disse operationer til deres egen politik, været andre.

Derfor mener jeg, at denne politik fortsat på den ene side vil være baseret på at bruge modsigelser til sine egne ekspansionistiske ambitioner, når regeringen finder det muligt, og på den anden side gøre indrømmelser, når den er tvunget til det. I denne henseende vil der ikke være nogen særlig ændring med Fidan som udenrigsminister. Denne politik er imidlertid hverken antiimperialistisk, som den udbredes, eller i Tyrkiets befolkningers interesse. Tværtimod er det en politik, der kaster Tyrkiet ud i mere vold og kriser i overensstemmelse med de herskende klassers interesser i Tyrkiet.

Regeringen har trods alt ført en kampagne med krig, trusler om invasion og bevæbning. Hvad er der tilbage af dette?

Selvom regeringen forsøger at sælge en succeshistorie, da Erdoğan har genvundet både det parlamentariske flertal og præsidentembedet, er det indlysende, at dette endnu en gang er en fiasko, der kan sammenlignes med lokalvalget i 2019, hvor AKP tabte flere større byer. Derfor kan vi allerede nu sige, at regeringen vil fortsætte spændingspolitikken, især med henblik på de kommende lokalvalg. Den nye valgperiode bliver meget vanskelig for befolkningen, især på grund af Mehmet Şimşeks økonomiske politik. Arbejderklassen vil stå over for mere fattigdom, lavere lønninger og endnu mere arbejdsløshed. Dette peger også på en tid, hvor vold og undertrykkelse vil fortsætte med at øges. Hvis vi ser på den verdenspolitiske situation, ser vi, at stormagter, der formodes at være imod sådanne regimer, samarbejder med disse regimer. Vesten kritiserer Erdogan-regeringen, ikke fordi den er undertrykkende, men fordi den ikke samarbejder tilstrækkeligt. For som jeg sagde i begyndelsen, må man spørge sig selv, i hvilket omfang Vesten realiserer sine egne demokratiske principper i dag. Reaktionær politik er på fremmarch i hele Europa og USA. Borgerskabet har mobiliseret disse kræfter. For dem er det vigtigste spørgsmål, hvor kompatibel Erdoğan er med dem. Denne udvikling vil forme situationen i verden i den kommende tid. Kampen mellem disse kræfter vil uundgåeligt få indflydelse på Erdogans politik i Syrien, Sortehavet og det østlige Middelhav. Det vil måske snart være muligt at analysere dette nærmere.

Måske vil NATO-topmødet give tegn på, hvordan den nye fase vil blive udformet. En af indikatorerne er, i hvilket omfang de bebudede skridt i retning af en normaliseringsproces med Syrien tages eller ej. Men hvad vi allerede kan fortælle er, at den kommende fase ikke bliver en nem tid for Erdogan-regeringen og for de kræfter, der kæmper for hegemoni gennem den ukrainsk-russiske krig. Men det gælder også for os og for arbejdernes og demokratiets kræfter. En periode med stigende undertrykkelse af det kurdiske folk, de demokratiske kræfter i Tyrkiet og arbejderklassen er på vej. Dette er for at holde dem under kontrol. Samtidig vil disse udfordringer naturligvis bringe nye muligheder for kamp. Derfor tror jeg, at holdningen hos det arbejdende folk, vores folk og de politiske kræfter og alliancer vil være afgørende for at finde et svar på spørgsmålet om, hvordan landets og regionens fremtid vil være.

Kilde:

Yusef Karadas, 2023: Russia uses Erdogan as a means of pressure. ANF, 1. July 2023.

Oversættelse: Jesper Brandt