Tyrkiet: Et transnationalt undertrykkelsesstudie

Den tyrkiske stats nuværende kampagne for grænseoverskridende undertrykkelse er bemærkelsesværdig for dens intensitet, dens geografiske rækkevidde og den voldsomme eskalation, som den har udvist de seneste år.

Siden kupforsøget mod præsident Recep Tayyip Erdoğan i juli 2016 har regimet forfulgt sine formodede fjender i mindst 30 forskellige værtslande spredt over Amerika, Europa, Mellemøsten, Afrika og Asien. Kampagnen er også kendt for dens store afhængighed af udleveringer, hvor regeringen og dens efterretningstjeneste overtaler de stater, man retter opmærksomheden mod til at aflevere enkeltpersoner uden behørig proces eller med et lille figenblad af lovlighed. Freedom House har undersøgt 58 af disse udleveringer siden 2014. Vi fandt ingen andre stater, der har gennemført et så stort antal udleveringer fra så mange værtslande i den undersøgte periode – og det dokumenterede antal er formentlig helt sikkert under det reelt forekommende.

Ankaras kampagne har primært været rettet mod mennesker tilknyttet den religiøse leder Fethullah Gülens bevægelse, som regeringen beskylder for at have stået bag for kupforsøget. For nylig er indsatsen imidlertid udvidet og anvendt med samme taktik overfor kurdere og venstreorienterede. Efter at Tyrkiet har ændret sig i retning af et mere konsolideret autoritært styre under Erdoğan, med den overvældende magt koncentreret hos præsidenten, er dets praksis med grænseoverskridende undertrykkelse vokset mere ekstremt.

Før kupforsøget

Allerede før 2016 havde Tyrkiets regering i stigende grad forsøgt at bruge sin diaspora til politiske formål, men den deltog ikke i omfattende transnationale undertrykkelsesaktiviteter. Under Erdoğans retfærdigheds- og udviklingsparti (AKP), der kom til magten i begyndelsen af ​​2000’erne, så regeringen tyrkere, der bor i udlandet, både som en potentiel kilde til indenrigspolitisk støtte og som en ressource til at fremme sine udenrigspolitiske prioriteringer.1

Men markante splittelser inden for diasporaen – der afspejler splittelser i Tyrkiet mellem tyrkiske nationalister og kurdiske nationalister og mellem blandt andet venstreorienterede og islamister – blev forværret af statens stadigt mere åbenlyse politisering af sådanne grupperinger. Disse splittelser brød en gang imellem ud i gadesammenstød, og især kurdiske og venstreorienterede aktivister rapporterede, at de følte sig truet af staten.2

Det var ikke bare indbildte trusler. I januar 2013 blev tre kurdiske eksil-tyrkere, herunder en medstifter af Kurdistans Arbejderparti (PKK), en forbudt militant gruppe, myrdet i et kurdisk kulturcenter i Paris, Frankrig. En tyrkisk mand, der blev arresteret efter drabet, døde i fængslet, før han kunne stilles for retten og indicier og anklager om, at han havde været agent for Tyrkiets nationale efterretningstjeneste (MIT) blev aldrig forfulgt.3

Der var også tegn på, at Tyrkiets internationale stilling ændrede sig, da præsident Erdoğan konsoliderede sin magt, især efter 2013. Da han fjernede sig fra sit tidligere moderate image over  mod den tyrkiske nationalisme, styrkede den tyrkiske regering sine bånd til oversøiske nationalistiske grupperinger som Osmanen- Germania-rockerbanden, der blev beskyldt for at have spioneret mod og truet eksil-tyrkere. De tyske myndigheder forbød gruppen i 2018.4

Tyrkiets direktorat for religiøse anliggender, almindeligvis kendt som Diyanet, der fører tilsyn med imamer og moskeer for den tyrkiske diaspora, blev også et instrument til overvågning af landflygtige.5

Hurtig optrapning efter kupforsøget

Det mislykkede kupforsøg den 15. juli 2016 udløste en transformation i Tyrkiets brug af grænseoverskridende undertrykkelse. Næsten straks efter en nat med vold, hvor kup-magerne i det tyrkiske militær dræbte mere end 250 mennesker, men undlod at gribe magten, iværksatte Ankara en “global udrensning”, der afspejlede dets tilsvarende indenlandske overgreb.6

Begge opererede på grundlag af skyld gennem tilhørsforhold, ved at dømme folk for deres reelle eller mistænkte tilknytning til Gülen-bevægelsen, ofte med ringe anstrengelse for at knytte dem direkte til selve kupforsøget. Resultatet er, at mange mål for udleveringer har været lærere eller uddannelsesadministratorer, der arbejdede på skoler, som Gülen-bevægelsen driver rundt om i verden.7

Hovedtaktikken i den globale kampagne har været mobilitetskontrol, tilbageholdelser og ulovlige overførsler. Tyrkiets regering siger, at den har hjemtaget 116 mennesker fra 27 lande i forbindelse med kupforsøget.8

I et brev til den tyrkiske ledelse i maj 2020 henviste FN-eksperter til “mindst 100 personer … udsat for vilkårlige anholdelser og tilbageholdelser, tvungen forsvinding og tortur.” I sin egen forskning var Freedom House i stand til at identificere 58 mennesker der var udleveret fra 17 lande. Ud over dusinvis af mennesker i massesager, der ikke er blevet identificeret individuelt i offentlige kilder, udgør familiemedlemmer til ofrene sandsynligvis forskellen mellem vores 58 personer og den tyrkiske regerings udsagn om 116.


Fra den tyrkiske stats perspektiv er alle disse mennesker legitime terrorbekæmpelsesmål. Efter at Gülen-bevægelsen og AKP splittedes politisk i 2013, men længe før kupforsøget, udpegede regeringen bevægelsen til at en være en terrororganisation, idet den kaldte den “Fethullahist Terror Organization” eller “FETÖ” og tilskrev den en række vidtstrakte begrundelser. Betegnelsen er nu indlejret i tyrkisk lovgivning og praksis, der fortsætter en lang historie med misbrug af terrorismemærket i landet. På internationalt plan har Ankara i efterligning af Interpols farvekodede notifikationssystem frigivet sin egen liste med titlen “Terör Arananlar” eller “Mest Eftersøgte Terrorister”, som omfatter omkring tusind mistænkte. De fleste hævdes at være tilknyttet PKK, men andre er Gülen-bevægelsesmedlemmer, medlemmer af mindre venstreorienterede grupper og i en håndfuld tilfælde medlemmer af islamistiske militante grupper som Den Islamiske Stat.9

Med anvendelse af USAs terminologi udsender regeringens engelsksprogede avis Daily Sabah indeholder regelmæssigt artikler om kampagnen i et sted på sin webside kaldet ”Krigen mod terror” 10

Alle de 110 individuelle og gruppetilknyttede transnationale undertrykkelsessager, som Freedom House katalogiserede som værende begået af den tyrkiske stat, involverede beskyldninger om terrorisme. Tyrkiets øverste embedsmænd hævder åbent at kunne tage æren for kidnapningsoffensiven mod Gülen-bevægelsen og roser MİT’s rolle i udleveringerne.11

Statslige medieartikler beskriver MİTs direkte involvering i flere bortførelser, som i Sudan i 2017.12

En undersøgelse foretaget af europæiske journalister knytter fly brugt i operationerne til førende firmaer, der er knyttet til MİT.13

Som præsident Erdoğan sagde i en tale efter bortførelsen af ​​seks lærere fra Kosovo i marts 2018: “Hvor end de måtte tage hen, vil vi pakke dem ind og bringe dem herhjem.” 14

Et par af udleveringerne, herunder en, der involverer en gruppe fra Aserbajdsjan, ser ud til at være klassiske bortførelser – folk blev gennet ind i biler på gaden og dukkede derefter op igen i Tyrkiet uden procedurer. Men de fleste har medført korruption og samarbejde med værtslandets institutioner: lokalt politi eller sikkerhedstjenester arresterer tyrkiske borgere, som derefter tilbageholdes i en kort periode, før de i hemmelighed overføres til tyrkisk varetægt og straks føres til Tyrkiet med tyrkiske fly. I de bedst dokumenterede sager har der været en tynd fernis med en juridisk procedure, som da Kosovos myndigheder tilbagekaldte opholdstilladelsen for seks tyrkiske skolelærere; derefter erklærede dem for en national sikkerhedstrussel og så hurtigt overførte dem til tyrkisk varetægt. Operationerne er ofte klodset udført. I Kosovo var en af ​​de seks mænd, der blev arresteret og afleveret til Tyrkiet samme dag, ikke på den oprindelige liste – det viste sig at være en anden tyrkisk lærer med samme fornavn som en af de seks mænd.15

I Mongoliet udløste forsøget på udlevering af en skoleadministrator protester over hele landet, hvilket førte til hans løsladelse og en krise for den mongolske regering, som blev beskyldt for at have hjulpet med til forsøget.16

Ankaras aggressive kampagne har haft betydelige lokale konsekvenser. I Kosovo blev chefen for efterretningstjenesten tvunget til at træde tilbage efter udleveringerne i marts 2018.17

Efter en lignende gruppe udleveringer i Moldova blev chefen for landets efterretningstjeneste  idømt en betinget dom for hans engagement.18

I mindst disse to sager har der været beskyldninger om, at den tyrkiske regering modtog højt placeret politisk støtte til operationerne, men at efterretningslederne i stedet blev pålagt ansvaret.

Mobilitetskontrol

Udover udleveringer har mobilitetskontrol været det vigtigste redskab for tyrkisk tværnational undertrykkelse. Myndighederne annullerede mere end 230.000 pas efter kupforsøget i et forsøg på at begrænse rejsemulighederne for formodede modstandere i Tyrkiet og begrænse mobiliteten for dem, der allerede var uden for landet. Regeringen rapporterede også et ukendt antal pas som værende mistet eller stjålet. Medlemmer af Gülen-bevægelse i udlandet rapporterede, at de ikke kunne få fornyet deres pas eller få pas udstedt til børn på tyrkiske konsulater, hvilket betyder, at de bliver tvunget til at vende tilbage til Tyrkiet og risikerer at blive arresteret. Selvom titusindvis af pas-aflysninger senere blev officielt tilbagekaldt, blev processen skæmmet af fejl, og nogle af de berørte personer fortsatte med at støde på problemer, når de brugte pas til at rejse. Annullerede pas skabte igen muligheder for tilbageholdelse under rejsen, og de tilbageholdte kunne derefter udleveres eller sendes tilbage igen til Tyrkiet.

Den tyrkiske regering har forsøgt at udnytte Interpol til at målrette jagten på modstandere blandt eksil-tyrkere. Efter kupforsøget skulle den angiveligt have forsøgt at “batch”-uploade omkring 60.000 navne til Interpol-agenturets efterretningssystem.19

Den tyske kansler Angela Merkel fordømte denne taktik i august 2017 og argumenterede for, at tyrkisk “misbrug” af Interpol-systemet var blevet uacceptabelt.20

Ankaras åbenlyse misbrug kan have resulteret i politiske ændringer på nogle områder, selvom Interpol ikke officielt har kommenteret spørgsmålet. Rumænske retsdokumenter, der nægtede en udlevering til Tyrkiet i juli 2019, ser ud til at indikere, at Interpol havde vedtaget en politik om at ophæve anmodninger baseret på kupforsøget som en overtrædelse af dets regler mod politisk motiverede anmodninger.21


Interpol-meddelelser forblev ikke desto mindre et nyttigt redskab, der førte til tilbageholdelsen af ​​den tysk-tyrkiske forfatter Doğan Akhanli og den svensk-tyrkiske journalist Hamza Yalçin i august 2017 samt de ulovlige deportationer af to personer fra Serbien og Bulgarien, der blev anklaget for medlemskab af PKK. På grund af Interpols uigennemsigtighed og også det faktum, at meddelelser, der er indgået i det globale system, kan fortsætte i nationale systemer, selv efter at de er tilbagekaldt, er det vanskeligt at afgøre, om organisationen virkelig har behandlet problemet med politisk motiverede anmodninger med oprindelse i Tyrkiet. Men det er i hvert fald klart, at Interpol-meddelelser fortsat resulterer i tilbageholdelser af tyrkiske borgere over hele verden, også i tilfælde, hvor anmodningen sandsynligvis er relateret til kupforsøget. Fra efteråret 2020 blev tyrkiske borgere, der var tilknyttet Gülen-bevægelsen, fortsat tilbageholdt steder så langt væk som Panama, Afrika syd for Sahara og Sydasien.22

Et udvidet perspektiv

Selvom Gülen-bevægelsen har båret byrden, er Ankaras tværnationale undertrykkelseskampagne bredt sig langt videre ud. Can Dündar, daværende chefredaktør for det store sekulære dagblad Cumhuriyet, forlod landet og rejste til Tyskland i juni 2016 efter at være blevet idømt fængsel for at have lækket national sikkerhedsioplysninger i en artikel om tyrkiske våbenforsendelser til Syriske oprørere – samme dag forsøgte en angriber at skyde ham uden for retssalen. Siden han gik i eksil, har Dündar stået over for adskillige trusler. Han og flere andre tyrkiske journalister i Tyskland har modtaget beskyttelse fra de tyske myndigheder.23

I september 2020 gik den tyrkiske stat i gang med at beslaglægge Dündars aktiver i Tyrkiet på grund af hans overbevisning.24


Andre nylige hændelser understreger udvidelsen af ​​udleveringstaktikken til ikke-gülenistiske mål. I marts 2018 blev Ayten Öztürk tilbageholdt i en lufthavn i Beirut, Libanon, og tilbageholdt i fem dage, før hun blev afleveret til tyrkiske embedsmænd. Hun blev fængslet i Tyrkiet i fem måneder uden adgang til en advokat, Hun hævder og bar tegn på, at hun var blevet tortureret. Öztürk beskyldes for at være knyttet til det venstreorienterede Folkets revolutionære befrielsesfront (DHKP-C) .25

I september 2020 blev Isa Özer, en tidligere lokal kandidat for det stort set kurdiske og venstreorienterede freds- og demokratiparti (BDP) udleveret uden behørig proces fra Odessa, Ukraine, til Tyrkiet. Operationen lignede meget udleveringerne af to Gülen-bevægelsesmedlemmer fra Ukraine i 2018 – der var næsten ingen tid mellem tilbageholdelse og overdragelse og ingen klar juridisk proces.26

Ligesom tusinder af andre medlemmer af BDP og dets landsdækkende søsterparti Folkets Demokratiske Parti (HDP), beskyldes Özer for PKK-medlemskab.

Kilde:, Anonymous, 2021: Special Report 2021. Turkey: Transnational Repression Case Study. Freedom House, Washington D.C.

Kommentar: Rapporten ”Tyrkiet: Et transnationalt undertrykkelsesstudie” er tydeligvis udarbejdet med udgangspunkt i den transnationale forfølgelse af Gülen-bevægelsen siden kupforsøget i 2016. Den har derfor ikke medtaget den formentlig helt dominerende tyrkiske internationale forfølgelse af personer fra den kurdiske diaspora, der har stået på i årtier. Men den giver et godt overblik over bredden i de metoder og mekanismer, den tyrkiske stat har brugt og udviklet for at kunne undertrykke enhver opposition, også i udlandet. Rapporter har allerede ved sin offentliggørelse haft politisk betydning ved senatets anbefaling til Biden-administrationen omkring Menneskerettighedssituationen i Tyrkiet, se artiklen USA’s senat kræver øget pres på Erdoğan.

Om organisationen Freedom House:

Freedom House er en amerikansk fond, der arbejder for at forsvare menneskerettighederne og fremme demokratisk forandring med fokus på politiske rettigheder og borgerlige frihedsrettigheder. De ser sig selv som en katalysator for frihed gennem en kombination af analyse, anbefalinger og handling.

Deres analyser fokuserer på følgende 13 centrale emner: 1) Autoritær rækkevidde, 2) demokrati under pandemien, 3)Teknologi og demokrati, 4)Demokratier under nedbrydning, 5)Fremme af USA’s lederskab, 6) Valgintegritet,7) Lighed og menneskerettigheder, 8) Mediefrihed, 9) Ansvarlighed og gennemskuelighed i forvaltningen, 10)Styrkelse af det civile samfund, 11) Forsamlingsfrihed, 12) Talefrihed, og 13) Religiøs frihed.

Oversættelse og kommentar: Jesper Brandt

Fodnoter

by NU

Nudem.dk er en gennemslagskraftig dansk-kurdisk nyhedssite. Nudem drives af frivillige kræfter med en fast redaktionsgruppe.