Velkommen til den ny københavner-model, der skal sikre hjælp til byens mest udsatte familier

Med stor interesse har jeg i medierne læst om en ny københavner-model for de mest udsatte familier. Jeg kender ikke alle detaljer i modellen, men af bl.a. følgende to grunde finder jeg den interessant og tror, den kan have positiv betydning for familierne og deres børns inklusion i samfundet. Det kræver dog en del af de faste kontaktpersoner og frontpersonalet, der arbejder med udsatte familier fra etniske minoriteter. Det vil jeg komme ind på senere.

Udsatte familier har brug for vedholdende brobygning

Allerførst har disse familier, især børnene, brug for en helhedsindsats, der kan støtte dem. En del af familierne kan have svært ved at navigere i de forskellige kommunale forvaltninger og skiftende medarbejdere, hvilket kan få familien til at opgive dialog med kommunen. Men når forældrene opgiver at samarbejde, går det i sidste ende ud over deres børn og unge, som mistrives både hjemme og ude i samfundet. Nogen betaler en høj pris for manglende samarbejde mellem forældre og myndigheder, da samarbejdet kunne få familiens børn og unge på rette vej.

Den anden grund til min interesse er, at københavnermodellen skal have to faste kontaktpersoner til familien. Jeg tror på, at det har positiv betydning for familiens udvikling. Jeg tager udgangspunkt i min egen erfaring med de myndigheder, jeg samarbejder med, og som ønsker, at jeg i mit arbejde med familierne har en blækspruttefunktion, hvorigennem jeg får indsigt i, hvilken støtte familien har brug for. Mit gode kendskab til familien og samarbejdet med myndighederne gør mig til brobygger.

Som nævnt kender nogle familier ikke de forskellige kommunale forvaltninger og indsatser, som kan hjælpe dem. Det kan skyldes sprogproblemer og manglende viden om, hvordan systemet arbejder, men ikke mindst sprogbrugen får nogle udsatte familier til at opgive at samarbejde.

Modellen med to faste kontaktpersoner er ikke nok i sig selv. Kontaktpersonerne skal have de rette faglige kompetencer og ikke mindst acceptere fleksible arbejdstider.

Mine mange års erfaring fortæller mig, at udsatte familier skal kunne regne med mig, når de er i nød. De kan fx ringe til mig på alle tidspunkter, og selv om deres opringning kan have med en anden faggruppe at gøre, tager jeg mig tid i telefonen. Det får familien til at føle sig hørt, og jeg sørger for at videreformidle deres behov til den rette fagperson.

Der kræves også en vis psykisk robusthed af frontmedarbejderne, der skal have med familierne at gøre. En del familier er forudindtagede og har fordomme over for landets myndigheder, så jeg vil ikke udelukke, at nogen kan tage afstand fra frontmedarbejderne. Familiebehandlingsarbejde kræver, at vi fagfolk har forståelse for, at reaktioner kan skyldes flere ting, fx kan familierne i deres hjemlande have oplevet myndighederne som grove og nedladende, og når de her i landet ikke oplever forståelse fra myndighederne og bliver henvist fra den ene til den anden, kan nogle få den opfattelse, at myndighederne ikke vil støtte dem fx pga. deres etnicitet.

Faglig støtte til frontmedarbejderne

Der kræves en del af familiernes faste kontaktpersoner. De skal lytte og skabe en tillidsbaseret relation, så de kan præcisere, hvordan kommunale myndigheder arbejder her i landet. Ikke mindst skal de gøre familierne bevidste om, at myndighederne også kan kræve ansvar af dem, og de skal understrege at fælles arbejde og effektivt samarbejde i sidste ende er godt for familien.

I forbindelse med foredrag, undervisning af fagfolk og ikke mindst supervision af medarbejdere i udsatte boligområder oplever jeg, at fagfolk efterlyser både efteruddannelse og supervision. Derfor skal myndighederne også tage vare på de faste kontaktpersoner og fagfolk, der arbejder med udsatte familier. De skal have mulighed for videre- og efteruddannelse for at tilegne sig ny viden. Ikke mindst skal medarbejderne kontinuerligt have supervision med fokus på arbejdet med udsatte familier.

Frontpersonalet skal styrkes personligt og fagligt, og ledelsen skal støtte dem og give mulighed for uddannelse og supervision.

INFO: Ahmet Demir er socialkonsulent og arbejder med børne-, unge- og familiesager i form af bl.a. familierådgivning og konfliktmægling.

Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger.